Oplevelser i Peru - Oplevelser i Danmark
Torsdag d. 17/5 - 2007
Kære Venner!
Endnu har jeg ikke fået svar fra medarbejderne i Inti, med henblik på om de vil skrive lidt på hjemmesiden. Jeg tror, at de sandsynligvis gerne vil - men ikke har det fornødne overskud. Flere af dem er ikke skrivevante. Måske føler de en sådan forespørgsel som et pres med forventninger om en hel masse, de skal leve op til. Jeg ved det ikke.
At lære at forstå mentaliteten og motiverne hos folk i en anden kultur er en af de ting, jeg gang på gang har været stillet overfor. Og egentlig er det noget universelt: Vi undrer os over hinandens handle- og talemåder og forstår måske ikke.
Hvis alt bare forløb glat, blev man ikke klogere på noget. Det at sige fra fx, at man ikke har tid eller overskud til en ting, kan jo være svært - hvis man egentlig gerne vil og et eller andet sted synes, at man bør. Det kender man  fra sig selv og kan iagttage hos hinanden.
I Cusco oplevede jeg tit, at folk sagde: Sí, sí !No problema!/Ja, ja, det er ikke noget problem! - samtidig med at det sprang i øjnene, at der ikke bare var ét, men bunkevis af problemer. Sådan er der så meget.

Men bortset fra det, er jeg nu rimelig landet og akklimatiseret.
Her i Danmark fortsætter jeg arbejdet for "Solens Børn", prøver at skabe kontakt med enkeltpersoner, sponsorer og fonde, der interesserer sig for og vil støtte Inti.
I den forbindelse kommer Anne Hedegaard og jeg gerne ud og fortæller om projektet - så sig bare til!
Tlf: 3920 0165 / 4140 5221 eller slagebro@gmail.com

I går havde vi generalforsamling i "Solens Børn", en aften med god stemning og glæde over projektet blandt de fremmødte. Det varmer altid en om hjertet, når folk viser interesse.

Lørdag den 26. maj kl. 12 - 18 sælger Anne og jeg ting for "Solens Børn" på Dansk-indiansk forenings Powwow.
Sted: Birkelundskolen, Herstedvestervej 44, Albertslund.

Hav det godt i denne majmåneds skønhed!

Kærlig hilsen
Else
Fredag d. 27/4 - 2007
Kære venner!
Administratoren af hjemmesiden sender besked om hvor mange, der har været inde på min hjemmeside i løbet af ugen: 473 besøg. Det er rigtig mange på trods af, at jeg jo ikke har skrevet noget i lang tid. 
Så jeg tolker det derhen, at I er blevet "afhængige" af den ugentlige dosis - eller i hvert fald har en vis interesse i om hjemmesiden går videre.

Jeg har tænkt på, hvordan det evt. kan lade sig gøre at føre hjemmesiden videre på en relevant måde og har foreløbig spurgt folkene på Inti, om de ikke kunne tænke sig at skrive lidt derovre fra i ny og næ. Det overvejer de, og jeg afventer spændt deres svar. De skriver jo på spansk, men jeg oversætter med glæde.
Det med at bygge kulturbro mellem Danmark og Peru - eller er det omvendt? - det brænder jeg altså for!
Jeg kan også til skrive lidt til dem - en español - og lægge nogle billeder fra Danmark ind i fotoalbummet.
Endvidere kan jeg holde jer opdateret med hensyn til arrangementer i støtteforeningen "Solens Børn".

A propos "Solens Børn":
Den 16/5 kl 19 er der årlig generalforsamling på Rathsacksvej 30, Frederiksberg. Efter de formaliter, der hører til generalforsamlingen, holder Jens Laurids Sørensen lysbilledforedrag. Jens var med til at grundlægge projektet. Anne og jeg vil også være der + de øvrige medlemmer of bestyrelsen: Frederick og Annette. Andrés og Julie er i England. Der er kaffe, the og kage bagefter.
Vi har brug for nogle mennesker i "Solens Børn", som kan fremstille ting til salg på markeder og gerne tage med på marked en gang i mellem. Er det dig? Eller har du andre ideer til, hvordan du kunne støtte med dine specielle talenter og interesser?

