Nyt fra Peru
Onsdag den 13.oktober 2010

Kære Venner!
Nu synger jeg på sidste vers i denne omgang.
På fredag slutter vi af på 'Centro de Educación Creativa'. På lørdag rejser jeg til Lima og på søndag videre til Danmark.
Om alt går vel lander jeg i Kastup mandag kl 17.45 efter at have mellemlandet i Sao Paulo og Frankfurt. Ja, jeg får set den store verden om ikke andet så fra 10 km's højde og så nogle lufthavne, hvor jeg overalt kan få en kop kaffe i 'Starbucks'.

'Centro de Educación Creativa' er nu en realitet her i Cusco og bliver registreret officielt. Hurraa!! Det er fantastisk, at det er lykkedes.

I det hele taget er jeg fuld af taknemmelighed over forløbet. Der har været masser af tage sig af, men alt i alt har der været - og er - rigtig god vind omkring hele projektet. Det rammer ind i noget peruanerne gerne vil og har behov for.
Jeg har også følt støtte både fra venner her på planeten og beskyttelse 'ovenfra'. Håber, at det må fortsætte.
Helt konkret er der kommet en arv fra Inger Brochmann, der døde sidste år. Så jeg følte næste, at der faldt penge ned fra himlen.
Tak til Inger - og til hendes børn, som har formidlet, at pengene kom ind på kontoen!

Den seneste udvikling går på, at 2 offentlige skoler bliver pilotprojekter med hensyn til at få undervisning i og implementere waldorfpædagogik.
Den ene skole ligger i San Jerónimo. Det er en lille skole, 'Pillao Mattao' med 6 klasser for fattige børn. Her har lærerne sagt: 'SI, gracias - Ja tak!
Den anden skole, 'Independencia' er større og ligger i Santiago tæt på Dignidad. Også dette er et fattigt kvarter. En af lærerne herfra går på seminariet.
Luz Marina og jeg var i går til et meget positivt møde med lederen. De går nu i tænkeboks, og så ser vi. Lærerne skal selv ville det, ellers går det ikke.
Et par af børnene fra begge disse skoler kommer på Inti, så det kan også gå hen at blive en fordel for Inti, når det forhåbentligt falder i hak.

Elisabeth, som er dekan på fakultetet for 'Educación' på Universitet er meget interesseret i, at der kommer pilotprojekter igang med waldorfpædagogik. Hun vil støtte op om det. Så alt i alt er det rigtigt fedt.

Mit hjerte banker jo for, at waldorfpædagogikken kommer de fattige børn til gode. De fattige børn går på de offentlige skoler.
Så kryds fingre, kære venner!

Og ellers har jeg i den seneste tid haft rigtig meget at gøre. De løse ender skal knyttes, og jeg har heldigvis fået lavet opgaver til deltagerne på seminariet. Dem får de på fredag. De mødes i grupper, som vi HAR dannet, 2 gange pr måned á ca 4 timer, medens jeg er i Dk og arbejder med opgaver, som jeg stiller dem. Ideen er, at der er kontinuitet i foretagenet, at de accellerer hinandens proces ved at hjælpe hinanden + at de kan begynde at bruge det, de har lært på Modul 1 i praksis.
Deres opgaver er blandt andet:
Studie af nogle tekster,
Observation og beskrivelse af 3 kunstværker
Observation og beskrivelse af 4 børn og unge.
De har lært en trinvis metode til dette.
Desuden skal de hver især fortælle de andre, hvordan det står til med det, de brænder for mht lærerjobbet: Hvor går det godt, og hvor har de udfordringer.
Det er ting, vi har arbejdet med på kurset, og som vi vil følge tæt op på gennem hele forløbet.
Jeg har jo som ambition, at 'Centro de Educación Creativa' ikke bare drejer sig om INFORMATION, men om TRANSFORMATION. Det synes alle folk lyder godt, men det kræver jo, at man lige får hænderne op af lommerne.
Med den slags er jeg også hele tiden selv 'på' og må i min egen proces bestræbe mig for at være et rimeligt eksempel til efterfølgelse. Jeg ved, at mange øjne holder øje med mig. Puh ha! Undertiden kan jeg godt blive lidt svedt og tænke: Jamen kan jeg finde ud af det her? Gudskelov overrasker man af og til sig selv på den gode måde. Tak for det!

På fredag til afslutningen arbejder vi først halvdelen af tiden. Efter en pause med sandwich og kaffe/te/kage, har jeg bedt dem sørge for noget musik og om at overtage lærerrollen og lære mig en peruansk dans. Jeg GLÆDER mig!

Alt vedrørende certifikater, som i sandhed har taget sin tid, ser ud til at falde i hak.

Jeg håber jo, at deltagerne fortæller om waldofpædagogik til deres kollegaer, og at Centro de Educación Creativa' er kommet for at blive, også når jeg om nogle år må trække mig tilbage.
Vi udbyder hele kurset en gang til fra næste august, dvs Modul 1 kommer til at være sideløbende med Modul 3 osv.
Jeg er ved at danne en gruppe af en håndfuld deltagere, der vil undervise på dette nye kursus. Jeg vil også være tilstede, være behjælpelig og supervisere. Foreløbig er der 3 velegnede deltager, som jeg ved vil kunne og som har lyst og har sagt 'ja'. Jeg har hele tiden set i alt 5 for mig, så måske dukker der flere op? I marts og april mødes jeg så med mine 'discipulos,' som de kalder sig. Vi tilrettelægger kursus 2, og jeg gør hvad jeg kan for lære fra mig med hensyn til waldorfpædagogik, formidling osv.

Alt i alt kommer jeg nok ikke til at kede mig lige med det første, men det er Ok. Jeg brænder jo for sagen og føler mig for det meste nærmest lykkelig.

Lige nu er jeg ikke 'nærmest' lykkelig - men helt lykkelig - over snart at skulle se familie og venner igen. 3 af børnebørnene fylder 18, 5 og 1 år i næste uge. Lille Dante er lige ved at være 'selvgående'. Min søn er blevet færdig med sine studier og er nu cand.merc.int. Min yngste datter venter barn til nytår. Så jeg har noget at komme hjem til.

Tak for denne gang - og fordi I har fulgt mig undervejs.
Jeg vender tilbage med nye rejsebreve fra midt i januar.

Kærlig hilsen
Elsita - i Danmark også kaldet Else.
Lørdag den 25.september 2010
Kære Venner!
Arbejdet med seminariet går støt og roligt. 'Barnet' skal jo have et navn. Det hedder:

Centro de Educación Creativa
        Pedagogía Waldorf
            Cusco, Peru

I daglig tale: 'el seminario' eller 'el curso'
Jeg har fået sendt nogle fondsansøgninger afsted om støtte til seminariet, og det er en lettelse, at der nu er ansøgninger 'på arbejde' ude i verden.
Det koster jo penge, at lave et seminarium. Så hvis du selv og/eller nogle du kender, vil støtte, er det særdeles velkomment. Også mindre beløb rækker pænt langt her i Peru. 'Mange bække små...'

Har netop taget hul på en artikel om seminariet til et tidsskrift med dead-line 1/10, så der er hele tiden ting, der presser på.
Afventer stadig at få orden på det med certifikater. Der er kun 3 uger til Modul 1 slutter, så det skal gerne være snart.

I mandags var jeg til et stort møde med borgmesterkandidater - der er valg den 3/10. Vi var over 100 mennesker.
Det var CODENI, en sammenslutning af organisationer, der støtter arbejdende børn og unges rettigheder, der i samarbejde med Unicef og en anden organisation for børn - stod bag arrangementet. Luz Marina fra Inti er 'Presidenta' for CODENI.
Der var taler, statistisk materiale om børns dårlige ernæring, dårlige uddannelse. Snak om korruptionen: politikerne tager til sig selv af de penge, der skulle gå til børnene. Det hele mundene ud i, at de tilstedeværende kandidater skrev under på, at de ville arbejde for børnene, hvis de blev valgt.
Bagefter var der juice, sandwich, kaffe og kage, som vi indtog iført vores gratis T-shirts, hvorpå der stod: Giv din stemme til børnene - på spansk. Det var et fint arrangement. Men der var en, der fortalte mig, at sådant et møde er der hvert år - uanset valg eller ej - og intet sker.
Jeg kunne godt have undværet både T-shirt og traktementet og papirerne trykt på glittet papir. Disse penge havde været bedre brugt på mad til nogle børn.
Men dette er i en nøddeskal, hvordan mange ting foregår i dette land: Et fint arrangement for de inviterede, dokumentation af de forfærdelige forhold og følelsesmæssig forargelse over alle disse dårligdomme i et land med så rige ressourcer, som så få har glæde af og som så mange overhovedet ikke mærker noget til. Det stastiske materiale sagde, at kun 10 % af børn i Cusco, der forlader skolen forstår, HVAD de læser og kun 5% fatter noget som helst inden for matematik. Det er værre, end jeg før har hørt.
Ak! Det er til at græde over.

Og så har der været strejke i 2 dage: Næsten ingen biler på gaderne og markederne har været lukket + demonstrationer i gaderne. Anledningen er, at man tager drikkevand fra et område, Espinar og til et andet, Arequipa for at vande marker med grøntsager til eksport. I Espinar har de så ikke noget drikkevand. Det bliver almindelig folk, der betaler prisen og nogle få, der scorer kassen. Der er protester i Espinar, og politiet har slået en ihjæl. Folk er rasende på præsident Alan Garcia over dette med vandet, selv om det var hans forgænger, der lavede aftalerne.
AK!
I går skulle jeg undervise på universitet, som jeg gør 6 fredage. Men portene var lukket og hele universitetet var i gang med en kæmpedemonstration på grund af det med vandet.

Lige nu ligger bjergene sløret af dis. Det hænger sammen med, at bønderne i junglen brænder skov af for at få jord at dyrke. Andre steder rundt om Cusco brænder de markerne af for at regnen skal komme. Uanset hvad er bjergene slørede af dis.

På søndag skal jeg igen til bryllup. Denne gang er det et civilt bryllup, efter at parret jo blev viet på andinsk vis i august. Det forgår i Taray, en lille by tæt ved Cusco.

Jens fra Solens Børns bestyrelse, som bor fast her i Peru, har lejet et center i Andahuaylillas, 1 times kørsel fra Cusco, med henblik på afvænning af folk med misbrugsproblemer. Han gør et rigtig godt stykke arbejde ved hjælp af Homa Terapi og Anonyme Alkoholikeres/Narkomaners 12 trin.

Om 3 uger kommer jeg til Danmark. Glæder mig til at se familie og venner.

Kærlig hilsen
Elsita



 


Mandag den 13. september
Kære Venner!
Siden sidst har været en arbejdsom tid, men også en rigtig god tid.
Jeg har nu lukket mit hold efter at have lavet 3 ekstra introkurser. Alle er samlet på ét hold hver fredag og lørdag eftermiddag. Der er 42, der har indskrevet sig. I praxis er der lidt færre, der møder op. Det går stadig rigtig godt. Der er en vældig god stemning på holdet og stor interesse for de temaer, vi arbejder med.

Folk maler akvarel for øjeblikket - på vådt papir. Der hører en del disciplin til at så mange mennesker omgås vand, farve, pensler, klude, svampe, vådt papir osv. Så det startede med, at to spildte en masse vand på gulvet til stor morskab for alle. Så var ulykkerne ligesom sket! Siden har folk udvist stor forsigtighed og malet nogle fine billeder.
Der er 6 universitetsstuderende fra 'Educación', som deltager.

Beskæftiger mig stadig med, at få ordnet alt det med certifikater. Ting tager enorme mængder af tid her: Man møder først personligt op med sine papirer og alt hvad der hører sig til, får et stempel på, at papirerne er modtaget i et sekretariat, laver en aftale for et møde, møder op, vedkommende er der ikke, man får en ny tid, møder op efter først at have ringet og fået at vide, at det er OK, vedkommende er så LIGE gået ud af døren. Og sådan fortsætter det, i jeg ved endnu ikke hvor lang tid? Håber, at det snart går i orden.
Selv om folk her både har mobiltelefoner, computere og kalendere, bruger de dem i hvert fald ikke effektivt. Tid tages ikke seriøst. Forretningsgangene er langsommelige og byrokratiske, virker som om de ikke er blevet justeret siden de blev indført for 400 år siden, da spanierne kom hertil. OK, måske er jeg uretfærdig og for hård i min dom. Så som for 250 år siden da!

Andre gange går det helt anderledes hurtigt og uformelt, afhængig af hvem og hvad det drejer sig om. Havde talt med Elisabeth, som leder afdelingen for 'Educación' på Universitetet, om at undervise i waldorfpædagogik til foråret. Men så ringede hun sidste onsdag og spurgte, om jeg kunne komme og undervise fredag formiddag? OK, det kunne jeg godt!
Så nu underviser jeg på universitet 2 timer om ugen 6 uger i alt, indtil jeg rejser til Danmark. Det er jo en fed chance for at få waldorfpædagogikken til at blive mere kendt. Det virker som om, at tiden er til, at der kan ske et løft inden for det pædagogiske.

