Rejsebreve 2008
Soendag den 10/8 - 2008
Kaere Venner!
I den forloebne uge var jeg paa kursus i Písac, en times koersel fra Cusco. Vi var 30 mennesker fra Europa, Iran, Sydafrika, Nord- og Sydamerika. Emnet var andinsk visdom - men den er ret saa universel. Det var en  vidunderlig maade at afslutte mit ophold paa.
I gaar aftes spiste jeg afskedsmiddag med medarbejderne paa Inti. I dag var jeg inviteret til morgenmad hos en kollega, Cirilo og hans familie.
Jeg vil komme til at savne Cusco og folk her. Det er ikke farvel, men paa forhaabentligt gensyn om et aar.
Paa den anden side er jeg ogsaa klar til at rejse til Danmark.
Min kuffert er pakket. Jeg skal vaere i lufthavnen kl 6 i morgen tidlig. Jeg har saa 2 dage i Lima. Onsdag aften rejser jeg via Madrid og Frankfurt til Koebenhavn, hvor jeg om alt gaar vel lander kl 23.15.
Hjertelig tak til alle Jer, der har fulgt mine oplevelser her i Peru.
Kaerlig hilsen
Else
Torsdag den 31/7 - 2008
Kære Alle!
Jeg er lige på hurtig gennemrejse i Cusco efter 6 skønne dage i Chillcachaca. I morgen tager jeg på en uges kursus i Písac i andinsk visdom.
Chillcachaca er et paradis, en floddal med bjerge på begge sider. Bortset fra mygge- og loppestik, var det helt vidunderligt: frisk luft, smuk-smuk natur med kaffe og tebuske, bananpalmer, blomstrende flittigliser, vandfald der styrter sig ned af bjerget, en brusende flod, hvor man kan sidde på en kæmpesten med fødderne i vand, appelsiner og citroner direkte fra træerne. Jeg sov godt og længe. Stjernerne var så nær, at de næsten kunne "plukkes". Kaffen var hjemmedyrket, hjemmeristet, hjemmekværnet og hjemmelavet - bedre kaffe fås ikke.
Luz Marina og jeg talte med borgmesteren i Huyro, den nærmeste lidt større by, om kursus i steinerpædagogik for lærere dér også. Måske bliver det til noget. Borgmesteren var i hvert fald interesseret. Luz Marinas søn, Emiliano, holdt en workshop om beplantning af skov på bjergene.
Når jeg kigger ud ad vinduet, ser jeg gadelygterne lyse gyldent op ad et af bjergene omkring Cusco. Her er skønt. Men jeg glæder mig også til at se Danmark igen og jer alle sammen.
Kærlig hilsen
Else
Her er jeg på en sti langs floden i Chillcachaca
Fredag den 25/7 - 2008
Kære Venner!
Så har jeg haft min sidste dag på Inti i denne omgang. Vi holdt fest for forældrene. Først viste vi "Musen og løven",  dernæst fortalte jeg om betydningen af kreativitet, fantasi og kunstnerisk arbejde med børnene, så viste vi "Fyrtøjet", og til sidt fik vi peruansk chokolade med danske kanelsnegle, som Manita havde bagt. Manita er også dansker og arbejder i Inti's køkken. Til sidst holdt børn, forældre og Luz afskedstaler for mig, og jeg holdt afskedstale for dem. Det er ikke farvel, men på gensyn om et år. Det hele gik rigtig godt. Børnene var bare gode, og forældrene tog glade imod det, så lige nu er jeg glad, lykkelig og taknemmelig  for at have mulighed for at lave dette arbejde med disse skønne børn.
I morgen tager Luz, hendes sønner Avelino, Emiliano og jeg til Chillcachaca i 6 dage. Jeg skal pakke en rygsæk med tøj til et varmere klima end her i Cusco. Chillcachaca ligger i 1800 m 's højde. Turen dertil tager 6 timer i bil. Vi skal ad masser af hårnålesving op i gennem et pas i knap 5 km's højde forholdsvis tæt forbi St.Veronica, et langt over 5 km højt snedækket, totalt smukt bjerg. 
Hav det godt!
Kærlig hilsen
Else
Alle de skønne børn, der spillede med i "Fyrtøjet"
Søndag den 20. juli 2008
Kære Venner!
Inti får inden for en vis kort tid sin afdeling nummer 2. Det drejer sig om et hus, som staten ejer og stiller til rådighed for velgørende formål - så vidt jeg har forstået. Vi får en etage i dette hus, som har i alt 4 etager. Kommunen betaler lys og vand, og vi skal så selv betale indretning, møbler osv. 3 frivillige fra USA og Mexico har doneret en del møbler og udstyr til det nye sted. Desuden har vi lidt penge tilbage fra en donation fra Lion's Club i Stenløse. Det er ét stort rum, som med tiden skal have nogle skillevægge. Huset ligge højt med en vidunderlig udsigt over hele Cusco. Vi håber på, at nogle af de små børn, som fik for langt til Inti's nuværende sted, vil finde vej til det nye sted. Da vi var henne for at se på huset sidste lørdag, blev vi modtaget med serpentiner, konfetti og blomster af formanden for bydelen + bydelsrådet. Formanden, Odilon, har sit eget TV program, så vi kom også i fjernsynet. Han har også været og filme på Inti. Det giver god og gratis PR.

PR har Inti jo også fået i den sidste uge, hvor vi har haft kursus i steinerpædagogik for et sted mellem 50 og 65 lærere. Det er jo på mange måder fantastisk, at kommunen står bag et sådant kursus. Rosa Maria fra Lima var her for at undervise. Jeg fik så min debut med hensyn til at undervise på spansk i større forsamlinger. Det gk heldigvis godt. Kurset foregik på en skole i en kæmpehal med meget koldt betongulv og en akustik, som jeg ikke har ord for. Al undervisning forgik via mikrofon, så på den måde var det rimeligt krævende. Men vi overlevede alle i god behold. Deltagerne var lykkelige og vil meget gerne have, at der kommer flere kurser. Dette var jo en introduktion, og man bliver ikke uddannet til at undervise i steinerpædagogik på en uge. Borgmesteren var der ved afslutningen, som også omfattede taler af adskellige andre prominente personer, uddeling af certifikater til deltagerne + kylling og inka cola til alle. 
I ugen, der kommer skal vi lægge sidste hånd på teaterprojekterne, som vi viser fredag den 25. for forældrene. Der bliver mange praktiske ting at ordne. Vi har kustymer til 15 børn og skal ud og leje nogle fine dragter til de øvrige 15 medvirkende. 
Denne dag bliver min sidste på Inti i denne omgang. Det bliver vemodigt at skulle sige farvel til børn og medarbejdere. 