Til efteråret tager Anne igen til Inti og kan så bruge siden her til rejsebreve.
Det kan også være, at nogle af jer gerne vil skrive om ideer til, hvordan man bygger kuturbro, om hjælpearbejde i den 3. verden, om hvordan man skaffer økonomiske støttemidler, om lidt livsfilosofi til dagen og vejen eller noget helt 17. Det ville jo være skønt.
Hvis I har noget på hjerte, så send gerne en mail til mig på: slagebro@gmail.com
Om ikke andet, så brug gæstebogen flittigt.

Men derudover har det været langt sværere at vende hjem end at rejse ud. Jeg har haft rigtig svært ved at tage fat i "håndtaget til tilværelsen" igen.
Det er jo vidunderligt med det danske forår, anemonerne og bøgen, der så tidligt er ved at springe ud - for ikke at tale om de lyse nætter, der er ved at indfinde sig. Det er skønt at se familie, venner og bekendte igen. Jeg glæder mig over København og ser de goder, vi har i dette land. Jeg nyder at være i min lejlighed og sove i min egen seng. Jeg er begyndt at arbejde igen. Så hvad er problemet?

Måske det med at få alt, hvad jeg har oplevet, komprimeret til at blive en del af mit væsen HER & NU. Ikke bare tænke tilbage og længes eller tænke frem: at nu er der heldigvis kun 11 måneder, til jeg skal derover igen. Da jeg kom hjem var der 12! Den slags er jo helt sygeligt og berøver én at evnen til at leve i nu'et. Jeg føler mig hjemme to steder. At være både hér og dér. Det er den kunst, jeg øver mig på. Er der nogen, der har et godt råd?

Apropos råd! Så er min betalingsbalance helt ude af balance. Jeg har brug for noget mere arbejde. Har du - eller nogen, du kender - lyst til/brug for undervisning i sprogformning/sprogterapi?
Eller har du kendskab til et andet arbejde, der kunne være noget
for mig?

Jeg har mærket, at min krop skulle vænne sig til ikke længere at være i højden, men tæt på havets overflade på den måde, at jeg fik lidt mere vand i kroppen. Desuden har det voldt mig vanskeligheder at sove kl 23-24 og ikke klokken 3 om natten.
Kærlig hilsen
Else
Tirsdag d. 3/4 - 2007
Kære Venner!

Så er jeg atter i Danmark efter en helt utrolig tid i Peru. Rejsen gik planmæssigt.
Straks i Kastrup bemærkede jeg, hvor tyst og roligt her er. København er velordnet, pæn og ren. Og så det skønne forårsvejr. Dette nordiske forårslys er helt særligt.
Foreløbig har jeg været sammen med alle mine børn og to af mine børnebørn. Det er jo rigtig skønt at se dem igen.
Det tager sin tid at få rykket døgnrytmen, men jeg arbejder på det. Det tager nok også sin tid at lande helt.

Det har været en glæde at skrive disse sider.
TAK TIL ALLE JER, der har fulgt mine oplevelser.

I er mere end velkomne til at støtte Inti - se i menuen: Støtte til Inti. 