Der er adskellige mennesker, der inviterer mig til at besøge deres projekter, og det er også fedt. Mange tror, at en 'gringa' med blå øjne som mig har masser af penge til at hjælpe deres projekter. Sådan forholder det sig imidlertid ikke.
Jeg er selv i gang med at ansøge forskellige fonde om støtte til seminariet. Det tager lang tid at udforme ansøgninger, som er tilstrækkelig fyldige, med budgetter osv. Der er mange ubekendte størrelser - må bare gøre det så godt, jeg kan.

Det regnede lidt for en tid siden, og bjergene har fået en ganske svag grønlig farve i bunden af alt det udtørrede. Der er flere skyer på himlen, men masser af sol. Om natten er det knap så koldt. Forleden dag så jeg et foto fra en park i Danmark - havde næsten glemt hvor dejlig grønt græsset kan være.
Sidder i min seng og skriver. Når jeg løfter blikket, ser jeg til 3 sider bjergene, byen og himlen. Her er skønt.

Kærlig hilsen
Elsita
Overskrift 1
Overskrift 1
Tirsdag den 24/8 - 2010
Kære Venner!
Det går rigtig godt med undervisningen på seminariet. Jeg glæder mig hver gang og går taknemmelig derfra. Det er en skøn gruppe. Vi kender hinanden så godt nu, at folk åbner for deres tanker, og der finder mange gode samtaler sted. Samtidig har vi jo kunst. Det er Julio, der underviser, men 2 gange har han været forhindret, og så er det mig, der gør det. Vi har hidtil arbejdet med modellering og med skravering, men skal snart i gang med akvarelmaling.
Der er så megen glæde og sjov forbundet med det kunstneriske og også tit dyb koncentration og en nærmest meditativ stemning. Man glemmer alt andet. Vi taler jo om betydningen af det kunstneriske for fattige børn med masser af problemer på hjemmefronten. Den kunstneriske proces på holdet er god anskuelsesundervisning, hvor vi selv praktiserer det, som deltagerne senere kan gøre med børnene. Al undervisningen, også den teoretiske, er bygget sådan op, at deltagerne selv praktiserer den aktivitet i læringsprocessen, som de gerne på sigt skal kunne praktisere i forhold til børnene. Selvfølgelig er der forskel på 'måden hvorpå' mellem børn og voksne, men selve princippet...

I søndags mødtes jeg med to humoriske og skarphjernede herrer fra 'Freunde der Erziehungskunst' i Tyskland. De er på rejse til projekter i Sydamerika, som de overvejer at støtte, for at høre nærmere. Jeg fortalte om seminariet og vores behov for støtte. De var rigtig gode sparringspartnere, der forstod at stille opklarende spørgsmål.
Jeg sendte min ansøgning om støtte, før vi startede seminariet. Mange ting har ændret sig nu, hvor vi er i gang. Jeg skal skrive en ny ansøgning, hvor jeg er så konkret, som jeg overhovedet kan være mht udgifter og indtægter. Der er mange ubekendte i regestykket, så det er ikke helt nemt. hvis jeg skulle have total klarhed over alle udgifter og indtægter, var jeg aldrig kommet i gang. Det har de selvfølgelig heldigvis forståelese for. I hvert fald var de velvilligt indstillet, så jeg tror på, at der kommer et beløb ud af det på et tidspunkt.

Mange døre åbner sig. Olga, som har den børnehave, hvor vi har undervisning nu, hjælper mig med forskellige formelle ting. Jeg har som udlænding og frivilligt arbejdende ikke formelt set lov til at tage imod penge. Det gør jeg jo, eftersom deltagerne betaler lidt for at gå på seminariet. Olga er inde i al den slags, så jeg har nu et stykke papir, der fortæller om mit samarbejde med APESI, hendes organisation, der gør er det hele er lovligt. Den er en slags beskyttende legaliserende paraply for mig, der ikke kræver, at jeg ellers skal foretage mig noget.

Olga hjælper mig med også med certifikater fra Universiteterne og fra DREC, den regionale undervisningsdirektion. Dette med certifikater, går folk meget op i her, så det er helt nødvendigt at beskæftige sig med.

Elisabeth, lederen på Institut for Undervisning på det største universitet, inviterede mig til at fortælle om waldorfpædagogik og seminariet for et hold på 60-70 studerende på ældste årgang. Folk var 'på', og jeg fik heldigvis formidlet det med energi og engagement, så jeg havde en flok interesserede, der bagefter ville høre nærmere om kurset.

i går startede jeg et nyt hold, fordi der er flere, der har spurgt om de kunne komme med. Men det med certifikater gør jo, at folk ikke bare kan springe ind på holdet. Så den nye gruppe får de samme ting, som den 'gamle' gruppe allerede har haft. Derefter slår jeg grupperne sammen. Jeg har ikke helt tal på det, men jeg tror at vi nærmer os 35 - 40 på det samlede hold, heraf var der 4 studerende fra universitet. Der er også kommet 3 mere fra inti. Luz Marina har også meddelt, ay hun gerne vil deltage. Hun var forhindret pga sygdom, men skulle efter sigende dukke op på onsdag.
Desværre er der ikke ret mange lærere fra de offentlige skoler. Men man begynder jo et sted og så må vi se, hvad der sker hen ad vejen.

Jeg tror nok, at jeg vil udbyde hele kurset endnu engang til næste år: Altså Modul 1 sideløbende med Modul 3. Også for at hjælpe ildsjælene her lidt på vej. Når vi nu har sat gang i denne proces, vil jeg godt følge det hele til dørs på en ordentlig måde - inden jeg om nogle år for alvor går på pension og sidder med min søde missekat i skødet i min lille kolonihave i Danmark og nyder mine velduftende roser. Altså jeg kan jo ikke til evig tid flyve frem og tilbage over Atlanten.
Jeg får nemlig fra tid til anden mange spørgsmål om alt muligt vedrørende fremtiden, som jeg bliver nødt til at forholde mig til. I første omgang må jeg sige: 'Det ved jeg ikke - endnu' og 'Vi får se'. Men spørgsmålene ligger jo i baghovedet, eller hvor de nu ligger, og afføder ideer og muligheder.

Jeg har også mødt Lourdes, der er begyndt at opbygge en lille steinerskole i Písac, en nærliggende landsby. Jeg har set hendes skole, som vil blive en oase, når de har været igang i lidt længere tid. Vi har fået god kontakt, og hun vil gerne undervise på seminariet. I september, hvor jeg nok har lidt mere tid, snakker vi sammen igen.
Lourdes er yngre end Rosa Maria fra Lima og har den fordel, at hun står midt i undervisningen og alt det praktiske. Rosa Maria har mange erfaringer, men praktiserer ikke mere. Jeg håber og tror på, at de to vil kunne supplere hinanden godt vedrørende undervisning i skolepædagogik.
Lourdes har så yderligere den fordel, at hun er 'billigere' i drift, fordi hun bor tæt på og ikke skal have betalt flybillet og ophold.

Som I forstår, er her nok at fordrive tiden med. Alligevel har jeg tid til også at slappe af og nyde livet.
Kærlig hilsen
Elsita


Søndag den 15. august 2010
Kære Venner!
I dag var jeg så til andinsk bryllup. Det var noget af en dag - helt særlig.
Værtsparret: Kike Pinto, som er musiker og hans kone Lourdes, der går på seminariet, bor med deres to teenagebørn i et hus med den dejligste have, fuld af blomster. De er madrina og padrino, gudforældre, til brudeparret og holdt brylluppet for de unge. Jeg blev bedt om at sætte mig på græsset sammen med de andre og blev budt på cocablade. Vi sad i en kreds omkring et lille håndvævet tæppe, hvorpå der lå en masse cocablade. Man finder så selv 3 hele pæne blade, arrangerer dem smukt og giver dem til en af de andre i kredsen, modtager selv løbende blade fra andre, tygger og anbringer dem i kinden. De er en måde at sige: 'Hej, hvordan har du det?' 
Senere kom brudeparret frem i deres smukke andinske festtøj og hilste på os. Agosto går på seminariet og hans kæreste, Mirtha er fra Tyskland. De var skønne at skue: Hun med blomsterkrans om håret  og han havde blomster i hatten.
Senere spiste vi suppe. Da alle gæster var ankommet, gik vi ad en gammel inkasti op til et naturskønt sted i 'Templo de la Luna', Månetemplet, hvor parret blev viet.
Kike forestod vielsen. Vi tyggede alle samme flere cocablade og drak noget chicha, majsøl, som blev budt rundt. Ved vielsesceremonien fik de unge hver en majskolbe og en fjer, som de pakkede ind i et lille tæppe og gav til hinanden. De talte begge to og aflagde bryllupsløfte til hinanden, gav hinanden ringe på og blev 'bundet sammen' med et vævet bælte og fik et fælles tæppe om skuldrene. Brudeparret ofrede så til Apuerne, bjergånderne og Pachamama, Moder Jord. De lagde deres offergave, der var pakket ind i papir, ind i et bål. Den vigtigste Apu, Ausangate på over 6.300 m, det højeste bjerg i det sydlige Peru, var synlig med sin snedækkede top.
Den respekt, som folk viser naturen og dens væsener, berører noget dybt i mig. Det er som om hele landskabet, der bare er så smukt, så smukt lever med i ceremonien. Folk er rolige og kærlige overfor hinanden. Det hele foregår meget uhøjtideligt, selv der er en masse ceremonielle ting. De var to orkestre, som skiftedes til at spille. Efter vielsen dansede først brudeparret, og så dansede vi alle sammen.
Vi gik tilbage til huset, klokken var blevet ca 16. Vi fik 'watya', kartofler bagt i jorden. Man piller dem og får lækker salsa til.
Brudeparret satte sig på græsset, og vi kunne dernæst lægge vores gaver foran dem og fremsige gode ønsker, sige digte, danse eller hvad folk nu havde at byde på. Jeg gav dem en gave og sagde et digt på dansk.
Vi skulle have mere mad, men jeg brød op lidt over kl 17, fordi jeg gerne ville være tilbage i Cusco inden det blev mørkt kl ca 18. Jeg skulle gennem et område i bjergene ad små stier, som jeg ikke ville kunne finde i mørke. De ville have at jeg skulle have noget mad med mig, så det fik jeg.
Jeg er bare helt fyldt op med de skønneste indtryk og føler mig lykkelig over, at blive inviteret med og at have gode venner her.
Kærlig hilsen
Elsita
Søndag den 15. august 2010
Kære Venner!
Jeg har fået en del henvendelser fra folk, der gerne vil gå på seminariet, men som først har hørt om det efter, at vi var gået igang. I mandags og tirsdags lavede jeg et minikursus i den teoretiske del for 3 mennesker, som nu er med på holdet.
Jeg har besluttet mig til at udbyde de 6 introducerende dage en gang til i slutningen af august. Derefter kan de to hold så slås sammen til undervisningen fredag/lørdag. I den forløbne uge har jeg derfor været rundt på nogle skoler med meddelelse om, at jeg starter et nyt hold, sat annonce i en avis, været hos Santiago og Cusco Kommune. Så nu er det er spændende hvor mange, der dukker op. Det er aldrig  til at vide.
Jeg er indstillet på at være fleksibel, eftersom jeg jo er her for at undervise interesserede folk. Der er også folk, der spørger om de kan starte på Modul 2 til februar. Jeg tror, der bliver ved med at være folk, der dukker op og gerne vil være med, men i forhold til det med certifikater bliver jeg nødt til at holde fast i nogle regler.
Alt det det med certifikater får jeg hjælp til af Olga, i hvis børnehave vi nu har undervisning. Her kan vi selv lave kaffe og te i pausen, og der er et sted, hvor vi kan opbevare vores ting. Det bliver også muligt at have maling, hvad vi ikke kunne i lokalet i teatret i sidste uge.

Fredag og i går, lørdag mødtes seminarieholdet igen. Folk tager rigtig godt imod undervisningen. Flere har sagt, at de virkelig har længtes sådan noget. Jeg har selv megen glæde af dette arbejde, så det er jo fedt.

I morgen skal Augusto, en ung mand på holdet giftes, ikke i den katolske kirke, men ude i naturen i Månetemplet, en naturformation i sten med ruiner fra inkatiden. Så det bliver et rigtig andinsk bryllup. Jeg er inviteret med og glæder mig til at opleve det.

Sidste søndag var jeg til barbecue hos Manita, min danske veninde og hendes peruanske mand, Fabri. Det foregik hos Fabris forældre. Altid interessant at være til komsammen med peruanere.

Jens, der jo har grundlagt Inti, laver hver aften et lille bål i en kobberpyramide ved solnedgang. Af og til går jeg til solnedgangsbål. Han samler en del mennesker, især om torsdagen, hvor der er en udvidet version med meditation. Sidst i juli holdt han kursus for folk med alkohol- og andre misbrugsproblemer, hvor bål ved solopgang og solnedgang var centrum. I den forbindelse var Irma her for at undervise. Hun er en fantastisk dame, stammer fra Venezuela, men bor nu i Indien og rejser rundt i verden til grupper, der inviterer hende. Hun har tidligere arbejdet indenfor FN, men arbejder nu med bålet og homa terapi, som det kaldes.