Dagen efter tager jeg 5 dage til Chillcachaca sammen med Luz Marina. Det et skønt sted på landet i frodige, halvt jungleagtige omgivelser, som Solens Børn også har som formål at støtte.
Den første uge af august tager jeg på kursus i Písac. Så har jeg lige week-enden derefter til at pakke og sige farvel til skønne Cusco, før jeg rejser den 11/8.
Som det ser ud lige nu, får jeg nok ikke megen mulighed for at skrive.
Kærlig hilsen
Else
Et udsnit af deltagerne fra vores kursus i Steinerpædagogik for ca 60 lærere i kommunens regi
Fredag den 11.juli 2008
Kære Alle!
I dag er der kun en måned til jeg forlader Cusco, så nu synes jeg pludselig, at det er lige om 2 minutter. Men der er mange ting, der skal gøres inden da.
I næste uge er der jo kursus i waldorfpædagogik for lærere i kommunens regi. Der har været, jeg ved ikke hvor meget vrøvl i den forløbne uge i den anledning. Jeg har været klar til at løbe skrigende bort i flere omgange. Danmark, mit kære fødeland! Du har mange goder, som vi ikke skønner nok på i det daglige: Måden, hvorpå vi kan lave og holde aftaler - måden hvorpå, vi stort set respekterer andre mennesker - den tillid, som meget i vores samfund bygger på -og mange andre goder. Tak for, at den slags findes i verden! Det må meget gerne brede sig lidt, fx til Peru.
Indtil videre sidder jeg dog roligt her ved min computer og skiver. Jeg kan virkelig godt undre mig over, at jeg elsker at være her på trods af alle hårrejsende ting, som jeg oplever. Et sted har jeg formentlig en skrue løs. Er der nogen, der kan besvare det bekræftende eller benægtende?
I onsdags var der strejke her. Folk gik eller kørte på cykel - man ser mange flere cykler nu, end da jeg var her første gang for 1½ år siden. Der var næsten ingen biler på gaden. Skønt med fred og ro og ingen forurening af sort udstødningsgas eller støv. Strejken var en protest mod regeringen og hang sammen med stigende priser på fødevarer og gas, som folk bruger til madlavning, samtidig med at lønningerne ikke er steget. Folk fra landet var også i Cusco for at protestere. På trods af at priserne på deres varer stiger for folk, der skal købe dem - ser de ikke noget til nogle penge, tværtimod. Det er nogle store firmaer, der scorer kassen. Det har man jo hørt om før.
Ak, kan verden virkelig blive ved med at have brug for den slags historier?
Mærkeligt!
Til gengæld kan jeg så her fortælle en anderledes god historie:
"Fyrtøjet" - teaterprojektet for et med sted mellem 28 og 35 børn er ved at tage rimelig form. De morer sig i hvert fald gevaldigt, undertiden lige lovligt gevaldigt efter lærerens smag. Carlos - 17 år er en af de udviklingshæmmede unge. Han spiller den største hund i "Fyrtøjet" - den med øjne så store som Runde Tårn, som børnene ved ligger i København. Han ikke bare SPILLER hund, han nærmest BLIVER hund. Han skal gø 3 gange, når soldaten taler til ham. Carlos gøede i lang tid 2, 4, 5 eller 6 gange. Aldrig 3 gange. Han havde som opgave at lære sin replik: at gø 3 gange. Og nu lige pludselig kan han gø 3 gange. Det er en sejr for ham. Han stråler som en sol. De andre børn fryder sig over det og synes, at han bare er god. Det er den slags, der gør livet værd at leve. Hver gang han ser mig spørger han, hvornår vi igen skal øve. Han ved det er hver tirsdag og torsdag kl 11. Han ved bare ikke hvad dag, der er.
Kære venner, lev vel! I'll do my very best.
Kærlig hilsen
Else
Hilsen fra "Maygold" - fastansat papagøje å Inti. Jeg prøver at lære den dansk: "Poppedreng ha' sukker". Der må være visse ting, der hører med til almen dannelse for papagøjer.
Fredag den 4. juli 2008
Kære Venner!
Så er der kommet bekræftelse fra kommunen men hensyn til at lave et kursus i steinerpædagogik for lærere den 14. - 19. juli. Rosa Maria fra Lima og jeg skal undervise. Der bliver inviteret 70 lærere, der underviser på forskellige alderstrin. Jeg har aldrig mødt Rosa Maria før, så det bliver i sig selv spændende at skulle undervise sammen med hende. 70 er også et stort hold, men jeg ved ikke om de kommer allesammen.
Det er totalfedt, at en kommune går ind på at lave et sådant kursus, så vi må jo sørge for, at det bliver en succes og at de vil have mer'.
Og så laver jeg jo teater med børnene for tiden, hvilket er en rimeligt krævende opgave på mange forskellige måder. De fleste dukker til "Musen og løven" var væk. Kun musemor og løven var der. Alle børnene vil have en dukke, så løven fik lige revet et stykke af sin manke af og havde nær mistet halen. Nogen havde lovet at finde resten af dukkerne. Men da de efter mere end 2 ugers forløb ikke var dukket op, måtte jeg igang med at lave nogle nye dukker. Sammen med børnene og en medarbejder har jeg så fået fremstillet 5 museunger, to jægere, et træ og et net til at fange løven i. Børnene elsker heldigvis at være med til at lave disse dukker, så det har været en god proces.
"Fyrtøjet" er kommet ind på et nyt og højere niveau. Alle roller ligger fast, og der er dobbeltdækning på nogle af de store roller. Det er ikke hver gang, at de samme børn er til stede, hvilket godt kan være noget en af prøvelse i teatersammenhæng. Det sværeste er dog at få de børn, der ikke lige skal sige noget, til at holde mund og lytte til deres kammerater, så de ikke forstyrrer. De er jo ikke vant til at lave teater, og det rører deres følelser, så der er en del grinen og snakken. Medarbejderne har lovet at hjælpe mig. De dukker bare ikke op efter aftale - eller efter hvad jeg i min danske naivitet tror er en aftale. Ak ja, man kommer ikke sovende til det her. Der er disse kulturforskelle med hensyn til hvornår et "ja" er forpligtende eller ej. Men det går, og folk vil gerne. Det tager bare lige 100 år, før der sker noget. Det har vi snakket en del om. Jeg mener jo, at når man lover børn noget, skal man også så vidt muligt holde det. Men så firkantet kan tingene ikke stilles op her på egnen. 
Jeg underviser medarbejderne i steinerpædagogik om lørdagen. Torsdag  er studiedag, hvor medarbejderne skiftes til at fremlæge en tekst, som vi så taler om. Det er et rigtig dejligt arbejde.
Jeg har kontakt med en revisor, der skal revidere Inti's regnskaber. Som dansk støtteforening er "Solens Børn" fritaget fra at betale skat. Men vi skal kunne dokumentere, at pengene går til de rigtige ting og i de rigtige lommer.
Kærlig hilsen
Else
Milagros med sin museunge til teaterbrug
Søndag den 29/6 - 2008
Kære Venner!
I tirsdags var der Inti Raymi, fest til ære for solen, som inkaerne betragtede som deres Fader. Der var gang i festlighederne fra morgenstunden. Jeg var med til det hele. Der var optræden 3 forskellige steder i Cusco i løbet af dagen. Inkaerne fejrede hvert år Inti Raymi ved vintersolhverv, hvor solen står lavest her. Festen blev forbudt af spanierne, men siden begyndelsen af fyrrerne er den blevet genoplivet, som man tror den har været før i tiden. Der er ca 350 optrædende, klædt i smukke farverige dragter, ledsaget af musik i forskellig rytme og tale på quechua, når inkaen henvendte sig til sit folk. Inkaen blev spillet af en smuk, meget dygtig skuespiller. Det var meget bevægende at opleve - og med en fantastisk koregrafi. Inkaen tog varsler af kokablade med hensyn, hvordan det næste år ville blive, modtog repræsentanter fra forskellige egne i sit rige og en masse andet. 