Kærlig hilsen
Else
Tirsdag d. 27/3 - 2007
Kaere venner!
Saa er jeg paa vej til Danmark. Jeg sidder ved computeren paa Hotel Faraoni i Lima og skriver. Ankom hertil i gaar eftermiddags, efter en vemodig afsked med alle dem, jeg er kommet til at holde saa meget af i Cusco. Vi var enige om, at det ikke er et farvel, men paa gensyn om et aar.
Her i Lima er det meget fugtigvarmt, saa jeg tilbragte et par timer paa stranden ved Stillehavet, som har brede, brede doenninger, virkelig et verdenshav. Stranden bestaar af rullesten, der har faet kanterne slebet af havet. Jeg tog solbad og saa paa surfere og paa paragliding. Der er lodrette bjergsider taet paa stranden, som udgoer et godt sted for paragliding. Vejen til stranden er med palmer og andre eksotiske traer, som paa hjemvejen var der fyldt med smaa sludrende graalige papagoejer, og en enkelt stor groen papegoeje. Man skal lige vaenne sig til, at papegoejerne kan leve i det fri og ikke kun i bur og i zoologisk have.
I dag har jeg vaeret paa guldmuseet, hvor der er de utroligte ting i guld fra kulturer, foer spanierne kom hertil. Der var ogsaa saerdeles velbevarede mumier, vaaben, tekstiler og keramik. Der var fx en mumie af en kvinde i fosterstilling - for at fremme genfoedsel - og ved siden af i en lille kasse et lille bitte barn.
Trafikken i Lima er voldsom. Det er en by paa 9 millioner indbyggere. Taxachauffoeerne dytter og raaber af hinanden: "!Qué tipo!" - "Sikke en type!". Men de koerer selv ligesaa fraekt.
Jeg vil gaa til stranden igen. Den ligger taet ved mit hotel. I aften vil jeg spise "cebiche", fisk og skaldyr marineret i citron. Og saa ellers proeve at sove tidligt. I nat skal jeg nemlig op kl. 3 for at vaere i lufthavnen kl 4. Mit fly til Miami letter kl. 6.30, men der er lang check-in tid. I Miami skal jeg vente 4 timer paa flyet til London. Hertil ankommer jeg torsdag morgen. Igen ventetid paa flyet til Koebenhavn, hvor jeg lander kl. 12.55, om alt gaar vel.
Jeg glaaeder mig meget til at se jer allesammen igen og til det danske foraar.
Kaerlig hilsen
Else
Torsdag d. 22/3 - 2007
Kære Alle!

Egentlig havde leget lidt med tanken om at droppe Machu Picchu, fordi ALLE tager dertil. Så kunne det jo være lidt sjovt at have boet i Cusco i lang tid UDEN at se Machu Picchu. Men heldigvis lod jeg det blive ved tanken og tog afsted med tog mandag morgen kl. 6.
Vel ankommet til Aquas Calientes, hvor jeg skulle overnatte, begyndte det at regne kraftigt ved middagstid. Det regnede så uafbrudt ind til tirsdag morgen. Jeg skulle have tilbragt noget af eftermiddagen i bade fra varme kilder. Men der var lukket på grund af rensning af bassinerne. Hvad laver man et fremmed sted i styrtende regnvejr? Jeg tog et langt varmt brusebad i mit private badeværelse på hotellet og fik massage af en kvinde med rigtig gode hænder. Og ellers sad jeg på forskellige restauranter og hang ud. Men det var OK. Jeg rustede mig til, at det måske blev noget begrænset, hvor meget jeg ville komme til at se og opleve af den storslåede natur, hvis regnen forsatte, hvad den godt kunne finde på - i følge de lokale - det var ikke til at vide på denne årstid.

Men tirsdag morgen holdt regnen op, da jeg kørte med bussen gennem mange hårnålesving op ad bjerget til Machu Picchu. Det er en inkaby, der står helt intakt, bortset fra at tagene mangler. Den ligger højt oppe omgivet af de flotteste meget stejle og meget grønne bjerge. Klima og vegetation er jungleagtig og frodig. Skyerne lang først lavt mellem bjergene, men efterhånden brændte solen igennem, og skyerne lettede op over bjergene og himlens blå kom frem. En guide viste rundt og fortalte rigtig godt om stedet og inkaerne.
Midt på formiddagen var rundvisningen slut, og vi kunne gøre, hvad vi ville. Jeg ville bestige et bjerg, der hedder Huayna Picchu. Det var hårdt og gav sved på panden, men var absolut umagen værd. At stå på toppen af og se ned på Machu Picchu og alle de hårnålesving, vi havde kørt ad, var en fuldstændig betagende oplevelse. Jeg havde en god "plads på toppen", så længe det varede. Heldigvis var jeg gået tidligt derop, for der kom mange mennesker, og da det begyndte at blive lidt trangt "på toppen", gik jeg ned igen og tog bussen til Aquas Calientes.
Her gik jeg til de varme bade, som nu var åbnet igen og tilbragte en times tid i internatonalt selskab: Talte tysk med en kvinde fra Østrig på min ene side, dansk med en nordmand på min anden side, spansk med dem overfor og indimellem engelsk med nogle andre. Vi slappede af med hovedet over vandskorpen i det varme vand. Det var velgørende ovenpå bjergbestigningen. Senere tog jeg toget tilbage til Cusco.