Vejret her en tørt. Ikke noget med regnvejr på denne årstid. Solen skinner varmt og skønt om dagen. Om natten bliver her rigtig koldt. Her er meget smukt, og jeg nyder at være her. Når jeg skal være rigtig god ved mig selv, går jeg til massage og får varme sten på ryggen.
Kærlig hilsen
Elsita


Fredag den 6.august 2010
Kære Venner!
Så har seminariet været igang i snart en uge. Vi er kommet rigtig godt fra start. Der er 28 dejlige mennesker på holdet. Jeg nyder hver dag at skulle hen og undervise. Jeg underviser i Steiners menneskebillede som grundlag for pædagogikken. Vi har arbejdet med menneskets forhold til naturrigerne. Julio underviser i modellering, og vi supplerer hinanden godt. Folk er interesserede og virkelig 'på'.

Jeg har søgt den Pædagogiske Sektion i Dornach, Schweitz, som er verdenscentrum for antroposofi og dermed waldorfpædagogik, om anerkendelse af vores kursus. I går fik jeg så den fedeste mail om, at vores seminarium får denne anerkendelse. Det betyder, at deltagerne efter velgennemført kursus får et internationalt certifikat. Det var skønne nyheder at kunne overbringe i morges - og folk blev jo glade.

Vi har også fået en positiv tilbagemelding fra 'Freunde der Erziehungkunst' i Tyskland. Det er en fond, der støtter waldorfpædagogiske foretagender overalt i verden.  De foreslår, at vi søger støtte hos DANIDA, og de vil så gerne supplere lidt op. DANIDA giver desværre ikke støtte til Peru, men vi har fået fondsmidler fra Antroposofisk Kulturfond og fra Merkurfonden, så måske 'Freunde' vil supplere disse fondsmidler op i stedet.

Jeg er rigtig glad: Vi eksisterer nu i verden og ovenikøbet med international anerkendelse! - 'Min sjæl, hvad vil du mer?'

Kærlig hilsen
Elsita
Fredag den 30/7 - 2010
Kære Venner!
På mandag den 2/8 starter deltidsseminariet, så nu er det lige oppe over.  Forberedelserne til seminariet med hensyn til program for Modul 1, regler for deltagelse, hvis man skal have et certifikat, mapper, papir og lignende er på plads.
Glæder mig til at komme i gang og møde deltagerne.

Tiden siden jeg skrev sidst, har været ret så sejg - på den ikke særligt fede måde - med hensyn til at få den sidste afgørende PR til at køre. Jeg må blot konstatere, at der bliver sagt mange ord i dette land, som går i én retning med opfølgende handlinger, som går i en helt anden retning. Folk har forskellige dagsordener kørende, som de siger handler om seminariet, men som for mig at se handler om alt muligt andet. Det hører til den slags historier, som almindelige folk uden magtpositioner absolut ikke har nogen glæde af. Og nogle af dem, der har magtpositioner, misbruger deres positioner.
Kommunerne har alle løbet fra deres løfter om halve fripladser til en del af deltagerne fra deres distrikter. Cusco kommune sørger for lokale, har betalt foldere, plakater og TV spots.
Heldigvis har jeg venner her, som vil mig det godt, og som virkelig ønsker seminariet, men det viser sig at være nogle andre end dem, der først har bedt mig om at lave det. Men jeg er ved godt mod og har tillid til at det kommer til at gå.

Var i Andahuaylillas sidste week-end på besøg i Q'ewar projektet - der hvor de syr de waldorfdukker, som vi importerer til Danmark. Julio, som er leder der, skal undervise på seminariet i tegning, maling og modellering, så vi snakkede undervisning og materialer. Julio, Ursula Locher fra Schweitz  og jeg var på vandretur i bjergene til en håndlavet hængebro over Vilcanota floden. Bjergene er stejle og imponerende - en skønhedsåbenbaring af format, hvor man føler sig totalt taknemmelig over at have sin gang på denne jord.

Har også mødtes og hængt ud med danskere på gennemrejse: Jonna og jeg har tilbragt en rigtig god tid sammen. Har også mødtes med Mia og Line. Jeg inviterer altid folk på 'Fallen Angel', en helt enestående restaurant, der ejes og udsmykkes af en kunstner. Alle bliver betaget af den.

Der er bestilt kaffe og sandwich til pausen første dag på seminariet hos Manita, min danske veninde, der bor her og er gift med Fabri. De har et cateringfirma, men flytter til Danmark om en måned.
Var forleden til 1-års fødseldag hos Luca, deres lille søn. Interessant at være til privat komsammen med peruanere. Selv om nogle ydre former er lidt anderledes her, er folk alligevel ret så ens med hensyn til at hygge sig og have det rart.

På søndag tager jeg til Moray, hvor der er festligheder i anledning af inkaårets start. Der sås i august og i Moray mødes en masse folk og skænker en gave til Pachamama, moder jord, i håb om et frugtbart år.
Eftersom jeg betragter mig selv som en bondekone, der skal til at så waldorffrø, synes jeg, at det er meget passende for mig at deltage i dennne ceremoni og bede om, at frøene falder i frugtbar jord.

Jeg er flyttet til mit 'gamle sted' i San Blas, som jeg betragter som mit hjem her. Når jeg ligger i min seng, ser jeg lysene op ad bjergsiderne om aftenen og solskinnet på bjergene om morgenen.
Trods diverse genvordigheder er jeg ved godt mod og kan lide at være her.
Fortsat god sommer i det danske!

Kærlig hilsen
Elsita
Torsdag den 15. juli 2010
Kære Venner!
Tiden iler og jeg iler med - er i hvert fald ilet til Peru igen. Ilet og ilet er måske så meget sagt, selvom det af klimahensyn kunne være ret så passende at løbe med syvmileskridt hen over Atlanten. Denne gang fløj jeg over Paris og Rio til Lima. Havde en flot flot tur i morgengryet over Amazonas. Der lå en let dis over junglen. De mange bugtede floder genspejlede den nyligt opståede sol og så dermed ud som slanger af strålende guld. Vi fløj over Titicaca søen og Altiplano. I Andesbjergene var der nu lejlighedsvis glimt af sølvfloder. På nedturen lige før Lima var bjergene helt violette med hvidlig tåge i dalene med en knaldende blå himmel ovenover.
Det var lige før jeg ikke kunne tåle mere skønhed, men så landene vi heldigvis også i et kælderkoldt og gråt og smokket Lima. Det var noget af en omvæltning fra sommervarme Danmark, som jeg lige nåede at opleve en lille vidunderlig bid af.
Har forstået, at varmen er så stærk, at en stor del af Jer hjemmeboende danskere nu befinder jer 'i havet omkring Danmark, vort moderlige hav', for ligesom ikke at gå helt op i limningen.

Efter at Danmark på det nærmeste var dækket af indlandsis og et koldt forår, er det åbenbart røget helt over i den anden grøft. Det er ikke altid nemt at være dansker, heller ikke hertillands, dog af andre grunde, nemlig kulturforskellene, som jo altid kan udfordre en, hvilket heldigvis er meget berigende, især bagefter en eller anden situation, hvor man spørger sig selv: Hvad laver jeg egentlig her, når jeg nu kunne have befundet mig sammen med mine søde børn og børnebørn ved den dejlige Sejrøbugt?

Var 5 dage i Lima, hvor jeg havde gode møder med forskellige folk, der kommer og underviser på det deltidsseminarium, som nu gerne skal i gang her til august.
Jeg nyder at være her i Cusco igen. Bjergene er ikke friske og grønne, som da jeg tog herfra sidst i marts. Det er den tørre tid nu, så de er mere over i det brunlige. Men skønt er her.

Jeg har mødt nye venner, nemlig børn og lærere på Connies lille skole: 'Mosoq Qollana'.
Connie, der var på vores introkursus i waldorfpædagogik for 2 år siden, spurgte, da jeg var her sidst, om Solens Børn ville være interesseret i et samarbejde. Det har vi  talt om i Danmark og besluttet os at sige ja til. Det er en lille skole med børnehave og 'Primaria', der består af 6 klasser. En sted med en dejlig atmosfære.
Jeg mødtes med lærerne på skolen og fortalte om seminariet, som de alle vil deltage i. På skolen vil de så gradvist implementere noget waldorfpædagogik, efterhånden som seminariet skrider frem i løbet af de næste 3 år. De vil også tage nogle børn ind, hvor forældrene ikke har råd til at betale skolepenge. I første omgang 10 børn, som så bliver sponsoreret af Solens Børn. Jeg var inde i alle klasserne og hilse på. Lavede et lille steinervers med børnene: 'Solen giver planten lys, for solen elsker planten. Mennesket giver sjælelys til hver og en, det elsker' - på spansk altså - med gebærder til, som jeg selv har opfundet. Det gik rent ind, så det var en lille stjernestund.
Jeg gik glad og opløftet derfra.

Og så har jeg selvfølgelig også genoptaget kontakten med gamle venner her, blandt andet på Inti. Dejligt at gense hinanden.

Sammen med Luz Marina og Fredy er jeg i gang med at forberede vores sidste PR før seminariet. Fredy har lavet en plakat, der bliver trykt i stor størrelse og sat op på alle skoler og en masse steder rundt omkring i byen. Der skal være et møde for skoleledere og pressen den 21. med morgenbuffet på et hotel og oplysning om seminariet. Den slags er skik hertillands. Det er vigtigt at skolelederne er positivt stemt for seminariet, så de bakker op om potentielle deltagere i deres lærerstab. Jeg håber, at vi også når at få et infomøde til for selve deltagerne, hvad jeg jo anser for ret så væsentligt. Der er ferie i den sidste uge af juli, og folk har endnu ikke haft mulighed for at kunne tilmelde sig. Det får de først efter den 21. Håber, at journalisterne slår på tromme for os. Jeg har hele tiden haft en fornemmelse af, at vi nok først i sidste sekund vidste, hvor mange deltagere, der kommer.
Jeg søger at holde enhver form for stress over alt det, jeg alligevel ikke har indflydelse på fra døren. Jeg skal ikke klage over, at der ikke er rigtig god anledning til at øve mig i tillid og indre ro.

I går var jeg på Dignidad, hvor der var fødselsdagsfest for de børn, der har fyldt år i det sidste kvartal. Der var lege, dans, tærte og glad stemning. I dag er der en tilsvarende fest i San Jerónimo.

Jeg vover pelsen og sætter igen disse rejsebreve på Facebook. Godt nok er jeg blevet præsenteret for en engelsk Google Translate oversættelse, som fik det jeg havde skrevet til at fremstå i et fuldstændig forvrænget lys. Alt hvad der i det danske sprog ligger af humor, underfundighed, varme, underforståethed, finurlighed og selvironi kommer altså ikke med i en sådan oversættelse.
Dette blot for at fortælle, at en maskine måske nok kan meget rent teknisk set, man skal bare ikke tro, at man dermed får fat i essensen af det, der bliver skrevet.

Jeg har ofte tænkt på at skrive disse breve på engelsk også og denne google Translate oversættelse kunne være en god anledning. Det er mere et spørgsmål om at jeg allerede synes, at jeg tilbringer rigelig med tid ved min computer.

Hav en fortsat god sommer i det dejlige sommerland med fynsk og langelandsk og sønderjydsk og thymål og vendelbo'sk for nu slet ikke at nævne københavnsk og skånsk.

Kærlig hilsen fra
Elsi eller Elsa eller Elsita Eslasjebrrro - som jeg nu hedder igen her i mit skønne Cusco