Både den 23. og den 24. er fridage her, så vi har haft en kort, men intens arbejdsuge med møder i kommunen, hvor de kommunale repræsentanter udeblev 2 gange uden at give besked før bagefter, hvor de ringede og undskyldte meget. Kurset i steiner pædagogik for lærere er blevet udsat til den 3. uge i juli. Og de endelige bekræftelser er endnu ikke på plads. Ting tager tid!
Man bliver simpelthen af overlevelsesgrunde nødt til at betragte den slags som en kærkommen lejlighed til at øve sig i tålmodighed og tilgivelse. Så det forsøger jeg mig på. Der er mange og rige anledninger her! Så på den måde er jeg priviligeret. Ens danske/europæiske livssyn bliver trukket og strukket og lagt ud i alle sømmene. Jeg husker et digt af Benny Andersen, hvor han efter mødet med sin kone fra et eller andet sted i Karibien - så vidt jeg husker- oplever sit livssyn som en klædning, der bliver syet om med mere plads i livet og til livet.
I går var Inti på en vidunderlig udflugt til Chinchero, Ollantaytambo og Urubamba - byer der ligger smukt og fulde af ruiner et par timers kørsel fra Cusco. Turisterne valfarter til disse steder, men mange er børnene har aldrig været der før. Vi var godt 50 børn og 12 voksne i 2 busser. Ikke alle børn var mødt op. I Urubamba afleverede vi 10 medbragte kyllinger, kartofler og kamote til stegning/bagning i en kæmpe ovn - ligesom i "Peters jul". Så tog vi til Ollantaytambo, og da vi vendte tilbage til Urubamba, var maden klar. Der blev arrangeret sækkevæddeløb og mange andre sjove lege, hvor børnene konkurrerede i grupper. De legede, spillede fodbold og sjippede på tværs af aldersgrupperne og deres glæde og lykke ved arrangementet var åbenlys og rørende.
Kærlig hilsen
Else
Fra Inti Raymi. Inkaen bæres ind på Plaza de Armas.
Lørdag den 21 juni 2008
Kære Venner!
Glædelig midsommer! Her er det jo midvinter. Det med vinter er selvfølgelig noget andet her. Vinter er ensbetydende med den tørre tid. Bjergene er blevet gulligbrune. Solen skinner for det meste fra en skyfri himmel lidt op ad dagen. Solen går ned lidt før kl 18 og står op kl ca 6. Mørket kommer hurtigt i løbet af ½ time. Lyse nætter er noget jeg må drømme om. Men her er skønt, og jeg elsker stadig at være her, også selv om jeg ind imellem oplever ting, jeg umiddelbart godt kunne have været foruden.
I den forløbne uge var vi til møde i kommunen for at få de sidste ting bekræftet i forbindelse med et kursus i steinerpædagogik for lærere. De 2 personer, vi skulle tale med, var imidlertid ikke til stede på deres arbejde. De var på Plaza de Armas og danse sammen med børnehavebørnene. Den slags er helt OK her i Cusco. Det lykkedes at mødes med andre folk, og vi har lavet aftaler om en masse praktiske ting. Vi skal så mødes med de overordnede i næste uge. Jeg tør ikke rigtig tro på noget, før de endelige bekræftelser er i på plads.
I den forløbne uge har Cusco så igen været fuldstændig på den anden ende. Hver dag har grupper af børn, unge og andre folk, udklædt i flotte folkedragter, danset til ære for Cusco. Hele denne måned fejres Cusco og især her omkring Sct. Hans. Det er et fantastisk skue. Folk elsker at danse. Samtidig hensættes man også i dyb undren. Der er en del rascisme her over for indianere. Men nu i denne uge tales der quechua og danses indianske danse i indianske dragter til den store guldmedalje. Vi er jo i inkaernes gamle hovedstad, og den kulturelle identitet og al den slags... Hele Cusco promoverer sig på den kulturelle andinske arv. Jeg er 125% overbevist om, at når festlighederne er overstået, ja så fortsætter den samme rascisme, hvor folk lægger afstand til denne kulturelle arv, fordi den associeres med fattigdom og dovne, fulde indianere. Men det er nok sådan, at alle samfund har gevaldige modsætninger i sig. Det er meget nemt at se dem, når man kommer udefra. I ens eget land er man jo en del af disse modsætninger.
Og så har jeg ellers tilbragt masser af tid på politistationen. Jeg fandt ud af, at en "læge", som havde givet mig nogle rigtig dårlige råd og utilstrækkelig eller forkert medicin i forbindelse med min sygdom, slet ikke er læge! Ja, man tror det er løgn. Han kom og ville "ordne tingene" med mig privat, formentlig med penge. Men det ville jeg overhovedet ikke høre tale om. Den mand er livsfarlig for folks helbred. I forbindelse med, at jeg var på "jagt" efter ham sammen med politiet, mistede jeg desværre mit pas, kamera og andre ting i en taxa. Det viser sig, at denne mand har har taget tårnhøje honorarer fra turister, hvis forsikring dækker. Politiet siger, han kommer i fængsel. På Inti siger de, at han måske betaler politiet for at slippe fri. Vamos a ver.
Ja, livet er undertiden dramatisk. Jeg skal åbenbart opleve Peru fra forskellige sider, fx politiets arbejdsforhold. Om aftenen sidder alle for åbne døre med overtøjet på - og her er rimelig køligt om aftenen. De har nogle gamle computere fra oldtiden - ikke noget med internetadgang - og en printer, der støjer som et tærskeværk. Man tror hvert øjeblik, at den eksploderer. Alt ting tager uendelige mængder af tid: Først skriver de alle spørgsmål og svar ned i et kladdehæfte, medens et defekt lysstofrør blinker oppe under loftet. Bagefter skriver så rent på computer. Forskellige folk bliver afhørt i samme lokale, så man kan følge med i forskellige forbrydelser. Men de behandlede folk pænt. Det er heller ikke sådan, at de koncentrerer sig om den opgave, de hver især er i gang med. Ind i mellem snakker de om mange andre ting og "blander" sig i hinandens sager, fx for at oversætte til engelsk eller lige komme med en kommentar. Først tror man, det er en vittighed eller noget de leger. Men det er det ikke. Sådan foregår det i turistpolitiet.
På Inti er vi jo i gang med teater. Børnene går gevaldig op i det. Men det er krævende arbejde. De er jo generte og griner meget, når de skal optræde og sige replikker i "Fyrtøjet". Det ene øjeblik vil de ikke, og så i næste øjeblik vil de godt alligevel. Når soldaten skal kysse prinsessen, er de nærmest ved at dø - på den gode måde, om jeg så må sige.
De små elsker "Musen og løven", og bagefter farer de rundt og leger mus, løver og jægere. Det er ret fedt.
Kærlig hilsen
Elsita
Cusco fejres med processioner og dans. Her går folk med baner af stof i det andinske flags farver
Lørdag den 14. juni 2008
Kære Venner!
I tirsdags på vores medarbejdermøde på Inti spurgte jeg, om der var interesse for, at jeg lavede teaterprojekter. Det syntes alle var en rigtig god idé. Jeg fortalte, at jeg kun kunne lave teater, hvis de andre lærere bakkede op om det. Jamen, det var klart, selvfølgelig bakkede de op.
Da det skulle skemalægges, var det straks lidt mere besværligt. Men det lykkedes.
Da jeg så skulle i gang i torsdags med de store børn, havde læreren før mig glemt vores aftale. Men til aftalt tid troede jeg så i min naivitet, at nu var det min tur. Men nej. Han satte en video på, som ville tage 20 minutter. OK, så var det mig bagefter. Der gik 40 minutter. Ikke noget med undskyld for at have brugt "min" tid. Jeg kunne så lige nå at præsentere "Fyrtøjet", før maden blev sat på bordet.