Og nu står alt ellers i afskedens tegn. I går aftes spiste jeg middag med medarbejderne på Inti i. I morgen siger jeg endeligt farvel til børn og voksne. Vi skal have chokolade og en stor tærte, som jeg har bestilt i dag.
Mit fly letter mandag ved middagstid. Tirsdagen tilbringer jeg i Lima. Onsdag morgen meget tidligt flyver jeg til Miami, dernæst London og så omsider København, hvor jeg - om alt går vel og planen holder - lander i Kastrup torsdag klokken 12.55.

Kærlig hilsen
Else
Søndag d. 18/3 - 2007
Kære Venner!
Nu har jeg også været i Paradis! I hvert fald havde jeg den følelse, da jeg kom til Chillcachaca. Det var som at se verden på ny. Hele vegetationen var tropisk, jungleagtig, med jeg ved ikke hvor mange forskellige arter. Skovbunden var dækket af blomstrende "Flittig Lise'r", der hang lianer ned fra træerne, der var adskellige blomstrende hawaiblomster i buskstørrelse, kaffe og tebuske. Turen dertil var også meget varieret: Først små marker, der ligner kludetæpper i alle afskygninger af grønt. Så kørte vi i utallige hårnålesving op i 4.200 meters højde til et pas, hvor der lå en lille kirke. Her var koldt og fugtigt. Der var en del skyer, men ind imellem fik vi lige et kig til "Veronica", et majestætisk snedækket bjerg på ca. 5.500 meter. På nedturen "hårnålede" vi os gennem områder med stride græstotter og mos. Senere kom der buske og til sidst denne overdådige frodighed, samtidig med at det blev varmere og varmere. Mange steder var der rivende vandløb ud over vejen, som vi måtte forcere. - At rejse er at leve! 
Vi boede i et stort gammelt hus, der tilhører Luz Marina, leder af Inti. Hun har tidligere boet der sammen med sin mand, der døde for to år siden. Hendes mand, Avelino, var kendt af mange mennesker for sin kamp for bøndernes rettigheder. Der hører et stort areal til med skov og tebuske, som hendes svoger nu passer. Et stykke nede hører man floden, hvor vandmasserne vælter sig af sted i stride strømme.
Spise/køkkenhuset har adobevægge i råt ler og lerstampet gulv med en enlig elektrisk pære til belysning. Ildstedet i køkkenet er åbent, og jeg kunne sidde på en træblok og se på, medens Rosso, der er kok, lavede mad. Hyggeligt! Naboer kom på besøg, så jeg fik igen glæde af mine få quechua-sætninger.
Dagen efter kørte vi til Quillabamba, den største by i distriktet, fyldt med træer og blomstrende buske. Der var HEDT og fugtigt, så vi bevægede os langsomt rundt i gaderne. Næste dag regnede det, rigtig troperegn, og vi kørte atter til Cusco. Inden vi tog afsted, havde vi til morgenmad fået spagetti, kylling og tomatsauce, dernæst kaffe af egen avl, friskristet og friskkværnet, med brød og småkager. Så var bunden ligesom lagt!
Chillcachaca er et meget fattigt område, som de unge tager væk fra, fordi der ikke er nogen fremtid for dem dér. Mange tager fx så til Cusco og lever i elendighed, fordi der simpelthen ikke er arbejde at få. Vi var på besøg hos nogle naboer. Det var som at blive rykket et par hundrede år tilbage i tiden. Folk bor virkelig primitivt, ikke noget med vinduer. Der er også problemer med drikkevandet.
"Solens Børn", den danske støtteforening for Inti, har også som formål at støtte i Chillcachaca. Spørgsmålet er, hvordan vi griber det an. Men en proces a la den, jeg oplevede i Challabamba i sidste uge, til forbedring af levestandarden, kunne være et første skridt, så de unge ser en mulighed i at vende tilbage. Dernæst en skole, så folk kan bo der med deres børn. Luz Marina og jeg skal have et møde med Willem - hollænderen, der står bag udviklingsprojektet i Challabamba.
I den forløbne uge har jeg afsluttet min undervisning på Inti. I morgen tager jeg toget til Macho Picchu og ser den ruinby, der tiltrækker flest turister -kommer tilbage igen tirsdag aften.
Desværre har jeg mistet mit kamera, så der bliver ikke flere billeder. Men når det endelig skulle ske, er det jo heldigt, at det først skete på dette sene tidspunkt. 
Kærlig hilsen og hav det godt!
Else
Søndag d. 11/3 - 2007