Soendag den 28/3 - 2010

Kaere venner!
Saa er jeg paa vej hjem. Er klommet til Lima i dag. Her er 28 grader, saa jeg maatte laegge mig og flade ud i varmen og lave koncentreret ingenting. Nu er det sidst paa eftermiddagen og jeg er gaaet ud for at se mig lidt omkring. Bor paa samme hostal som sidst i det historiske centrum, hvor der er en masse fede bygninger fra kolonitiden.
I morgen skal jeg moedes med Daniel, der saelger skoenne bloede eurytmisko i laeder. Vil tage nogle med til Danmark. Tirsdag formiddag moedes jeg med Rosa Maria, som skal undervise paa seminariet. Og tirsdag eftermiddag skal jeg vaere i lufthavnen 3 timer foer flyet mod Amsterdam letter. Efter en kort mellemlanding kommer jeg om alt gaar vel i Koebenhavn onsdag den 31. kl 18.35.
I torsdags havde vi info moede nr 2 om vores seminarium. Ca 60 mennesker var moedt op, her iblandt adskellige af de ildsjaele, som jeg gerne vil i kontakt med. Stemningen var god og 'budskabet kom ud'. Om morgenen samme dag var Luz  Marina og jeg med i to TV spots i direkte udsendelser, der reklamerede for moedet. Efter at have proevet det nogle gange, foeler jeg mig rolig over for det. Det er hver gang lykkedes mig baade at forstaa spoergsmaalene og komme med rimeligt relevante svar. Saa min 'spanske tunge' har heldigvis ikke svigtet mig.
I gaar var jeg til afskedsfrokost paa Inti. Bagefter var vi alle paa sportspladsen, hvor der var fodboldkamp, snak og masser og glaede og hygge. Boernene noed meget, at alle medarbejderne var med. Der er kommet en hel del nye boern nu, hvor skolerne er startet efter ferien. Der er ligeledes kommet en ny smykkelaerer og en ny psykolog. Nye folk er altid med til at aendre kemien       og give ny inspiration.
Jeg har vaeret rundt og sige farvel til forskelllige venner i Cusco. Men allerede foerst i juli vender jeg tilbage. De naeste 3 aar vil aendre mit liv en hel del: Jeg kommer til at veksle mellem at bo 3 maaneder i Cusco, naar der er undervisning paa seminariet, og 3 maaneder i Danmark. Har lige skullet vende mig til tanken. Jeg har jo to smaa boerneboern i Danmark, som vokser hurtigt. Kan ikke foelge dem saa taet, som jeg gerne vil, men maa saa bare glaede mig saa meget desto mere, naar jeg ser dem. Jeg har besluttet at droppe enhver stressfoelelse og holde fast ved den indre ro i forbindelse med at skulle bo paa to forskellige kontinenter med korte mellemrum. Der er ligesom ikke saa meget andet at goere. Det er jo ogsaa et privilegium, at kunne leve i helt forskellige verdener og vaere glad for at vaere begge steder.
Der er en sult her efter nye undervisningsformer, saa tiden er absolut inde til at gaa igang med seminariet. Generelt har der vaeret megen medvind i forbindelse med vores forberedelser. Haaber at det fortsaetter.
Naar jeg kommer til Danmark, skal  jeg arbejde videre med salg af waldorfdukker til finansiering af seminariet. Der er ved at blive oprettet en hjemmeside: www.lillebedste.dk hvorfra vi blandt andet saelger dukkerne. Hold gerne oeje med den. Kender du nogen, der vil koebe og/eller forhandle dukker, saa giv mig venligst et praj. En kasse med ny forsyning af dukker er paa vej til Danmark. Der er nogle nyheder bl.a. smaa babydukker, som 'moedrene' kan baere paa ryggen i bedste peruanske stil. Dukkerne vil ogsaa kunne faas med hudfarve som afrikanere og latinoer. Bliver ogsaa leveringsdygtig i de laekreste eurytmisko i laeder, som omtalt ovenfor.
Nu vil jeg gaa ud i den staerke sol her og suge Limastemning til mig.
Vi ses. Tak fordi I har fulgt mig paa min faerd. Jeg skriver videre i juli, naar jeg er her igen.
Kaerlig hilsen
Elsita                             

Fredag den 19/3 - 2010
Kaere Venner - ¿i Foraarsdanmark?
Det har vaeret en intensiv uge. Mandag og tirsdag var Luz Marina og jeg paa 6 (ud af 10) lokal tv kanaler, hvor vi kunne reklamere for vores info-moede om seminariet tirsdag aften. Det var direkte udsendelser, saa vi moedte tidligt op, saa folk kunne se os i morgen tv programmerne. Jeg fik et interessant indblik i, hvordan lokal tv foregaar her - meget uhoejtideligt og ligeud af landevejen. 
Jeg havde jo nogle sommerfugle i maven: Taenk, hvis der pludselig fik propper i oererne, saa jeg ikke kunne forstaa, hvad jeg blev spurgt om, eller hvis min tunge slog en knude og pludselig kun kunne tale fynsk! Naa, jeg maatte jo berolige mig selv med, at det hoejst kunne gaa galt, og at verden - formentlig - ikke ville gaa under af den grund. Heldigvis gik det ok, og verden gaar stadig sin skaeve gang.
Info moedet gik heldigvis ogsaa godt.
Vi ventede en time paa at Mario, 'undervisningsministeren' fra Cusco, skulle ankomme - foer vi gik i gang. Han talte meget positivt om vores deltidsseminarium, at vi har Cusco provinsens fulde stoette, og at Cusco intet havde gjort for at forbedre undervisningen for fattige boern. Derfor boed de vores initiativ meget velkomment.
Luz Marina fortalte derefter om Inti, og saa var det min tur!
Gudskelov kom de rette ord til mig i det rette oejeblik, saa jeg fik fortalt om kurset med glaede og entusiasme, og jeg foelte, at jeg fik de ting frem, som er vigtige. Saa jeg takker guderne og universet for god assistance.
                                    
I gaar var der koncert paa Inti. Bent, dansk musikpaedagog fra Aarhus, har tilbragt 3 uger paa Inti. Han har samarbejdet rigtig fedt med Cecar, som er Inti's musiklaerer, frivillige og en gruppe boern og unge. Vi blev underholdt med en raekke skoenne, humoristiske og roerende numre og sluttede af paa bedte Inti vis med taerte, inca cola og dans. 
Det er saadan en begivenhed, der goer, at man er glad og taknemmelig for at vaere med i dette samarbejde mellem Solens Boern og Inti. Vi har jo via fondsmidler faaet skaffet mulighed for, at der er en musiklaerer. Lions Club i Stenloese har sponsoreret instrumenter. Bent kender Soens Boern og tager over og giver et rigtig godt input.
Jeg vil ogsaa gerne fortaelle om Ginnie, som er paa Inti i praktik i 3 maaneder. Hun studerer idraet paa Koebenhavns Universitet. Boernene paa Inti er vant til, at sport bestaar af enten fodbold eller wolleybold. Men det er ikke lige alle, der 'er paa med hensyn til det', fx de udviklingshaemmede, som jo ogsaa traenger til at bevaege sig eller boern, der ikke er saa glade for boldspil. Ginnie laver forskellige lege med boernene, hvor de faar roert sig og glaeder sig, og hvor alle kan vaere med. Jeg var sammen med Ginnie og boernene i gaar - foer koncerten - paa Inti's graesplaene, hvor vi grinede og lavede alt muligt bevaegelseshalloej.
I gaar viste i en noeddeskal, hvad bevaegelse, glaede, kreativitet og kunstneriske udfoldelser kan goere for boernene: de er til stede her og nu, glemmer de fortraedeligheder, de er udsat for og faa nogle succesoplevelser, der styrker deres selvtillid.

Jeg har koebt en en halv tons forskellige ting og to store kasser, som skal sendes: den ene til Solens Boern i Danmark, og den anden til Norge - til Torill, som er steinerlaerer og saelger ting og sager til fordel for Inti og andre stoettetraengende projekter i verden. Dejligt med dette samarbejde paa tvaers af graenser.

Nu skal jeg bare have knyttet alle de loese ender i den sidste uge, jeg er her. Jeg vender tilbage allerede i juli, saa jeg kan naa at akklimatisere mig, lave lidt mere PR for vores deltidsseminarium og vaere klar til at undervise i den foerste uge af august.
Kaerlig hilsen
Else
Loerdag den 13/3 - 2010
Kaere Venner!
I den forloebne uge har vi foldet og distribueret 1000 foldere om seminariet til laerere rundt om paa skolerne her. Paa tirsdag aften afholder vi det forste af 2 info moeder. Forud bliver der noget PR over radio og tv. Jeg haaber at jeg husker, at jeg godt kan tale spansk ved disse lejligheder.
KRYDS GERNE FINGRE FOR MIG!
Sidste loerdag var vi 5 danskere, der var paa besoeg paa Q'ewarprojektet. Det var fedt at gense. Kvinderne sidder jo og arbejder paa de dukker, som kommer til Danmark i april. Rigtig godt at se lige netop DE dukker blive til.
Julio, lederen af Q'ewar, har introduceret mig til sin ven Daniel i Lima, som fremstiller laekre eurytmisko i tyndt laeder, som kunne vaere fine at saelge i Danmark. Jeg vender jo tilbage hertil i juli, og da vil Daniel introducere mig for forskellige laerere og andre steinerfolk i Lima. Jeg er ved at skrive et brev til dem for at fortaelle om deltidsseminariet her i Cusco og for at hoere, om der skulle vaere andre end Rosa Maria, der kunne taenke sig at komme og undervise her.
I den forloebne uge har jeg spist ude sammen med Bent, Ane Marie og Jette fra Danmark. Vi har vaeret paa 'Fallen Angel' - det fedeste sted, der er indrettet af en lokal kunstner. Hyggeligt at haenge ud her og at have nogen at haenge ud sammen med.
Jeg har ogsaa snakket en del med Michael og Ginnie, der begge er i praktik paa Inti i forbindelse med deres uddannelser inden for antropologi og idraet. De skal jo aflevere rapporter, naar de kommer hjem, og paa Inti kan de undertiden have svaert ved at huske, hvad de har lovet folk, eller ogsaa sker der lige en hel masse andet. Saa undertiden er der ting, som maa justeres og genforhandles. 

Vejret er blevet varmere og mere solrigt. Det har ikke regnet saa meget i den sidste uge, hvilket er en stor lettelse. Ind i mellem har al den regn vaeret noget anstrengende.
Nu er der jo kun 2 uger til jeg rejser fra Cusco, saa jeg skal lige har bundet 'de loese ender' og afsluttet forskelligt.
Jeg glaeder mig til at gense familie og venner i Danmark.
Satser paa, at foraaret kommer til Danmark samtidig med mig.
Kaerlig hilsen
Elsita
Fredag den 5/3 - 2010
Kaere Venner!
Vores 3-aarige kursus i steinerpaedagogik for laerere er gaaet igennem i baade Cusco og Santiago kommuner. De vil gerne bakke op om det og vil ogsaa stoette lidt oekonomisk med lokaler, materialer, smaa legater til deltagerne osv. Saa det er rigtig rigtig dejligt. DREC - den regionale ledelse af hele Cusco regionens undervisning - stoetter os ogsaa.
Jeg har faaet skrevet en folder, som er ved at blive trykt, og som saa skal deles ud i naeste uge.
Luz Marina og jeg har vaeret til 10 moeder i den forloebne uge for at faa ordnet alle disse ting.
Det ser ogsaa ud til at vi faar en etage til i Dignidad Nacional, hvilket er meget paakraevet, saa vi kan faa sat gang i et computerkursus, som vi har faaet penge til. Vi har tidligere faaet lovning paa en ekstra etage, men saa fandt nogle bygningsarbejdere, der er ved at bygge et nyt posthus, ting fra fortiden i jorden. Disse ting blev saa opbevaret paa den 'vores' nye etage. Men nu har borgmesteren i Santiago bedt dem flytte tingene, saa vi kan faa lokalerne gjort klar, koebt computere og komme igang. 
Ting tager tid. Regn og noedhjaelp har gjort myndighederne stressede og ikke saa nemme at komme i kontakt med.
Oveni alt dette har jeg desvaerre tabt min computer paa gulvet, saa skaermen er oedelagt. Heldigvis tror jeg ikke, at jeg har mistet mine data. Jeg har en forsikring i Danmark, men lige nu sidder jeg paa en computercafé og skriver paa et gammelt hakkebraedt, hvor bogstaverne er delvist forsvundet. Tastaturet er jo anderledes her end i Danmark, saa det hele foregaar lidt paa Gefühl. Det med at saette fotos nd, kan jeg ikke overskue. Desvaerre.
Og saa er jeg flyttet igen. Bor stadig i San Blas med en endnu bedre udsigt ud over byen og saa med et lille privat koekken, saa jeg selv kan lave mad.
I morgen tager jeg til Q'ewar projektet paa besoeg sammen    med Ginnie, Kathrine, Camilla og Bent, danske frivillige, som pt arbejder paa Inti og gerne vil med og se projektet.
Jeg har koebt billet fra Cusco til Lima soendag den 28/3. Tiden loeber.
Kaerlig hilsen til jer alle - har hoert at der er vintergaekker og erantis i Danmark.
Else
Torsdag den25/2 - 2010

Kære Venner!

Sara og Plinio er nogle venner, jeg har i Challabamba, en lille by et godt stykke fra Cusco. I lørdags var jeg til dåbsfest for deres 2 børn på 11 og 15 år. Først var der den kirkelige ceremoni, og dernæst spiste vi i en restaurant. Når der skal være fest her, bliver der altid serveret enorme mængder af kød: Stegt marsvin, kylling og gris med majs, kartofler, frysetørrede kartofler og salat. Heldigvis føler jeg mig ikke længere forpligtet til at spise op - endsige at spise marsvin. Her er marsvin en stor delikatesse, men jeg fortæller, at i mit land er de vores små venner og kæledyr - og jeg spiser altså ikke mine venner. Det griner folk af højt og længe. Interessant at være med til sådanne private fester langt væk fra alt, hvad der har med turisme at gøre.

Luz Marina og jeg har været i audiens sammen med 50 andre hos borgmesteren i Cusco. Da borgmesteren kom ind, gik han rundt, gav hånd og hilste venligt på os alle. Folk fremlægger så deres ærinder, og han svarer. Nogle ting går rimelig hurtigt, andre ting tager lang tid. Undervejs blev der flere gange serveret cola og kiks, desuden fik vi en nål med Cuscos byvåben. Efter 2 1/2 time var det vores tur. Luz Marina fremlagde tankerne omkring deltidsseminariet. Han syntes, at det lød godt, men der var forskellige formelle ting, som vi skal tale med hans 'undervisningsminister' om.
Så processen går videre.