I går skulle jeg i gang med teater med de mindre børn. Da jeg kom sad alle og ventede på, at Luz Marina skulle dukke op efter et møde. Vi skulle fejre 'Fars Dag' med dans og anden optræden. Denne dag skulle ellers fejres søndag, men det var åbenbart blevet ændret. Ingen havde sagt det til mig. Det lykkedes mig at få overbevist de andre lærere om, at jeg altså lige skulle bruge lidt tid til at præsentere "Musen og løven" for de små. Det behøvede ikke at tage lang tid. De var ikke meget for det, men accepterede det dog, og de små var glade. 
Derefter sad vi i 100 år og ventede. Endelig gik vi gang uden Luz, som først kom en time senere. Vi havde en festlig fejring af fars dag. Fædrene fik gaver: et par strømper hver. Freddy fik ekstra gaver, fordi han er nybagt far.

Lyder jeg lidt anstrengt? Ja, så er det korrekt opfattet. Dette er i en nøddeskal, hvad en dansker er oppe imod, når det drejer sig om aftaler og om at gebærde sig "i peruansk tid". Så er det, at man ikke skal tage tingene personligt og tro, at de røvrender én og udviser manglende respekt. Dette med at have overblik over situationen og tænke ud over nu'et, er ikke hvad der ligger mest ligefor for de fleste peruanere.
Men jeg var glad for, at jeg i det minste fik præsenteret teaterprojekterne for børnene. Nu er vi igang, og jeg håber på bedre tider. Bortset fra disse småproblemer, er jeg jo grundlæggende glad for at være her.

Med hensyn til undervisningen i waldorfpædagogik for medarbejdere: De tager de vældig godt imod det og arbejder seriøst.