Kære Venner!
Så har jeg været ude i eventyret: det vilde og autentiske.
Det vilde på den måde, at naturen er så dramatisk. Jeg var jo i Challabamba sammen med Willem, herboende hollænder, gift med en cusqeña. Vi kørte i hans kraftige 4-hjulstrukne Nissan med store hjul og høj bund. Han kørte rigtig godt ad de små snoede veje på bjergsiderne, hvor det gik lodret op til den ene side og lodret ned til den anden. Vejen var smal, og der var ikke noget med autoværn eller den slags. To biler kunne ikke passere hinanden, men ind i mellem var vejen lidt bredere, så den ene kunne holde ind til siden. Nogle steder var vejen sprængt ind i bjergsiden. Udsigten var jo fantasisk Vi kom også gennem områder med stærk erosion, hvor alt virkede afsvedet, selv om det er regntid. Man forstår, at her opstår der ekstrem fattigdom. Der var ikke mange græsstrå for dyrene at gnave i, og folk søger væk.
I Challabamba var der en workshop omkring projektet med forbedringer i landområderne, som jeg skrev om i sidste rejsebrev. Der var et stort antal mennesker: Borgmestre, diverse andre repræsentanter for myndigheder og institutioner og repræsentanter for de bønder, der havde deltaget. Der blev brugt megen tid på høflighedsfraser. Indholdsmæssigt var det interesant for mig at høre Willem gennemgå ideer og realiteter i projektet, og hvorfor det havde været en succes. Vi blev beværtet med stegt ørred, violette kartofter, majs, ris og salat. Man får en ske og spiser så ellers med fingrene. Det smagte godt.
Om aftenen kørte vi afsted til det autentiske: Lali, en lille landsby ca 2½ times kørsel fra Challabamba, der de største by i et kæmpeområde. 2½ times kørsel om alt går vel. Men det gjorde det ikke! Der var jord- og stenskred ud over vejen. Heldigvis var bilen fyldt op med gode folk, der i løbet af en times tid fjernede det værste, så vi kunne passere. Mange steder kørte vi gennem rivende vandløb, der løb tværs over vejen og ned i dybet på den anden side. Vi var fremme kl 22 om aftenen. Der var bælgragende mørkt, ikke noget med elektricitet og den slags moderniteter, men der var en mand med en lommelygte, som viste os tilrette.
Næste dag gik vi så på "sightseeing". Lali ligger på en bjergside ikke langt fra junglen. Der var utrolig smukt og frodigt. Men det er ikke et sted, hvor der kommer turister, så både voksne og især børn kiggede længe og indgående på mig og mine blå øjne. Men alle var søde og venlige, og efter den første generthed grinede de og ville gerne snakke med mig og høre om, hvor jeg kom fra. Vi spiste morgenmad bestående af stor portion kogte hvedekerner og kartofler i suppe og noget kød. Dernæst et krus meget vesmagende te. Måltidet blev indtaget i et af husene med lerklinede vægge, lergulv, ingen vinduer - kun det lys, der kommer ind fra den åbentstående dør, marsvin på gulvet og et par høns, der kom ind og pikkede efter et par korn på gulvet.
Der var mange folk fra nær og fjern, der var kommet for at deltage i festen, hvor der blev uddelt præmier til de folk, der efter et dommerpanels afgørelse, havde gjort den bedste indsats i projektet. Folk var klædt på til fest.
Jeg blev spurgt, om jeg ville være madrina/gudmoder være for en dansegruppe. Det indebar, at jeg betalte en præmie til dem og blev klædt på i traditionel nederdel og kvindehat og fotograferet sammen med dem. Det ville jeg gerne. "Min" dansegruppe havde folk, der blæste i konkylier. Det var fedt. Senere blev jeg tilbudt at tykke kokablade, drikke pisco/lokal brændevin og chicha/majsøl med folk. Jeg holdt mig til kokabladene (som ikke har noget med kokain at gøre) og en særdeles velsmagende ikke-alkoholisk ferskendrik.
Jeg blev inviteret hjem til et par familier, der boede langt fra Lali, og fik også ægteskabstilbud fra unge og yngre mænd. Alderen betyder åbenbart ingenting. Men de tror helt sikkert, at en "gringa" er fuld af penge, og det er hun jo også i forhold til dem. Jeg sagde, at jeg ville spørge Rebekka, mit barnebarn på 14 år, om det skulle være noget for hende. Det havde vi meget sjov ud af.
På vej tilbage til Cusco kørte jeg med en anden bil. På et tidspunkt tænkte jeg: Her sidder jeg på bagsædet i en bil med ukendte mænd et ukendt sted i Sydamerika. Det kunne være en kriminalgyser. Men det var det ikke. De var søde og venlige, og jeg følte mig ikke utryg på noget tidspunkt. Vi kom til Cusco i går ved midnatstid.
I dag har jeg været i bad og har vasket hår. Jeg skal have vasket alt mit tøj, for jeg fik nogle loppestik i Lali. De har jo en noget anden hygiejnisk standard, end vi er vant til i Danmark.
Men turen var fantastisk og absolut et par loppestik værd!
Kærlig hilsen
Else