I forbindelse med den voldsomme regn sidst i januar, hvor mange mennesker mistede hus og hjem, appelerede jeg til folk i Danmark om at støtte med et beløb til nødhjælp. - Først var det meningen, at vi ville hjælpe børn omkring Dignidad, hvor Inti har et af sine steder. Men det viste sig, at behovet ikke var så stort som først antaget. Vi valgte derfor at støtte i en lille by et par timer fra Cusco, der er virkelig hårdt ramt.
Giannina og jeg købte ind for de 6.300 kr, som vi havde til rådighed. Vi købte for godt 2000 kr bukser og sweatere og undertøj til børn mellem 2 og 15 år og for godt 4000 kr mad, blandt andet : ris, spagetti, havregryn, linser, sukker, te, tun, kylling, tomatpuré, løg, gulerødder, æbler, bananer, appelsiner + lidt karameller og chokolade til den søde tand.
Priserne her er jo helt anderledes her end i Danmark, så jeg kan fortælle, at vi vi virkelig meget for pengene.
I går kørte vi så ud til Zurite, som landsbyen hedder, for at aflevere tingene. Store dele af den lille bys befolkning bor opdelt i 4 teltlejre. Vi koncentrerede os om den ene, hvor der bor 210 familier. Der bor to familier sammen i hvert telt. Det regnede, da vi kom, og det hele var én stor mudderpøl mellem teltene.
Vi så, hvordan vandet havde ødelagt og raseret i byen. Folk var igang med at reparere. Men så længe det er regntid, og alting er vådt, virker tingene uoverskuelige og folk bor i teltene på ubestemt tid.
Jeg havde taget mine dukker med, så vi startede med at spille 'Musen og løven', en lille dukkefabel for børnene. Det var fedt, og de elskede det. Bagefter fik de bananer, appelsiner og karameller. Efterhånden dukkede de voksne op fra teltene. Vi havde sat os i forbindelse med et par ansvarlige, så tingene kunne blive delt på retfærdig vis. Børnene fik alle noget tøj, og maden blev fordelt til familierne.
Folk var jo meget glade for vores besøg, og vi var dybt taknemmelige og rørte over at få lov at bidrage i en situation, som er rigtig vanskelig.
I sådanne situationer har jeg stor glæde af at kunne tale en smule quechua. Folk på landet, især kvinderne, taler kun quechua. De forventer ikke, at en blåøjet 'gringa' taler deres sprog. Jeg siger det, jeg kan, som passer til lejligheden, hvorefter de siger forskelligt til mig, som jeg kun delvis forstår, men så griner vi alle sammen hjerteligt. Det er særdeles livsbekræftende og morsomt at kunne dele en sådan GLÆDE med hinanden.

TAK TIL ALLE JER, DER HAR GJORT DET MULIGT AT UDDELE DENNE NØDHJÆLP. Det har været dybt meningsfuldt at være med til.

Kærlig hilsen
Elsita
Dette er bare en del af det bjerg af mad og tøj, som I, der har betalt til nødhjælp på Solens Børns konto, har gjort muligt. Folkene i Zurite bad mig takke jer for hjælpen. Denne TAK fra hjertet er hermed overbragt!
Fredag den 19/2 - 2010

Kære Venner!

I onsdags var jeg sammen med Luz Marina til præsentation af en bog om Perus historie i den fornemste sal på rådhuset. Borgmesteren og hele byrådet var til stede. Salen var fuld af folk, og der var mange journalister. Vi indledte med at rejse os og synge hymnen for Cusco. Folk står ret og det er meget højtideligt. Derefter fulgte en del taler, og vi fik til sidst alle sammen et eksemplar af bogen.

I den sidste uges tid har Luz Marina og jeg udarbejdet budget, materialeliste mm. som bilag til oplægget omkring deltidsseminariet. Vi skulle til møde i kommunen i dag.
Dette møde, som jeg har set frem til, forløb således:
Vi skulle være der kl 11. Jeg var der lidt før. Kl 11.05 ringede jeg til Luz Marina for at høre, hvor hun blev af. Hun ville komme inden for 10 min.
Ok, det ved jeg betyder mindst 20 min. Efter ca 15 min's forløb ringede hun og bad mig gå ind og sige til sekretæren, at hun var på vej og ville være der om 10 min.
Jeg talte med sekretæren, som fortalte, at der ikke stod noget om et møde kl 11, og at den mand vi skulle tale med, var uden for byen sammen med borgmesteren.
Jeg gav udtryk for min undren, eftersom vi lige havde hilst og snakket kort med ham ved mødet på rådhuset forleden. Hun undskyldte og ringede op og bad mig sætte mig og vente. Han ville være tilbage kl 13.
Tre kvarter efter aftalt tid kom Luz Marina. Det viste sig, at sekretæren havde forsømt at skrive mødet ind i mandens mødekalender. Men han var åbenbart pludselig på trapperne. Ca 10 minutter senere dukkede han op og hilste hjerteligt og kindkyssende på os.
Vi gik ind på hans kontor, og Luz gav ham papirerne, men havde ikke taget budgettet med. Det var det, som han var mest interesseret i at se, så vi kunne ikke komme længere i dag, men på mandag får han budgettet, og så skal vi mødes igen.

Det er den slags oplevelser, der gør, at man IKKE undrer sig over, at dette land er et udviklingsland. Det er den slags oplevelser, der gør, at man får lyst til at løbe skrigende bort og længes efter Danmark. Hvorfor sekretæren absolut skal forsøge at bilde os alt muligt ind, melder historien ikke noget om. Hvorfor Luz Marina - der har det organisatoriske ansvar for seminariet, medens jeg har det pædagogiske ansvar - ikke havde taget budgettet med eller sendt alle papirerne i forvejen til manden, så han kunne sætte sig ind i dem på forhånd, melder historien heller ikke noget om.
I hvert fald ikke noget, som jeg er istand til at forstå som andet end 'miles disculpes' /tusindvis af de undskyldinger - som dette land er så overfyldt af.
I Guder!!!

Men så var, at jeg heldigvis i sidste sekund kom i tanke om at tage en dyb indånding og glæde mig over, at både Luz Marina OG manden overhovedet DUKKEDE OP, og at han virkede interesseret. Luz Marina anså mødet for særdeles positivt, så jeg 'vred halsen om' på min effektivitetshungrende danske sjæl og tænkte:
Vorherrrrebevares - I Guder - Tak fordi jeg indtil videre hverken er blevet spærret inde eller blevet totalt sindssyg. Og tak for, at peruanerne er så hjertelige, ellers havde jeg garanteret allerede slået indtil flere af dem ihjel. Og tak for, at livet ikke er uden humor.
Kærlig hilsen
Else




Fra bog præsentation på rådhuset i Cusco. Mødet er slut, og vi er på vej ud med hver en flot bog. Journalisterne flokkes om borgmesteren og byrådet, som sad oppe foran med front mod salen.
Torsdag den 11/2 -2010

Kære Venner!
Jeg bor i kvarteret San Blas - og San Blas, den lokale helgen, stod i kirkeporten, blev båret rundt og blev fejret i 3 dage i træk af mange - rimeligt berusede folk - med hornmusik og dans.
Jeg har været 2 dage i Puno, der ligger 6 timer fra Cusco, for at opleve 'Candelaria', som deres karneval hedder. Virgen Maria de la Candelaria er hovedpersonen, som fejres flere uger i træk. Hun bæres i procession i gaderne. Folk er klædt ud i de mest fantastiske dragter og masker. Dragterne koster mellem 600 kr og 1000 kr og en del af dem sikkert betydelig mere. Der er dansekonkurrence, dans og processioner i gaderne dagen lang og natten med + øl i store mængder. Det er folk i alle aldre, der deltager. Det er en fest, der forberedes hele året. Børn og unge løber rundt og sprayer skum på hinanden og os andre, hvis vi kommer inden for 'kampzonen'. Vejret var heldigvis solfyldt, og når jeg var mæt af at se på de dansende, gik jeg ned til Titikaka søen eller op til et udsigtpunkt, hvor der var skønt udsyn over søen eller hang ud på kafeerne.

På vejen så jeg, hvordan nogle steder var hårdt medtaget af regnen for et stykke tid siden. Der var huse, som var skredet sammen og marker, hvor majsen og andre afgrøder var ødelagt.
Her i Cusco er der folk, der har mistet deres hjem, som bor i telte nær centrum.

I dag har jeg fået færdiggjort mit oplæg til borgmesteren i Santiago omkring deltidsseminariet, så nu håber jeg, at der ikke går for længe, før vi Luz Marina og jeg kan holde møde med ham og få aftalt nærmere.
Projekt 'kvarterløft' er foreløbigt udformet skitsemæssigt. Der skal i den næste månedstid laves nærmere undersøgelser over behov og særlige problematikker i kvarteret, før projektet kan endeligt udformes.

Kærlig hilsen
Else



Dans i gaderne af flot udklædte folk ved karnevallet i Puno
Tirsdag den 2/2 - 2010

Kære Snemænd og Snekoner!

Det er hvidt derude
Kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård...

Ja, jeg forstår, at alle I i Danmarkboende danskere for alvor er kravlet ind i snehulerne, og at I ikke kan holde Jer oprejst udendørs i det glatte og fygende føre, selv om I har kridtet sneskoene aldrig så grundigt. Det lader til, at vinteren har bidt sig fast. Er spændt på, om I er kommet ud af hulerne, når jeg kommer hjem til april.
Her skinner solen. Jeg sidder for åbent vindue, et orkester spiller hornmusik ikke langt herfra, og fuglene synger.

Op ad bjergskråninger er der en hel del blå pressinger. Det betyder, at her er husene skredet sammen i den voldsomme regn. Mange forældre og børn i Dignidad Nacional, et ef Intis steder, har været udsat for ødelæggelser. Husene er jo lavet af adobe, lerblokke, der står direkte på jorden uden stenfundament. Under normale vejrforhold fungerer det fint nok. Men det har bare ikke været normale vejrforhold. Når vandet skyller ned ad bjergsiderne i timevis, skrider husene, når de har suget tilstrækkelig med fugt til sig.
Luz Marina var til møde med borgmesteren i Santiago sammen med andre institutioner, der arbejder for at hjælpe fattige børn. De koordinerer indsatsen med hensyn til hjælpearbejdet.

Vi har startet en Nødhjælpskampagne, så hvis nogen af Jer skulle have lyst til at støtte, kan indbetaling ske til Solens Børns konto: reg nr 8401 konto 1038589, mærket: 'Nødhjælp'.

Jeg formidler så hjælpen til hårdt ramte familier omkring Dignidad Nacional. Det er nok det nærmeste, man kan komme i forhold til at have lidt føling med, at pengene går til det rette formål. I mange andre byer, er de hårdere ramt end her i Cusco. Men jeg synes, at det giver god mening at hjælpe et sted, som man kender lidt til, hvor de er tilstrækkelig hårdt ramt til, at det berettiger til nødhjælp.

Læste i avisen i det marked, hvor jeg sad og fik et glas friskpresset juice for 3.50 kr, at der er ødelæggelser her i Cuscoregionen for 1.500 millioner kroner. Det er vist det samme som 1.5 milliarder kr. Et helt vildt tal. Bønderne har mistet deres majs og kartofler. De er skyllet væk. Broen til Písac - en lille by her i nærheden, som nogen af Jer kender - er ødelagt. En politiker havde lovet, at den skulle nok blive ordnet i løbet af 2 dage. Det viser sig så, at han ikke kan holde sit løfte, og folk bliver vrede osv osv. Der er mange eftervirkninger.

For nu at bevæge mig lidt væk fra katastroferne, sad jeg og læste annoncer i samme avis. Der var tilbud på at leje en traktor, leje en lejlighed til absolut overpris, og så var der et tilbud fra fortryllende, smukke Mirasol, som udfører absolut hygiejnisk 'servicio' til 55 kr på dit hotel eller i hendes lejlighed døgnet rundt. 'Vi kan også være 2, 3 eller så mange du ønsker'!

Februar er karnevalsmåned her. Det betyder, at man nu skal huske at holde øje med  børn og unge, der har en spand med vandballoner eller skumpistoler. Jeg har allerede fået den første vandballon i ryggen. Det bliver sikkert ikke den sidste. Ingen er fredet.

Og nu til noget helt andet: Jeg tænker indimellem med glæde tilbage til sidste år, hvor jeg lavede teater: 'Alfabet' af Inger Christensen sammen med Niels og mine 6 gode venner på Marjatta: Amalie, Eline, Louise, Camilla, Klaus og Peter. Er I der? Kærlig hilsen og knus her fra Peru til Jer alle sammen. Hils også alle mine andre gode venner på Marjatta.