Vi har igen været på kommunen og tale om kursus i waldorfpædagogik for lærere. De er meget interesserede, og på tirsdag skal vi til endnu et møde. Det er spændende, om de accepterer det. Det skal jo også indgå i borgmesterens promovering, og der er noget økonomi i det. Men de synes, det er en god idé at ændre på det pædagogiske for de fattige børn, som ofte dropper ud af skolen længe før tid. De får enorme mængder af lektier for. Men mange har forældre, som er analfabeter. Der er ikke elektricitet derjemme eller et bord at sidde ved og i al almindelig mange mennesker på meget lille plads. Man kan tit se børn ligge og skrive i deres skolehæfter på fortovet. Sådanne forhold SKAL jo gå galt. Vamos a ver / lad os se!
Ind imellem er det lidt tåget og køligt i formiddagstimerne. Senere plejer solen at skinne varmt.  
Kærlig hilsen
Else  
Freddy med alle sine 'Fars Dags' gaver
Søndag den 8/6 - 2008
Kære Venner!
På Inti er der gang i meget. Sidste lørdag deltog vi sammen med en del andre organisationer i en kampagne for børns rettigheder - til ordentlig mad, til ikke at blive udsat for vold og voldtægt, til at blive behandlet for parasitter, til ikke at skulle arbejde i døgndrift fra en tidlig alder, til at gå i skole.
I dag havde Santiago, vores bydel 53 års fødselsdag. Det blev fejret med optog forbi borgmesteren og andre honoratiores. De deltagende institutioner blev præsenteres over højtalere, også Inti. Vi gik i procession og en gruppe af de store børn dansede rigtig godt, udklædt som cowboys med tilsvarende damer.
Jeg er i gang med undervisning torsdag og lørdag i steinerpædagogik for medarbejderne. Vi har kontakt med Rosa Maria fra Lima, der er interesseret i at være med til at undervise i steinerpædagogik her i Cusco, så der er håb forude med hensyn til på sigt at få bygget en lidt mere formaliseret fortløbende uddannelse op. Der er brug for folk, der kender til steinerpædagogik.
Med hensyn til de udviklingshæmmede var beboere på Marjatta i foråret med til at skaffe 6.500 kr. Vi har fået en donation, således, at vi nu har i alt 8.000 kr. Disse penge vil vi bruge til opsparing til en grund uden for Cusco, hvor vi på sigt vil kunne bygge hjem og værksteder op for de udviklingshæmmede på antroposofisk basis. Dette er en drøm, som er ved at tage konkret form. Vi vil prøve af skaffe sponsorer til de udviklingshæmmede - og også til andre af de dårligst stillede børn.
Der er to frivillige fra USA på Inti for øjeblikket, som foreløbig har skaffet sponsorat til 2 børn, som er alvorligt truede af ekstrem fattigdom. Her skelner man mellem fattigdom og ekstrem fattigdom. Jeg ved ikke helt, hvor grænsen går. Det indebærer, at Inti administrerer et beløb, som så bliver brugt til naturalier, tøj og andre helt basale fornødenheder.
Jeg tænker på at gentage "Fyrtøjet" og "Musen og Løven", teaterprojekterne fra sidst, jeg var her. Det vil børnene gerne, og vi har jo skabet fuldt af alle kostymerne og dukkerne.  
Her er vejret skønt. Solen skinner fra en skyfri himmel og lyset falder så smukt over byen og bjergene. Luften er meget klar. Det er lidt som april eller klart efterår i Danmark. Solen står jo "lavt" her - dog ikke lavere end, at den forekommer mig at stå lidt højere end ved midsommer i Danmark - hvis I forstår, hvad jeg mener. Vi er jo ikke meget syd for ækvætor, selv om vi er højt oppe. Folk taler om, at her er forfærdelig koldt. Det er det ikke for en dansker - endnu. Om dagen er her meget varmt.
Kærlig hilsen
Else
Børnene på Inti danser til Santiago's - vores bydels - fødselsdag
Fredag den 30. maj 2008
Kære Venner!
I den sidste ugestid har jeg ligget underdrejet på grund af bronchitis/lungebetændelse. En specialist i lungesygdomme siger, at jeg skal have en vaccine mod influenza om en månedstid, når jeg er kommet mig lidt. Dette er den vigtigste vaccine af alle for mig i min alder! Det er der bare ikke nogen, der har sagt til mig før nu, heller ikke på Seruminstituttet i København, hvor de jo burde gøre folk opmærksom på den slags. Så jeg håber, der er håb forude.
Heldigvis er jeg i bedring, men jeg er dog noget afkræftet.
Men siden sidst har jeg jo været til Q'oullur R'iti. En kæmpefest, hvor der er forsamlet tusindvis af indianere fra nær og fjern. Der var processioner, og der blev danset i døgndrift. Et imponerende stykke organisationsarbejde. Jeg boede i telt med min ven Sara og Plínio, hendes mand. Vi gik op til snegrænsen ca 5000 meter oppe. Eller jeg kunne gå ca 10 meter og måtte så hvile lidt. Det var smukt ud over alle grænser og en kæmpeoplevelse.
Tilbage i Cusco var der Corpus Christi fest. Jeg så 15 helgener fra Cusco's forskellige bydele blive båret ind i Katedralen for "at sove" der i en uge. Det forgår på den måde, at borgmester og honoratiores fra de forskellige bydele sammen med et hornorkester + et sted mellem 18 og 40 mand kommer bærende på den lokale helgen. Helgenfigurerne er ret så "kitchede" efter dansk smag. Et sted gik der en gruppe i politiagtige uniformer, flest mænd men også to damer. De gik en slags "erotisk" strækmarch, om jeg så må sige: Mændenes skulderføring og let krummede rygge og damernes lille kokette schwung i hofterne kunne have inspireret enhver, der gerne vil lave sadomachokistisk liveshow. De skulle bare vide, hvilke tanker og griller, de kan få sat i hovedet på folk, de gode præster og biskopper! Corpus Christi ledsages af et kæmpe kødorgie: marsvin, kylling, pølse, fiskerogn, + et par slags kød til, ost, æg - alt skyldet grundigt ned med rigelige mængder af Cusqueña, den lokale øl.
Nu lyder hornorkestrene igen. Helgenerne er ved at blive båret hjem, men dette "Leben" erstattets blot af fest for Cusco, hvor alle skolebørn  - også på Inti - og elever af enhver tænkelig slags danser i gaderne i nogle dage. En gang imellem kan man rammes af den tanke, at de jo også kunne bruge bare den halve energi på at gøre lidt for deres fattige næste, der står og tigger på alle gadehjørnerne og ligesom er sat uden for det gode selskab.  Men nu skal man selvfølgelig heller ikke ødelæge den gode stemning.
Hav det godt allesammen!
Kærlig hilsen
Else
Helgen på vej ind i katadralen
Fredag den 16/5 - 2008
Kære Venner i forårsskønne Danmark!
I den sidste uges tid har jeg siddet en del ved min computer og skrevet - dels en artikel om de udviklingshæmmede unge paa Inti til Nerthus tidsskriftet i Danmark, og dels - paa spansk - en beskrivelse af steinerpædagogik og hvorfor, til borgmesteren i vores bydel. Kryds fingre - sammen med mig - for at vi får et kursus op at stå i kommunen om steinerpædagogik. De paastår, at de er interesserede.
I går startede min undervisning af medarbejderne paa Inti. Der er to nye, der ikke har vaeret med før, saa vi starter med at repetere fra sidste år. Desuden har jeg 4 dvd´er om steinerpædagogik i forskellige afskygninger, 3 paa spansk og 1 paa engelsk. 
I eftemiddag skal jeg ud og leje sovepose til minusgrader og et telt. I morgen skal jeg nemlig til Q´ollur R´iti, en pilgrimstur til et bjerg  i Ausangate området, hvor bjergene er smukt dækket med evig sne. Ausungate er det højeste bjerg her i det sydlige Peru med sine godt 6300 m. Jeg skal dog ikke helt op paa toppen, men "kun" op i ca 4500 m´s højde. Jeg håber, at jeg kan tåle højden - ellers må jeg jo gå ned igen  Men før jeg kommer saa langt, skal jeg til Paucartambo, en by 4 timer herfra, og mødes med Irma og Sara, de to kvinder, jeg kender fra sidst og som har inviteret mig. Lørdag aften skal jeg være sammen med deres dansegruppe og danse med, som jeg nu bedst kan. Søndag kører vi afsted i mange timer til Mahuallane, hvortil vi ankommer sidst paa natten. Her slutter vejen, og vi vandrer så 8 km op ad bjerget i morgengryet til Santuario, den slette, hvor festen forgår. Her vil der så være processioner, danse og hvad ved jeg? Nogle er klædt ud i bjørnedragter. De går op til en gletsjer og hugger isblokke ud, som de bærer paa ryggen ned ad bjeget. Festen er en blanding af katolicisme og andinsk/indiansk fest for frugtbarhed og vand til Pachamana, Moder Jord.
Fortsættelse følger...
Kærlig hilsen
Else
Fest for korsene startede den 3.maj og er fortsat lige siden. Korsene bliver "klædt på", stillet op uden for kirkerne med store stearinlys foran og båret rundt, ledsaget af danse og hornmusik. Næste torsdag er det Corpus Christi. Så skulle folk efter sigende gå fuldstændig amok i festligheder.
Søndag den 11/5 - 2008
Kære Venner!
Hvor skal jeg ende og begynde? Begivenhederne udvikler sig hurtigt, og jeg oplever meget. Men fx havde jeg fødselsdag i tirsdags. Luz havde inviteret mig på morgenmad kl 8 i en restaurant på Plaza de Armas. Men allerede 7.15 kom Guisell og Rebecca, mit gudbarn på 18 år og hendes mor. Jeg var heldigvis lige nået at komme ud af min seng og havde fået gjort mig klar til dagen. De havde roser med og inviterede mig på besøg hos Rebeccas forældre, som har en gård en times kørsel fra Cusco.
Da Luz og jeg havde spist morgenmad, skulle vi til møde i kommunen i Santiago, den bydel, vi hører til. Sidste år fik Inti en aftale om samarbejde med kommunen. Det har hidtil mest været noget på et stykke papir, som skal fornys en gang om året. Byrokratiet længe leve! Men nu skal der til at ske noget: De er interesserede og positive over for waldorfpædagogik, og vi fik aftale om samarbejde og fornyelse af kontrakten på mere permanent basis + aftale om samtale med borgmesteren.
På Inti var der tærter til børnene. Medarbejderne havde lavet mad til dejlig mad til ære for mig: cebiche, som er fisk marineret i lemon, ørred med auberginesalat og tærte. De sang fødselsdagssang, og jeg skulle puste lys ud på tærten og tage en mundfuld direkte af den, medens der var en, der skubbede til tærten, så jeg fik chokolade i hele hovedet til stor morskab for folk.
Sidst på eftermiddagen tog jeg til Písac, en lille by, hvor jeg skulle møde en dansk gruppe, der pt rejser her i Peru. Om onsdagen lavede jeg sammen med gruppen nogle spirituelle øvelser med de 4 elementer, jord, vand, luft og ild - som jeg har et stærkt forhold til, specielt Pachamama, Moder Jord.
Nå, men så springer vi til fredag, hvor Luz og jeg talte med borgmesteren og et par andre. Vi får lov til at bruge et lokale 3 gange om ugen til forældresamarbejde. Foreløbig er det tanken, at der skal undervises engelsk, quechua og noget kreativt: teater, musik, dans, maling. Det er jo særdeles positivt. Vi fortalte om besøget i Monte Azul og om waldorfpædagogik. Folk er jo meget høflige her, og der er megen retorik og pæne ord. Men jeg har det indtryk, at der virkelig er interesse for, at der må noget nyt til for at fattige børn og unge skal få en fremtid. Kære Venner: Kryds fingre og send nogle tanker, der bakker op om, at dette er en realitet inden for en overskuelig tid!