Og også kærlig hilsen til alle jer andre - indesneede. Glæd Jer over at have varme i husene. Det har vi ikke her, og det bliver rimelig koldt om aftenen og natten. Så når jeg er i mit rum om aftenen, sidder jeg i min seng og tager et af mine 3 sengetæpper over benene. Sover også altid med sokker på fødderne, men dog uden nathue.
Else

Billedet er lidt uskarpt, men med lidt god vilje kan man se de blå pressinger, hvor husene er beskadiget.
Torsdag den 28/1 - 2010

Kære Venner!
Som I ved, har her været en utrolig masse regn, især omkring sidste week-end, så mange er blevet hjemløse, og der er folk der er døde. Cirilo, der står for Intis læderværksted, er blevet evakueret sammen med sin familie og de andre, der bor på samme bjergskråning. Vandet er bare væltet ned af bjergene og der har været mange jordskred. Forleden var 80% af Cusco uden vand - i hanerne altså.
Der er indsamling af tæpper, telte, mad og penge. I formiddag var der udendørs messe foran katedralen. Señor de los Temblores, den sorte Kristus, som er Cuscos beskytter, var båret ud foran den store port til katedralen sammen med Virgen Carmen, en af de mange jomfruer.
I 1600 tallet var der jordskælv i Cusco, og da man for at gøre et eller andet, bar Kristusskikkelsen ud, holdt jordskælvet op. Siden da bliver El Señor båret ud på pladsen, når nøden banker på. Ærkebispen hamselv forrettede messen. Når han ikke stod ved alterbordet, sad han i en stor flot guldstol. Der var enormt mange mennesker på hele Plaza de Armas, som er den store centrale pads i byen. Efter messen blev Kristusfiguren og Jomfruen båret rundt på pladsen. Jomfruen blev båret af kvinder, Kristus af mænd, medens der uafladeligt blev bedt Fadervor, en bøn til Jomfruen og sunget både på spansk og quechua. Til sidst - inden Kristus og Jomfruen bliver båret ind i kirken, velsigner de folk. Kristus bliver båret frem og hilser - de folk, der bærer, går lidt ned i knæ - så tilbage og frem igen og hilse. 3 gange til hver side. Folk falder på knæ - og mange græder. Man må sige, at den katolske kirke virkelig gør noget ud af det.
Bagefter var der børn og unge, i smukke dragter, der dansede til fordel for indsamlingen til de nødlidende.
Medens alt dette foregik, fløj der helikoptere med turister hen over byen. Mange turister er strandet på Machu Picchu og andre steder, fordi hverken toget eller busser kunne køre, så der har hele tiden fløjet helikoptere rundt de sidste par dage.

Og ellers skrider arbejdet med forberedelse til deltidsseminariet stille og roligt fremad. I mandags mødtes jeg med forskellige erfarne folk, der arbejder med skole og undervisning for at få diverse informationer. Det blev et meget givtigt og spændende møde. Vi fik som en vigtig ting fastsat tidspunkterne:
Starten bliver hver dag den 1. uge af august, hvor der er ferie. Dernæst fortsætter vi hver fredag efterniddag og lørdag frem til midten af oktober. Så er der pause frem til februar, hvor vi arbejder hver dag hele måneden (ferietid) og fortsætter fredag og lørdag i marts og april. Så de næste 3 år kommer jeg til at tilbringe halvdelen af min tid her i Cusco.

Arbejdet med en kontrakt mellem Solens Børn og Inti er der også god gang i.
I morgen mødes jeg igen med Guillermo, og vi går i gang med at udarbejde Projekt 'Kvarterløft' omkring Dignidad Nacional i Santiago.

Og så er jeg ellers flyttet til et lille hospedaje i San Blas. Min tålmodighed var brugt op med hensyn til internetforbindelsen. Her fungerer den. Jeg har en vidunderlig udsigt over byen, min madras er god og jeg har eget badeværelse, så det tegner til at blive godt.

Kærlig hilsen
Else
Señor de los Temblores - den sorte Kristus, som er Cuscos beskytter - bliver båret rundt på Plaza de Armas, når nøden banker på. Mange mennesker er hårdt ramt af den voldsomme regn, der får adobehusene til at skride sammen. Mange har mistet deres hjem i vandmasserne.
Onsdag den 20/1 - 2010

Kære Venner!

Tiden går meget hurtigt her. Siden sidst har jeg igen været 4 dage i Chillcachaca sammen med Luz Marina. Vi lavede 'TAMALES': Du tager en masse tørrede majs - fjerner dem fra kolben og koger dem i lang tid - skyller dem, så skallen går af - kører dem gennem din kødhakker - blander denne masse op med lidt æg og smør - krydrer sødt eller salt efter behag: vi brugte kanel, nelliker, banan- og appelsinstykker, sukker og lidt salt – læg skefulde af denne velkrydrede masse på de skyllede, tørrede majsblade og fold dem sammen i aflange pakker – læg pakkerne lagvis i en stor gryde og damp dem i en times tid på dit brændefyrede ildsted til de er færdige. Spis dem til din hjemmebryggede kaffe.

Du KAN selvfølgelig godt bruge færdigkøbt groft majsmel, du KAN bruge en foodprocessor, det BEHØVER det ikke at tage en hel dag at lave dem, som det gjorde for os – MEN du vil formentlig ikke kunne opnå det samme totalt velsmagende vidunderlige resultat.

'Tamales' smager også dejligt, når man kommer oliven i.

Tilbage i Cusco har jeg lavet teater med børnene på Dignidad Nacional og tegnet og malet med dem. Det er en glæde at opleve, hvordan mange af børnene i starten slet ikke rigtig kan komme i gang, men så begynder de alligevel lidt forsigtig, og inden længe har de røde kinder og stjerner i øjnene af bare iver og foretagsomhed. Der hænger en masse fine billeder på væggen. Vi går videre i eftermiddag. Først teater med 3 grupper, derefter laver vi billeder.

Og så har jeg ellers været på besøg i Q'ewarprojektet i den lille by Andahuaylillas, ikke langt fra Cusco. Her fremstilles de Rudolf Steinerdukker, som vi importerer og sælger i Danmark for at skaffe penge til finansiering af det 3 årigt deltidsseminarium i Cusco, som jeg er i gang med at planlægge mere konkret. Det var en kæmpeoplevelse at være der. Fik meget fin kontakt med Julio og Lucy, som er det peruanske par, der står for projektet. Julio er kunstner og vil gerne hjælpe med til at undervise på deltidsseminariet. Mange kvinder fra landsbyen sidder og syr dukker og laver tøj. Kvaliteten er meget høj.

Man bliver nærmest beruset af skønhedsindtryk: De mange huse har en fin arkitektur, der er lyst, udsigt til bjergene og velgørende fredeligt, blomster, træer, grønsager og fuglene synger. Jeg fik talt lidt quechua med kvinderne, som har deres børn i en lille steinerbørnehave. Og derudover en hel masse på spansk. Jeg havde taget mine dukker med og spillede fablen: 'Musen og Løven' først for børnene og siden for mødrene. Som tak sang de for mig på quechua. Det var rørende.

I går mødtes jeg med Guillermo, som er hollænder, ingeniør, gift med en qusqeña og bosiddende i Cusco gennem 23 år. Han laver udviklingsprojekter i 120 landsbyer for at hjælpe til med at højne levestandarden, så ikke alle bønder synes, at de absolut skal ind til storbyerne, hvor de som regel ender i slum og elendighed.

Guillermo vil gerne hjælpe Solens Børn med at udforme Projekt ' Kvarterløft' for området omkring Dignidad Nacional. Inti tilbyder et fristed for børnene, men der er stort stort behov for at forældrene bliver hjulpet til et bedre liv. Dette vil kunne give børnene en bedre opvækst. Vi vægter generering af indkomst, sundhed, uddannelse, genbrug, affaldshåndtering, plante træer.

Guillermo har udviklet en metode for sine projekter, som han kalder Pacha Mama Raymi: Fest for Moder Jord. Han har stor faglig ekspertice og erfaring, udover at han er et venligt og behageligt menneske at arbejde sammen med. Han går med og forhandler med kommunen og vil gerne implementere projektet. Næste punkt bliver så at skaffe penge til projektet fra fonde og andre i Danmark. Slå gerne på tromme for projektet. Det vil kunne være med til at løfte det hjælpearbejde, som Solens Børn udfører, op på et højere plan tillige med Deltidssseminariet for Steinerpædagogik, og 'Ung i Uddannelse', hvor vi har fået bevilget penge til et computerprojekt - også i Dignidad Nacional.

Meget forberedende arbejde er i gang her.

Hele forarbejdet til deltidsseminariet: Hvornår starter vi, hvor, med hvor mange, med hvem, indhold, metode. Ting, der er særlige for Cusco, faldgruber, samarbejdspartnere. Jeg prøver på én gang at være meget lyttende og samtidig at være meget fokuseret på, at der ikke kun skal være tale om information, men at der må ske en transformation også, så folk ANVENDER det, de lærer.

Mit hjerte banker for at bringe steinerpædagogikken til de fattige børn. Jeg føler, at det er dem, der har bedt mig udføre dette arbejde. Mit mål er: Formidling af 5 steinerpædagogiske 'ting', som folk virkelig tilegner sig, bruger i praksis, forklarer for andre og står inde for med deres liv - fremfor at de noterer 55 ting ned i deres hæfter, som læreren står og siger.

Ok! Hvis folk kan mere end 5 ting efter 3 år, er det i orden med mig. Men jeg mener seriøst: 5 ting er ikk' så ring' endda!

Vi arbejder også på at udforme en 10 årig kontrakt mellem Inti og Solens Børn, hvor vi sætter tingene lidt mere i system, garanterer løn til et bestemt antal medarbejdere, men indbygger et bæredygtighedsprincip, hvor vi betaler lidt mindre til lønninger år for år, for at de vedvarende selv anspores til at skaffe sig andre indtægter - bl.a. fra myndighederne her i Peru, som på papiret har pligt til at tage sig af børn, unge, udviklingshæmmede og kvinder – men som i høj grad overlader denne opgave til udenlandske ngo'er. Inti skal så garantere, at samtlige regnskaber og rapporter kommer til tiden og med tilstrækkelig specifikation og dokumentation + forskellige andre ting, som vi gerne vil forpligte hinanden på.

Kærlig hilsen til Jer i det vinterlige Danmark her fra det sommerlige - omend noget regnfulde - Cusco.

Elsita Eslasjébrrro - ja, det kalder de mig gudhjælpemig!



Kvinderne i Q'ewarprojektet i gang med fremstilling af waldorfdukker i superkvalitet
Fredag den 8/1 - 2010

Kære Venner!
Hverdagen er stille og roligt ved at indfinde sig. På Inti i San Jerónimo er der endnu ikke så mange børn. De er nyligt flyttet dertil og skal til at opsøge børn, opbygge relationer til forældre og myndigheder. Jeg kender de fleste børn fra sidst, og det er jo dejligt at se hvor store de er blevet og at snakke med dem.
Gianina, en af medarbejderne på Inti, havde fødselsdag. Det blev fejret med musik, en aperitif, der bestod af øl blandet med mælk - ikke så helt dårligt, selv om jeg næppe går hen og bliver direkte afhængig af denne drik - fisk med fyld, salat, kartofler, tærte, marcipan og blød nougat fra Danmark, skyllet ned med chicha morada, en lækker drik bestående af afkog af sorte majs, blandet med frugtjuice, tilsat kanel og nellike. Desværre mangler de sofaer at ligge og hvile sig på efter sådant et måltid.
De har haft et projekt i denne uge med genbrug af papir og med selv at lave papirmasse. Hele dette område er noget, der står for at skulle bygges op her i Peru. Håber, at det snarligt lykkes at få det sat noget recirkulation i system. Det vil kunne hjælpe folk til en indtjening og fjerne noget af alt det affald, der ligger og flyder.
På Dignidad Nacional, Intis annex i bydelen Santiago, viste jeg 'Musen og Løven' for de 25 børn dér. Det er en fabel med dukker, som jeg tidligere har brugt med andre børn. Jeg spillede selv alle rollerne som musemor, hendes 5 unger, løven, to jægere, et træ og et net til at fange løven i. Børnene synes det er sjovt, at dyrere taler med forskellige stemmer. I næste uge bliver det deres egen tur til at prøve. Tirsdag og torsdag vil jeg fremover lave lidt teater med denne gruppe meget søde 7-12 årige børn. Jeg bliver nødt til at lave 4 grupper, som kan skiftet til at spille. De andre kan så male og strikke i mens. Jeg har allieret mig med Kate, en frivillig fra England.
Jeg var lige ved også at sige 'ja' til at lave teater med børnene i San Jerónimo, da det i sidste nanosekund lykkedes mig at huske mig selv på, at jeg skal forberede deltidsseminarium og lave forskelligt andet organisatorisk arbejde. Min erfaring fra sidst er, at jeg skal passe godt på mit helbred og undlade at stresse.
Jeg har en erindring fra dengang i min ungdom, da jeg hørte Beatles: 'When I get older... many years from now... osv... will you still need me, will you still feed me, when I'm sixtyfour'
Jeg er nu sixtyfour og i færd med at vænne mig til: 'work smarter, not harder'. Det går egentlig også ganske godt med at daske rundt og nyde livet her. Jeg har besluttet mig for at forkæle mig selv med massage en gang om ugen. Det koster ca 50 kr for en time. Næste gang skal jeg prøve det med varme sten på ryggen.
Om morgenen og formiddagen nyder jeg solen i den lille patio her, hvor jeg bor.
Og ellers - når jeg ikke lige har dasket rundt eller taget solbad eller været på Inti - har jeg brugt uendelige mængder af tid på at få min internetforbindelse til at fungere. I flere dage har jeg haft daglige møder med min ekspert på området. Nu er jeg imidlertid blevet oplært i forskellige tricks, som ser ud til at virke - 7-9-13 - jeg tør næsten ikke udtale det. Det var noget med forbindelsen mellem min computer - en Mac - som han faktisk ikke rigtig kendte til - og antennen. Jeg har nemlig fået en antenne sat op uden for mit vindue, som består af et skråtstillet brædt, en tupperwareagtig placticboks med de ædle kommunikationsdele indeni og almindelige indendørsledninger. Det skal lige siges, at det regner meget voldsomt her indimellem og tordner. Jordforbindelse tror jeg ikke er noget, de bruger her i forbindelse med el. Når man sætter noget i en stikkontakt eller tager det ud, slår det gnister. Sidste år, da jeg var her, var den en mand, der blev slået ihjel af sin mobiltelefon, fordi han tog den, da den ringede, medens han var ved at oplade den. Jeg har jo været en anelse mistænksom overfor denne i mine øjne noget primitive og meget hjemmelavede løsning, som jeg har betalt 800 kr for og som i ca 14 dage kun fungerede højst sporadisk. Men min ekspert forsikrede mig for, at den ikke blev våd inden i, og at han havde lavet mange af den slags rundt om i Cusco. Jeg har jo haft lyst til at slå ham ihjel i flere omgange, men det kunne jeg ligesom heller ikke så godt gøre før EFTER, at han havde fået det til at fungere. På denne måde har offeret været bundet til sin ekspert. Han var ellers en sød mand, men jeg ville jo godt have leveret varen. Han undskyldte mange gange. Nu har jeg vist nok så alligevel trods alt nærmest tilgivet ham.
Der skulle altså nu være en chance for, at jeg fremover kan få lagt nogle flere billeder ind på hjemmesiden. 'A ver' / lad os se!