Fredag eftermiddag fejrede vi Mor's Dag på Inti: Adskellige af børnene fremsagde poesi og optrådte med dans. Da 4 af de udviklingshæmmede dansede, var der ikke et øje tørt. De har bare sådan en rytme i kroppen og var så lykkelige. Den pige, der var konferencier sagde til sidst, at det bedste mødrene kunne give deres børn var et kys og et knus, og så ville hun gerne have, at alle mødrene dansede. Det gjorde vi så. Da børn og forældre var gået, serverede de medarbejdere på Inti, der ikke har børn, salat for os mødre, og vi fik hver en gave: jeg fik en smuk pung, fremstillet på læderværkstedet.
Det er jo først i dag, søndag, at det egentlig er Mor's Dag. Jeg blev hentet af Rebecca. Udstyret med blomster til hendes mor og tærter til alle, drog vi afsted. Gården lå smukt på landet i en dal omgivet af disse vidunderlige Andesbjerge, som jeg er så glad for. Forældrene er 76 og 78 år, passer gården sammen med en datter og hjælpere til særlige lejligheder. De har køer, grise, får, høns, marsvin og dyrker majs, hvede og kartofler. Forældrene talte quechua, så jeg fik lejlighed til at sige lidt på dette sprog, som jeg prøver til tilegne mig. De sagde en masse, som jeg forstod lidt af, og Rebecca's mor grinede meget med sin stort set tandløse mund. Jeg så dog to hjørnetænder i undermunden. Vi fik suppe kogt på høne og senere kartofter, bagt ved gløder i jorden med hjemmelavet ost og hvidløgssalsa. Køkkenet er åbent. De fyrer med tørrede kokasser, som ligger i en stor bunke i et hjørne af det lille rum, hvor spisebordet står, direkte på lergulv og med umalede lervægge. Disse mennesker er ikke fattige, men standarden er i sandhed en anden end i Danmark. Tiden stod stille ligesom i ens barndom, hvor en søndag var uendelig. Men lige pludselig var alligevel tid til at tage afsted. Det var svært at finde transport hjem. Men endelig kom der en bus af en standard, som får en til at undre sig over, hvordan i alverden den er kommet til at se sådan ud. En mængde folk prøvede at mase sig ind ad døren samtidig. Ikke noget med at gå ind én ad gangen, hvis man ville med. Ved et eller andet mirakel lykkedes det at blive nærmest båret af strømmen ind i bussen og ovenikøbet få en plads. Godt nok var sædet foran meget tilbagelænet uden at kunne skubbes i en mere lodret position, så mit hoved var klemt inde sammen med Lisette - Rebeca's datter på 8 år, som sad på skødet af mig. Men den slags småting kan man ikke hænge sig i. Bussen skrumplede og raslede sig til Cusco. Det var en af de autentiske ture med de lokale!
Kærlig hilsen og ha' det godt allesammen!
Elsita
Fra min fødselsdag, hvor jeg skal have hele hovedet ned i tærten, hvis det skal gå rigtigt til - og det skal det!
Fredag den 2/5 - 2008
Kære Venner!
I tirsdags kom Luz Marina, Karen og jeg tilbage til Cusco efter at have haft en begivenhedsrig og inspirende tur til São Paulo i Brasilien. Vi besøgte Monte Azul, som jeg skrev om sidst. São Paulo er en metropol, der vil noget, med sine over 20 millioner indbyggere. Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv, om jeg synes den er smuk på en grim måde eller omvendt. Vi boede hos Elisete - et kvarters gang fra Monte Azul og ca 1½ time i bus fra centrum - med frit udsyn til enorme mængder af skyskrabere, favelaer - som fattigkvartererne i Brasilien kaldes - træer og himmel.
Ute Craemer, der er grundlægger af Monte Azul, bød os velkommen sammen med en gruppe på 12 musikere i alle aldre, der spillede, sang og dansede  med os. Det var meget rørende.
Folk talte jo portugisisk - og stort set ikke andet. Hidtil har jeg nogenlunde kunnet forstå portugisisk på skrift, hvorimod det kneb, når folk talte. Men det var der ikke noget med her. Det var bare om at folde ørerne ud og hænge på. Og det gik egentlig forbløffende godt. Jeg bilder i hvert fald mig selv ind, at jeg fik fat i de store linjer, efter lige at have lyttet mig ind i melodien. Mange ord ender på -au- så nu ved jeg, at alle katte i verden taler portugisisk med deres "miau".
Vi så to favelaer, hvor der er forskellige steiner-inspirerede foretagender: vuggestuer, børnehaver, en slags fritidshjem for adskellige børnegrupper - meget a la Inti - erhvervsintroducerende kurser for unge, tiltag for udviklingshæmmede, værksteder, hvor der blev fremstillet møbler, trælegetøj, dukker og andet, lægeklinikker, massage, køkkener, bageri, butikker. De dyrkede også grønsager til eget brug. Alle fik god nærende mad hver dag. Der var studiegrupper og grupper, der arbejder med forskellige former for kunst for forældre, medarbejdere og andre i det kulturelle center. 220 mennesker arbejder der. Vi var dybt imponerede over, hvad folk kan få gjort, når de VIL. Og over hvor stærkt inspirerende antroposofien kan være. De er jo startet totalt fra bunden af med ingenting ud over elendighed og fattigdom. I dag financieres halvdelen af udgifterne af São Paulo kommune, fordi selv korrupte myndigheder kan se, at dette er et projekt, der har stor betydning for fattigdomsbekæmpelsen. Ute er også et særligt menneske, meget seriøs men med et smil, der får alt til at smelte og går lige i hjertet.
Luz Marina og Karen er meget begejstrede og er blevet stærkt inspireret af besøget. Især dette med hvor meget waldorfpædagogiken og antroposofien betyder for at kunne forandre sociale forhold til det bedre. Vi oplevede virkelig i praksis, hvad social kunst vil sige.
Vi har haft en eftermiddag, hvor vi fortalte de øvrige medarbejdere på Inti om Monte Azul og viste fotos. Medarbejderne har udarbejdet nogle punkter, som for alvor skal indarbejdes på Inti:
1) Studere og lære waldorfpædagogik
2) Studere det bedste i egen kultur, både den kristne og den indianske
3) Arbejde med den kulturelle identitet via fx sange, musik, quechua - det lokale indianske sprog
4) Styrke samarbejdet med forældrene omkring undervisning og kunstneriske tiltag

Regntiden er forbi, og jeg kan se på bjergene, at den grønne farve er blegnet i den tid, jeg har været væk.
I dag tager Alexander og jeg en tur til Moray, et inkasted, hvor de eksperimenterede med mikroklima i forhold til forskellige afgrøder.