Kærlig hilsen
Elsita
Gianina i færd med at få næsen i tærten efter at vi havde sunget: 'Cumpleanos feliz'. Det er et ritual, som bliver overholdt med stor omhu - jeg har selv prøvet det sidste år. De har altid kun ét lys midt i tærten.
Søndag den 3/1 - 2010

Kære Venner!
RIGTIG GODT NYTÅR TIL JER ALLE.
Har i eftermiddag hængt ud paa en café i San Blas med god udsigt og nydt det dejlige solfyldte vejr. Købte nogle smukke håndvævede baand af en sød kvinde til salg paa vores markeder i Danmark.
Juleaften tilbragte jeg sammen med Luz Marina plus hendes boern og forældre. Juledag var vi i Calca hos noget anden familie. Vi var mindst 30 mennesker i alle aldre i et stort skønt hus med en blomstrende have og frugtplantage omgivet af majestætiske høje bjerge, der rejser sig lodret.
I 6 dage har vi været i Chillcachaca, en lille landsby, der ligger i paradisiske jungleagtige omgivelser. Der er totalfrodigt med en kæmpe artsrigdom af planter. En stor del af vores stueplanter i Danmark findes her i buskstørrelse og blomstrende ud over alle grænser. Der er banapalmer, kaffe og thebuske, lianer, papagøjer, en intens cikadelyd om aftenen og ildfluer plus myg og lopper, eller hvad det nu er, der stikker en. Bjergene er totaltstejle og den nærliggende flod vælter sig afsted i en rivende strøm.
Jeg var i Quillabamba, en større by et par timers kørsel fra Chillcachaca. Luz skulle ordne alverdens ting paa forskellige kontorer, og jeg var med som selskabsdame.
Man får et godt indtryk af forholdene paa offentlige kontorer. Mange ting, tror 'man' ved første øjekast, nærmest er en vittighed, men det er de ikke. Der er et byrokrati og en langsommelig arbejdsgang, der gør, at man let kan synes, at de arbejder forfærdelig meget uden at få lavet noget. Det kan man selvfølgelig ikke tillade sig at sige, men en rationaliseringsekspert kunne hurtigt faa lavet om paa nogle arbejdsgange. Imidlertid har jeg ikke indtryk af, at nogen tænker i disse baner - ud over en enkelt vildfaren dansker.
Kørslen er anstrengende og fascinerende paa den maade, at det er jordveje fulde af dybe huller, saa minibussen - en gammel spand, som man undrer sig over hverken taber hjul eller rat -  skrumpler, bumper, hopper, ryster, rasler afsted, mens tænderne klaprer i munden paa en, når man et øjeblik undlader at bide dem sammen, men bare giver sig hen til sin skæbne.
Men alt forløber godt.
Vi drikker hjemmedyrket, hjemmeplukket, hjemmerenset, hjemmeristet, hjemmebrygget kaffe, som smager skønt. Går ture, snakker, laver mad sammen over den brændefyrede åbne ild og slapper af. Nytårsaftenseftermiddag lavede Cibrián,der passer stedet i det daglige, en skønt bad til mig: varmt vand med afkog af eukalyptus og 4 andre planter. Det duftede vidunderligt. Jeg følte mig som født paa ny og virkelig klar til at gå ind i et nyt år.
Det er tredie gang, jeg er i Chillcachaca. Alle er søde og hjertelige, og jeg er taknemmelig over at have min peruanske familie, der bare tager mig til sig.
Kærlig hilsen
Else

For et år siden lagde de i Chillcachca den første sten til en ny type skole - der opkaldes efter Avelino Mar - Luz Marinas afdøde mand. Her står Luz og jeg foran skiltet til grunden, som ligger inde bag ved alt det frodige grønne.
Torsdag den 24/12 - 2009
Kære Hver og En!
¡Imaynallan kashanki Allinllanchu! - Hvordan har du det, går det godt?
Lige nu skøjter du måske rundt i andefedt, hvis du da ikke lige pludselig opdager, at du har glemt at KØBE anden - alt imedens julegrøden koger over og fylder dit hjem med en stank af brændt mælk istedet for med den søde duft af julekrydderier - nelliker, kanel og appelsiner - som du ellers havde planlagt - og alt imedens propperne springer, fordi du har overbelastet det elektriske system, og du spurter rundt efter sikringer i stearinlysets blafrende skær.
Eller måske sidder du helt roligt og lytter til julemusik og tænker undrende, at det er da også utroligt, så hurtigt tiden går. Det har jo lige været jul, og om lidt er det jul igen til næste år. - Om en stund sidder jeg og læner mig op ad min gravsten. -  Akke Ja! -  Men inden du er så vidt, vil jeg lige nå at sende dig ønsket om, at julefreden i dette øjeblik indfinder sig hos dig og skænker dig sin glæde.