Ann Katrine fra Danmark er rejst hjem efter ½ års virkelig godt arbejde med de udviklingshæmmede. Hun har spillet musik med hver enkelt og malet. Maleriet har udmøntet sig i 9 postkort, som skal sælges dels i Danmark, dels på Inti - til turister, der kommer på besøg.
Kærlig hilsen
Else
Fra en børnehave i favelaen
Tirsdag den 15/4 - 2008
Kære Alle!
Aase er forlængst i Danmark igen med sit brækkede ben. Birgit, en anden dansk kvinde, er også rejst til Danmark. Hun satte mig i forbindelse med Martha, der underviser i spansk i Fairplay, et projekt for enlige mødre. Der er planer om, at hun skal starte en vuggestue til februar. Hun så en DVD fra Nøkken, steinervuggestue og -børnehave. Den blev hun enormt inspireret af. Jeg har også mødt John, som leder Fairplay. Han er belgier, gift med en kvinde her fra Cusco. Vi har aftalt et møde mellem Inti og Fairplay for at finde ud af, om der er basis for at samarbejde om nogle ting. 
Jeg har det jo sådan, at jeg mener jeg skal tilbringe nogle måneder hvert år her i Cusco i de næste ti år - såfremt helbredet holder til det - for at være med til at sætte gang i diverse steineninspirerede foretagender. Derfor tror jeg på, at jeg skal møde forskellige folk her, der bærer på de tilsvarende impulser. Fremtiden vil vise, hvordan det forholder sig med John og Martha i Fairplay i denne sammenhæng. 
I fredags kom Alexander på 18 år for at være her i 3 måneder. Han bor i Inti's hospedaje, er startet på at lære spansk hos Martha fra Fairplay og har været med på Inti et par gange. I søndags var vi en tur i Písac, en lille by en times kørsel herfra. Vi kørte i taxi op på et højt bjerg med ruiner fra inkatiden og gik så ned. Det tog ca 3 timer. Fed, fed tur og ømme, ømme benmuskler her et par dage efter.
På torsdag rejser Luz Marina, Karen og jeg til Saõ Paulo i Brasilien for at besøge Monte Azul. Det er et steinerinspireret sted, der er startet for ca 30 år siden af en tysk kvinde, Ute Craemer. De arbejder blandt andet med unge fra slumkvartererne. Vi håber at få en masse inspiration.Vi har fået penge af Merkurfonden til rejsen. Vi kommer tilbage til Cusco den 29/4, så der går noget tid, før jeg skriver igen. Jeg føler mig meget priviligeret og som om jeg er ansat direkte ved Eventyret.
Der er godt nok meget forurenet og støvet i gaderne her, og jeg har løbende lidt luftvejsproplemer. Men dette kan dog ikke hindre mig i at elske at være her. Hav det godt alle sammen!
Kærlig hilsen
Elsita (som jeg hedder her)
Alexander i bjergene over Písac
Mandag den 7.april 2008
Kære Venner!
Jeg ved ikke, hvor hurtigt tiden iler i Danmark, men her styrter den afsted.
Siden sidst har jeg været på en skøn week-end i Urumbamba, en mindre by her i nærheden, sammen med Aase og Manita. Vi besøgte blandt andet en totalt fed keramikbutik, der nær havde gjort os til shopalcholics.
I onsdags var Aase og jeg til fest i Ocongate, en anden mindre by to timers kørsel fra Cusco. Det var led i et udviklingsprojekt,og folk konkurrerede inden for kunstneriske discipliner: dans, poesi, historiefortælling, musik, dekorerede huse osv. Det meste forgik på quechua, og jeg fik rig lejlighed til at lufte mine få ord på dette fascinerende sprog, som jeg skridt for skridt arbejder på at komme ind i. Folk på landet er meget venlige, og man føler virkelig, at man er midt i eventyret. De virker på deres sidetil at synes, at VI med vores blå øjne er eksotiske.
Desværre vred Aase om på foden og fik et brud. Det har ført til kontakt med sundhedsvæsenet her. På den lokale klinik i Ocongate skulle de have 10 kr for at undersøge foden, lægge bind på, give smertestillende indsprøjtning + diverse smertestillende piller. Lige nu foregår der en udvekskling af informationer mellem en læge her i Cusco og hendes forsikring i Danmark. Hun venter på at få at vide, hvornår hun kan komme hjem. Så skal hendes gips skæres op, for ikke at give kredsløbsproblemer under flyveturen, hvis benet skulle hæve. Det er jo en nedtur for Aase, som skulle have været her til begyndelsen af maj, men det er jo ikke sjovt ikke at kunne bevæge sig frit omkring. Så hellere vende tilbage en anden gang. Heldigvis har hun haft to oplevelsesrige uger her.
Jeg har også gang i maling med børnene på Inti. Vi skal have lave billeder til brug for en kalender, som jeg tidligere har skrevet om. Det er et skønt arbejde.
Desværre er der problemer omring huskøb. Planeterra, en canadisk fond, vil købe huset, som Inti lejer sig ind i. Der er 2 ejere. Papirerne var ikke i orden sidste august, hvor beslutningen om købet fandt sted. De er stadig ikke i orden, men dog på vej inden for ½ år. Men men men... dollaren dykker og huspriserne i Cusco er på himmelflugt, så nu har ejerne sat prisen op med $50.000. Der er ikke noget med slutseddel på en handel her - åbenbart. Og et ord er ikke bare en ord, en pris er ikke bare en pris. Problemet er, at Planeterra ikke har de ekstra penge, og at ejerne ikke vil sætte prisen ned. Sådan står det lige nu. Så fremtiden er igen usikker. Håber på, at der indtræder et mirakel snarest - eller i det mindste en god løsning. Jeg har talt med den ene ejer sammen med Luz Marina. Hun er fuld af beundring for det arbejde, der udføres for børnene på Inti, men dog først og fremmest forretningskvinde.
Hvis I - eller nogle I kender - skulle ligge inde med $50.000, ca 230.000 kr, så sig endelig til.
Det er dejligt sommervejr her. Regnen er ved at være slut. Her i fyldt med blomster. Bjergene er skønne, folk er søde, og jeg elsker at være her.
Hav det godt i forårsskønne Danmark.
Kærlig hilsen
Else
Aase får sit gipsben dekoreret af børnene på Inti
Torsdag den 27/3 - 2008
Kære Venner!
Nu er jeg i gang på Inti med et kalenderprojekt med børnene: Foreløbig har de skrevet lidt om deres liv - alder, hvor de bor og sammen med hvem, deres skole, hvad de laver på Inti, hvad de bedst kan lide i deres liv og hvad de dårligst kan lide. Jeg sidder her med en masse historier, som skal skrives rent på computer. Næste gang skal de male billeder fra disse historie og senere skrive om deres drømme for fremtiden og male billeder af disse drømme. Til sidst skal det hele samles til en kalender, og her må jeg foretage et udvalg af historier og billeder, eftersom året kun har 12 måneder. Historierne skal oversættes til engelsk og dansk også. Når alt er klart, skal det trykkes og sælges forskellige steder i verden med henblik på at skaffe kroner, soles, dollars euros... til fordel for Inti. Aase fra Danmark og Nicole fra Australien er sammen med børnene og mig i denne proces. Venskabet og kendskabet mellem Danmark og Australien på grundlag af Mary og Frederik, kan således passende udvides med en kalender, der giver kendskab til Inti i Peru og Solens Børn i Danmark. Voila! som de siger i Frankrig.
Jeg har ellers i nogle dage lignet en kogt krebs i ansigtet. Jeg kom hertil som vinterbleg dansker og lå sidste lørdags på en gammel inkasten og mediterede lidt over livet, døden og kærligheden. Det var selvfølgelig ikke min mening at sove, men det gjorde jeg - med det resultat at jeg faldt i søvn som "Blegansigt" og vågnede op som "Rødhud". Nu er det heldigvis blevet til en dejlig solbrun farve.
På Inti har jeg også været beskæftiget med forskellige organisatoriske opgaver, regler for Inti's regnskabsaflæggelse til Solens Børn. Der findes nogle internationele standarder for revision af regnskaber, som skal sættes i værk, så alt omkring penge kan blive gennemskueligt.
Inti har taget initiativ til at skabe et "Colectivo" sammen med flere andre institutioner her i Cusco for at råbe de ansvarlige myndigheder og arbejdsgivere op med henblik på forbedrede forhold og rettigheder for arbejdende børn og unge. Det er en skandale, at alt for unge mennesker bærer store sække med kartofler på deres spinkle rygge og får ødelagt deres helbred - bare for at nævne et enkelt eksempel. Inti gør et stort og meget vigtigt arbejde her og nyder anerkendelse for det. Gid så det også på sigt vil hjælpe i praksis. Hvis I kender nogle fagforeninger eller andre i Danmark, der vil støtte dette arbejde - så lad mig det endelig vide!
Mange mennesker her taler både spansk og quechua, det indianersprog, som inkaerne talte. I går genoptog jeg min undervisning i quechua. Jeg har holdt den smule jeg kan ved lige i Danmark og kan udveksle lidt på quechua med folk. Det åbner for hjerter og kontakter på en fornøjelig måde.
Håber, at foråret snart kommer til Danmark.
Kærlig hilsen
Elsita - som mange kalder mig her.
Luz Marina med tærte til Avelinos fødselsdag
Paaskesoendag den 23/3 - 2008
Kaere Alle!
Saa er jeg her igen for at fortsatte beretningen om paasken herovre.
Skaertorsdag var jeg inviteret til Luz Marina, leder af Inti, for at spise sammen med hendes familie. Denne dag er der tradition for at spise 12 retter men uden koed fra firbenede dyr. Vi lagde ud med suppe, derefter hovedret: ris med groensagshalloej, risdessert, buddingagtig dessert, to forskelige paaskekager, to slags frugtkompot, og en ting til, som jeg ikke kan huske, hvidvin, chicha morada, kaffe. Resten af den dag behoevede jeg ikke at spise. Luz, Avelino, hendes soen og jeg tog saa paa kirketurné, forstaaet paa den maade, at vi foerst gik til messe i en kirke og derefter vandrede rundt til andre kirker - 7 i alt - i lighed med masser af andre mennesker, kiggede ind, gjorde korsets tegn og gik igen. Det sted, der gjorde staerkest indtryk, laa der en Kristusfigur, paent klaedt paa i broderet skoert. Han laa paa et leje af en masse broderede silkepuder og var forsynet med alle de naglemaerker, saar og blod, som taenkes kan. Folk stod i en lang koe for at roere ved naglemaerkerne paa foederne.
Langfredag blev denne Kristusfigur i en glassarkofag baaret rundt i Cusco's gader ledsaget af hornmusik. Derefter fulgte en Madonna.
Her moedes folk omkring faelles traditioner, som de gar op i med liv og sjael.
Luz og jeg fik ogsaa snakket godt om mange ting vedroerende Inti og Soens Boern.
Inti har faaet et lille hostal, som er en slags danskerkoloni for oejeblkket i hvert fald. De har endnu ikke faaet computer dér, saa jeg bor hos Señor Estrella ligesom sidst, hvor jeg faar al den tekniske suport, jeg kan oenske mig. Hans boern er vokset siden sidst og Diego, der blev foedt, da vi var her sidst, loeber nu rundt og er enorm soed.
Jeg nyder gensynet med folk, jeg kender. Var en hel dag paa Saqsayawoman i gaar, hvor jeg noed vejret. Det er sommer og groent og dejligt her, fyldt med blomster, for ikke at tale om bjergenes skoenhed. Foerst moedte jeg Hector, som beskaeftiger sig med plantemedicin og spirituel healing. Senere moedte jeg ogsaa Chany, en kaer bekendt. Det blev et saerdeles glaedeligt gensyn.
I aftes saa jeg en monolog paa "Janapay", en restaurant, der har et hjaelpeprogram a la Inti. Faldt i snak med skuespilleren, en ung chilener. Han laver gratis teaterworkshops for fattige unge teaterinteresserede.
Maaske kommer han senere paa Inti og laver noget teater sammen med mig. Og der kan maaske vaere nogle unge paa Inti,som kan fortsatte hos René, som chileneren hedder.Vamos a ver - lad os se!
I morgen starten hverdagen paa Inti saa smaaningom.
Hav det godt i det vinteragtige Danmark.
Kaerlig sommehilsener
Else