I går var jeg igen med Inti i kvindefængslet. Denne gang bød vi på kalkun, bagt kartoffel og lækker salat. Medens jeg sad og spiste, fortalte kvinden på min ene side, at i de 3 år hun havde siddet inde, havde hun ikke smagt kalkun, og at det bare smagte SÅ godt. Kvinden på min anden side havde sin lille datter på 8 måneder hos sig. Hendes øvrige børn så hun ikke, de var hos faderen i Lima. Hun sad inde for kokainhandel - en hurtig genvej til penge her, hvis man altså ikke lige bliver snuppet. Bagefter sang og dansede vi - i lange kæder rundt om borde og bænke, der var støbt fast i gulvet. Vi grinede meget. Ingen tvivl om, at det var et løft og en opmuntring for dem, der sad inde - og ligeså meget et løft og en opmuntring for os udefra.
Jeg bor i Inti's lille hostal i værelset øverst oppe for dem, der kender det. Vågner om morgenen til fuglesang. Det er en lille gråspurvagtig fugl med noget blåt ved hovedet, som synger så dejligt. Det begynder at blive lyst ved 5-tiden og er mørkt kl ca 18.30. Nyder solskinnet om formiddagen i patioen, den lille gård med kaktus og blomster, som jeg prøver at udøve mine grønne fingre på. Spiser som morgenmad: salat af mango, papaya, appelsin og fersken.
Som du kunne læse i min indledende hilsen til dig, studerer jeg lidt quechua, det indianske sprog, som jeg har stor glæde af at kunne et par ord af. Folk bliver glade, og der skabes straks kontakt. Det er undertiden så lidt, der skal til, for at folk føler sig set og anerkendt.
Om lidt vil jeg gå en tur ind i centrum på Plaza de Armas for at opleve det kæmpejulemarked, som finder sted hvert år på juleaftensdag. Lige nu er det middag her. I aften er jeg inviteret til julefest hos Luz Marina og 2. juledag tager vi til Chillcachaka, som ligger 4 timer herfra.
Jeg fik installeret noget internet i går. Forbindelsen for overførsel af fotos er meget langsommelig og nærmest ikke-eksisterende. jeg har ellers en hel del fotos som kommer når jeg finder en teknisk løsning.
Jeg sender dig imidlertid min julegave, ét foto af den julekrybbe - 'nacimiento' som det hedder her - som jeg har lavet til ære for dig og mig: I går købte jeg alligevel et lille sødt Jesusbarn, kurv, silkemadras, særligt julekrybbepapir og diverse vækster fra naturen her + et sæt pænt andisk tøj. Tøjet er desværre lidt for småt, så jeg har anbragt det ved siden af kurven med barnet. Hele julekrybben har jeg bygget op på gulvet i spisestuen. Enhver peruaner vil nok synes, at min julekrybbe er noget mangelfuld: Der er hverken Josef eller Maria, Okse, Æsel, Høns eller andre Dyr og heller ingen Hyrder eller Hellige 3 Konger.
Men Hovedpersonen er der, og det må vel være det vigtigste!
Kærlig julehilsen
Elsita - Tawantinsuyamanta/ fra Peru
Her er min hjemmegjorte julekrybbe julegave til dig! Med den gode julevilje, kan du se mit nys indkøbte lille lysende Jesusbarn, sådan som man bruger her til lands ved juletid.
Mandag den 21/12 - 2009
Kære Venner!
Årets korteste eller længste dag - alt efter hvor i verden, man nu befinder sig.
Siden jeg ankom til Cusco i torsdags, er der sket meget. Fredag spillede Intis medarbejdere julespil, i deres peruanske dragter og med deres egne melodier, i et stort stopfyldt teater i San Jerónimo. Der har nok været et pænt stykke over 200 mennesker, heraf en stor mængde børn både fra San Jerónimo og fra Dignidad Nacional, Intis 2 steder. De gjorde det vigtig godt.
Jeg er totalt rørt over, at den lille spire, der blev lagt for 4 år siden, da vi spillede for første gang, bærer en sådan frugt. Og Luz Marina var jo sød og præsenterede 'Else de Dinamarca' som første gang satte dem i gang med spillet og folk var jo søde og klappede som gale. Min sjæl hvad vil du mer'?
Lørdag viste de spillet i det kvindefaengsel, de har fået som naboer. De spillede udendørs og heldigvis holdt det tørvejr. Bagefter fik de 68 kvinder og deres børn under 3 år chokolade og julebrød. Der var en meget positiv og glad stemning. Det var meget rørende. Jeg snakkede med nogle af kvinderne og de var bare så glade for denne opmuntring i en triviel hverdag. Intis hund var med og den løb rundt og  gjorde, at det hele blev så 'menneskeligt'.
I går tilbragte jeg en del af dagen sammen med Intis musiklærer og hans gruppe af teenagemusikere. De havde spillet i fængslet og overnattede paa Intis hospedaje, hvor jeg nu bor. Vi spiste morgenmad sammen og gik paa Sacsayahuaman. Der mødte jeg Chany, en god gammel ven, fra de andre gange jeg har været her. Det var totalt hyggeligt.
Jeg gik på marked i Wanchac, den bydel hvor jeg bor. Jeg undres gang paa gang over de urolige mængder af ting her findes. En stor del af dem er virkelig kreativt udtænkte rædsler, som er så kitchede, at de gaar hen og bliver chamerende. Jeg var lige ved at købe mig et lille Jesusbarn, for ligesom at være med i det gode selskab. Men jeg kunne ikke beslutte mig for hvilken model det skulle være: den humoristiske, hvor Jesusbarnet ligger paa maven med rumpen lige i vejret, eller den sentimentale, hvor barnet ligger og spræller med store sørgmodige tårevædede øjne på menneskehedens vegne eller en af de mange andre udgaver. Så jeg nøjedes med at købe noget velduftende træ til at brænde af og få peruansk juleduft. 
I dag har der været juleafslutning paa Dignidad Nacional med kalkunspisning. Den mindste dreng blev løftet op og anbragte Jesusbarnet i julekrybben. Vi sang masser af julesange - musiklæreren kan virkelig sætte skub i børnenes sangglæde. Bagefter dansede vi alle til stor glæde for os alle. Er der noget, peruanerne er gode til, så er det at holde fest. De har virkelig en gave her. Til sidst delte vi gaver ud: Forskellig chokolade og slik pakket fint ind. Der blev kysset og krammet og sagt: 'Feliz Navidad'. En totalt viunderlig eftermiddag.
Imorgen fortsætter vi i San Jerónimo med en tilsvarende fest for børnene dér.
Hav det nu godt alle sammen - det har jeg.
Kærlig hilsen
Else
Josef og Maria fra Intis julespil - spillet af Nilda og Cirilo, i deres peruanske dragter.
Torsdag den 17/12 - 2009
Kære Venner!
Så jeg jeg i Cusco, og hvor jeg dog elsker at være her igen.
Men inden jeg nåede frem, var jeg en dag i Arequipa, Perus næststørste by med ca 1 mill. indbyggere. Jeg var på turist rundtur i bus, hvilket gav et udmærket indtryk af byen, som ligger i et varmt og tørt område. Det regner kun i januar og februar, så alt hvad der ikke bliver vandet, var helt udtørret.
Arequipa er omgivet af vulkaner og på en af de højeste - i mere end 6 kms højde - fandt man i 1995 'Juanita', en smuk mumie inkapige. Hun var blevet ofret, var kommet af dage ved et kølleslag, var frosset og meget indtakt. Der er indrettet et museum, hvor man først ser en film om, hvordan hun blev fundet. Dernæst ser man de ting, fade, krukker og andet, der lå i hendes grav. Man ser det tæppe, hun havde om sig, på kvindevis samlet med en nål. Til sidst kom man så ind og så Juanita i hendes iskolde glasmontregrav. Hun sad i fosterstilling, som inkaerne anbragte deres døde i, for at det skulle fremme genfødsel. Der var ret så mørkt overalt. En lille utæthed gjorde, at der et sted var små isblomster. Det var rørende.
Dagen efter var jeg sammen med en gruppe på 16 i Colcadalen, ca 4 timers kørsel fra Arequipa. På vejen så vi vicuñaer, alpaccaer og lamaer. Bjergene blev gradvist mere grønne. Et sted standsede vi i 4800 m's højde og fik kokathe, hvad der var vel tiltrængt på grund af højden og den tynde luft. Jeg ved ikke helt om det hjælper eller ej, men jeg sørger altid for at drikke rigelige mængder, tygge kokablade og spise kokakarameller for en sikkerheds skyld. Alligevel får jeg højdesyge med hovedpine.
Vi badede i varme kilder i MEGET varmt vand. Det var jo skønt og afslappende. Jeg tænkte på, at alle forhandlinger på klimatopmødet passende kunne henlægges til disse omgivelser i dette varme vand. Folk bliver særdeles afslappede og velvillige og smilende overfor hinanden.
Jeg har holdt øje med overskrifterne i aviserne og ikke set en eneste om klimatopmødet. Jeg spurgte et par lokale folk undervejs, men det havde de ikke hørt noget om. De havde ikke nogen problemer med klimaet.
Dagen efter tog vi tidligt afsted for at se kondorer, verdens største fug med et vingefang på over 3 meter. De lever i dalen og stiger op, når solen har varmet luften op. Om morgenen er der rimelig koldt. Vi var i ca 3600 m's højde. Dalen var meget frugtbar og fuld af terrasser med majs, bønner og kartofler. Et 'kludetæppe' af grønne farver.
På vej op til udsigtspunktet, så vi et lille sødt kaninagtigt gråt dyr med en lang busket hale. Vel ankommet til udsigtspunktet, ventede vi på, at kondorerne skulle vise sig. Vi skulle køre kl 10 og 5 minutter før, hvor vi nok næsten havde opgivet, kom der så pludselig 3. Den ene fløj helt tæt hen og 'hilste' på os. Der gik et sug gennem os alle.
For ligesom at forebygge den eventuelle skuffelse, der uvægerligt vil indtræde, hvis kondoren ikke viser sig, har man en lille ordleg på spansk. Sangtitlen: El condor pasa (kondoren kommer forbi), vendes om til: ?Qué pasa al condor? (hvad sker der med kondoren?) Nå, men der var ikke sket noget med kondoren, den kom og fløj forbi. Alt var som det skulle være.
I går aftes tog jeg en natbus til Cusco og var totalt lykkelig over at nå frem i morges. Var på Inti i deres nye hus i eftermiddag. Havde talt med Luz i telefonen og aftalt, at jeg kom kl 14. De var ved at øve julespil. Det er 4. år i træk, at de spiller det, og i år har de ingen instruktør. Jeg er meget rørt over, at de holder det i hævd og har gjort det til deres eget.
Det blev et kærligt gensyn med alle. Der var ikke så mange børn, men Wilfredo og et par andre unge, som har været med til at spille 'Fyrtøjet', var der.
Det er et dejligt hus, de har fået og en fin bus.
Luz og jeg snakkede en hel del om de ting, der er sket siden sidst. Selv om vi har en del divergerende synspunkter, nød vi meget at være sammen igen.
På Plaza de Armas er der blinkende og 'løbende' lyskæder: grønne hen over springvandet danner et bredt juletræ med en stjerne ovenpå, ligeledes grønne i kanten af alle plænerne, blå snoet om lygtepælene, lyskædedyrene på plænerne var alle gule, og endelig var der røde rundt om alle buegangene foran husene. Der er altså sket visse moderniseringer. Der er mange nye forretninger med tøj og moderne, dyr brugskunst i den gade, der hedder San Augustin. Man får straks øje på forandringerne, men det meste ligner jo sig selv.
Kærlig hilsen
Else
Vicuñaen er lille og spinkel. Den tåler ikke fangenskab. En gang om året danner folk en kæde, indfanger dem og klipper dem, hvorefter de bliver sluppet løs igen. De har den allerfineste uld
Soendag den 13/12 - 2009
  Kaere Venner!
Saa er jeg igen saadan lidt 'upside down' - ikke at jeg lige frem staar paa hovedet, men naesten, hvis du forstaar? Selvom det kun er 4 dage siden jeg ankom, er der allerede sket meget. Jeg tilbragte et par dage i Limas historiske centrum i dejligt sommervejr samtidig med, at der var masser af blinkende lysguirlander overalt i anledning af julen. Hele regeringsbygningens facade var fx daekket af hvide, gule og orange lyskaeder. Se lige Christiansborgs facade for dig paa til svarende maade. 
Jeg moedtes med Rosa Maria, som jeg arbejdede sammen med sidste aar i Cusco, da vi underviste 60 laerere i den offentlige skole. Mit anliggende er jo denne gang at forberede et 3 - aarigt deltidsseminarium. Hun er tidligere steinerlaerer og har staaet for uddannelse af mange af de nuvaerende steinerlaerere i Lima. Hun er paa og vil gerne indgaa i et fast team. Vi talte om alverdens praktiske detaljer i forbindelse med 'El Centro de Educación Creativa'. Oversaettelse er vidst ikke noedvendig.
Hun inviterede mig med til aarsafslutning paa den aeldste og stoerste waldorfskolen i Lima. Vi er jo  saa de har snart sommerferie. Det var en stor og imponerende skole for absolut velhaverboern. Skolen er indhegnet med et gitter, og man bliver modtaget af en uniformeret vagt, der absolut venligt spoerger til ens aerinde. Eleverne minder om steinerelever i Danmark, naar de optraeder og saa alligevel ikke. De var dygtige, men det var en lille anelse mere formelt. Det forkommer mig, at danskerne er lidt mere varierede i deres udtryk, men en dejlig oplevelse. Jeg loeb tilfaeldigt ind i Bettina Vielmetter, som har godkendt Inti over for 'Freunde der Erziehungskunst' som stoettevaerdigt. Fint ogsaa at snakke med hende.
Luz Marina, Intis leder, mailede at de holder juleafslutning fredag den 18/12 og viser julespil for 4. aar i traek. De andre 3 aar har de faaet hjaelp til instruktion, men i aar goer de det selv. Hun ville gerne have, at jeg kom og var med. Det kunne jeg selvfoelgelig ikke staa for, saa selvom jeg havde taenkt mig at tage turen til Cusco ganske roligt og se noget af Peru undervejs - ja, saa besluttede jeg mig for at speede turen lidt op, saa jeg kan vaere i Cusco i tide til at vaere med og forhaabentlig kunne faa vejret i den tynde luft ogsaa.
I gaar tog jeg en bus til Paracas. Koerte langs kysten gennem oerken. Det er godt nok et specielt landskab. Ikke en plante gror uden at der er mennesker, der har vandet. Udtryk som 'oerkenvandring', 'udoerk' og '40 dages vandring i oerkenen' dukkede op. Det virkede troestesloest. Da vi koerte ind i Paracas taenkte jeg: Hvad skal jeg egentlig her? Det hele var godt sandet til og utrolig grimt og ucharmerende. Stor var min overraskelse, da jeg saa byen fra strandpromenaden, hvor livet forgaar, og hvor der er masser af restauranter. Jeg spiste en meget laekker fisk og sov godt i et stiligt indrettet rum.
Og saa er jeg jo kommet til Peru. Der er altid forskellige ting, der ikke helt fungerer efter hensigten. Da jeg haengte min jakke op paa boejle i skabet, roeg hele boejlestangen ned. Men den kunne anbringes igen. Lyset kunne ikke taendes, da jeg skulle tidligt op i morges, saa jeg ragde rundt i moerke en tid. Til gengaeld var der baade vand i hanerne og et velfungerende toilet, hvad der ikke var i Lima.
Naa, men i dag har vaeret en begivenhedsrig dag, som jeg har tilbragt baade til vands, til lands og i luften: Jeg var paa sejltur til Islas Ballestas, nogle oeer med enorme maengder af fugle: suler, pingviner, maager, skarve, pelikaner, nogle der lignede lomvier og mange andre. De staar helt taet paa klipperne og producerer store maengder guano, goedning, der stadig indsamlet et par maaneder om aaret. Der var ogsaa soeloever og delfiner. Man kan ikke gaa i land, men sejler helt taet paa. Fed, fed oplevelse, og hvem af alle sad jeg ved siden af? En dansker, der boede i Norge med sin peruanske kone, som talte norsk. Foran mig sad en svensker, der var biolog og fotograferede dyr. Han var paa cykel rundt i Argentina, Chile og nu Peru. Han skulle til Columbia og havde 11 maaneder til turen. Han havde et skoent smil og flot hvidt tandsaet, som dog var kunstigt, skulle det vise sig. Han har brugt 2 aar paa at cykle fra Nordkap til Cap Horn. Min dansk/norske sidemand spurgte om han havde vaeret udsat for nogle farer undervejs. Og det havde han. I Tanzania var 4 maend sprunget frem og havde hugget underkaeben halvvejs af ham med en machete. Det lykkedes ham at manifestere kraefter til at cykle fra dem med bloedende kaebe. Han kunne dog ikke blive behandlet paa det naermeste sygehus, eftersom de strejkede. Hjemme i Sverige fik han lavet en flot underkaebe, der efterlod han med et smukt ar og et nye fortaender. Alt dette talte vi om paa tilbagevejen fra oeerne, medens vi droenede hen over vandet med 240 km i timen - saadan foeltes det i det mindste. Baaden huggede kraftigt og skumsproejtet stod ind over os med jaevne mellemrum. Vi havde redningsveste paa, dog ikke guiden eller baadens foerer. Saadan noget som sikkerhedsseler var ikke noget de brugte.
Jeg tog med bus videre til Nazca. Da jeg steg af bussen slog mindst 50 grader mig i moede - saadan foeltes det i det mindste. Heldigvis skulle jeg straks videre til lufthavnen for at se de beroemte Nazcalinjer fra en lille flyvemaskine, hvor vi var 6 passagerer. Jeg saa 'kolobrien', 'aben', 'astronauten' osv - alle de figurer, der er 'indgraveret' i en stor oerkenslette. Det var fascinerende om end min mave lige vaegrede sig lidt. Piloten synes jo, at vi skulle kunne se det hele ordentlig, saa han kraengede den lille bitte maskine om paa foerst den ene side og saa lynhurtigt om paa den anden side. Jeg trak vejret meget dybt ned i storetaerne. Det hjalp.
Jeg skal med bus i nat videre til Arequipa, hvor jeg er i morgen tidlig kl 7.
Fotos foelger, naar jeg kommer til Cusco. Hej saa laenge!
Kaerlig hilsen
Else
Denne her mand havde som sit job at kaste noget spiseligt til pelikanerne, som nærmest var tamme. Jeg tror, han tjente rimelig godt på det.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

bjørn ragle | Svar 01.10.2010 23.20

kære Elsa

har fulgt lidt med på dit store arbejde i Peru.

Hvorledes gik det med det projekt vi gav nogle penge til for 2010 med computere
venlig hilsen bjørn

jette.espersen | Svar 22.09.2010 11.16

Ja at du beretter her kunne jeg sige mig selv tak for den henvisning skøn skøn og inspirerende læsning som giver sommerfugle i maven k Jette Brahhhhhh

Ragna Nielsen | Svar 16.08.2010 09.41

Skøn og berigende læsning !!! Glæder mig altid over Elses beretninger<3

Nanny Eyber | Svar 27.02.2010 13.45

Tak for den ihærdige indsats du/I gør for at etablere et netværk og kvater sted for børnene, bare bliv ved det vil lykkedes! Har I brug for mere nødhjælp ? N.E.

Else Slagebro 27.02.2010 22.34

Kaere Nanny! Tak for din hilsen. Der er stadig brug for masser af noedhjaelp. Desvaerre! Mange har mistet alt, hvad de havde og bor i telte paa ubestemt tid.

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

30.09 | 14:09

Hej Maria! De store på 40 cm koster 650 kr. De små på 25 cm koster 425kr. Der kommer prisstigninger, idet en anden overtager salget og der så skal moms på

...
30.09 | 09:02

Hej Else.
Hvad koster dukkerne?
Mvh
Maria

...
29.09 | 13:24

yes - ses

...
29.09 | 10:11

Så ses vi i eftermiddag!

...
Du kan lide denne side