PS: Soeren Knudsen, der har skrevet i sin gaestebog! Vaer soed og send din mailadresse, saa jeg kan svare dig.
Kristus de los Temblores bæres rundt i gaderne under påskeceremonierne
Langfredag den 21/3 - 2008
Kaere Venner!
Saa er jeg atter i Cusco. Kom hertil for en uge siden og har vaeret rundt og sige "Hej" til kendte folk og steder. Det var totalt skoent at komme paa Inti igen - masser af gensynsglaede! Mange af boernene er blevet et hoved hoejere siden sidst. Og der er kommet en del nye boern.
Det er foerst efter paaskeugen, at jeg gaar igang med arbejdet paa Inti.
Og paaske er her jo for fuld udblaesning, om jeg saa maa sige.
Mandag var der en procession, hvor el Señor de Temblores, en sort Kristusfigur blev baaret rundt i gaderne. For nogle hundrede aar siden, da der var jordskaelv i Cusco, fandt man paa at baere Kristusfiguren ud af Katedralen, og jordskaelvet holdt op. Siden da er han saerlig beskytter af Cusco. Der var fuldstaendig taetpakket af folk i gaderne. Det virkede som om, hele Cusco var paa benene i den anledning. Kristusfiguren havde en flot broderet "nederdel" paa og en tornekrone af guld. Der blev kastet oceaner af roede blomsterblade paa ham, saaledes at han efter en lille tid havde faaet tornekronen daekket og istedet for var udstyret med en hoej roed hat. Der var 42 mand til at baere ham, masser af militaer, straekmarsch og hornmusik. Selv om hele dette skue er til at blive naermest lidt katolsk af, bringer denne sammenblanding af militaer og religion dog nogle uhellige associationer ind i hovedet paa én. Men der skal aabenbart vaere nogle, der lige soerger for lov og orden. I hvert fald efterlader det ingen tvivl om, hvordan den katolske kirke historisk set har funderet sin magt....fortsaettelse foeger
Kaerlig hilsen
Else
Flyveren lægger an til landing i mit elskede Cusco

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

annette mølager | Svar 11.03.2010 23.13

kære Else tak for det store arbejde i gør for børnene i Cusco, hvor er det tiltrængt, var i cusco i år 2000 og nød det ubeskriveligt.
kærlige hilsner
annette m

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

30.09 | 14:09

Hej Maria! De store på 40 cm koster 650 kr. De små på 25 cm koster 425kr. Der kommer prisstigninger, idet en anden overtager salget og der så skal moms på

...
30.09 | 09:02

Hej Else.
Hvad koster dukkerne?
Mvh
Maria

...
29.09 | 13:24

yes - ses

...
29.09 | 10:11

Så ses vi i eftermiddag!

...
Du kan lide denne side