Onsdag d. 7/3 - 2007

Kære venner!

Disse glade drenge er 4 af de 6 udviklingshæmmede, som jeg har til sprogformning. Det er en sand glæde at arbejde med dem. De er så hengivne og tager så godt imod. Cirilo, der er lærer for de udviklingshæmmede, gør et virkelig godt stykke arbejde. Det er ellers ikke fordi det er nemt at være handicappet i Peru. Jeg mødte en dansk pige, som havde arbejdet som frivillig på en institution, og som oplevede, at holdningen overfor de handicappede var umenneskelig. Der er ikke noget, der hedder støtte fra det offentlige. Hvis du ikke kan betale, og det kan 70% af befolkningen ikke, er det bare ærgerligt for dig og dit handicappede barn.
Forleden dag mødte jeg en demonstration af festligt klædte mennesker. De var kommet fra landet ind til Cusco for at protestere mod privatisering af et område, der også omfattede deres kirkegård. 
I morgen og indtil søndag skal jeg på besøg i Challabamba, der har været med i et udviklingsprojekt efter princippet "bonde-til-bonde", altså IKKE baseret på, at eksperter kommer og fortæller folk, hvad de skal gøre. Projektet har stort set ikke kostet noget ud over folks eget arbejde for at forbedre deres forhold, såsom at forsyne deres køkkener med en skorsten, så husene og lungerne ikke bliver fulde af røg - hver familie har bygget toilet et stykke fra deres hus - rensning af vand for at undgå parasitter -såning af træer for at forhindre erosion - anlæg af terrasser, køkkenhaver, damme med ørreder osv. Altsammen forskellige tiltag, der har forbedret deres økonomi og livskvalitet. Challabamba ligger 5 timers kørsel fra Cusco. Jeg skal følges med en herboende hollænder, der har stået for projektet. På fredag bliver holdt et møde om erfaringerne, og på lørdag bliver der ofret til Pachamama/Moder Jord og holdt fest.
Og ellers er jeg jo nærmest på "nedtrapning". Der er mindre end 3 uger, til jeg skal rejse hjem. Det bliver dejligt at komme til Danmark, og det bliver svært at sige farvel til Peru.
Kærlig hilsen
Else

Torsdag den 1/3 - 2007

Kære Alle!

Den lille fyr på billedet er 6 år og hedder Silvestre . Han kommer ind på Jack´s Café, hvor jeg  jævnligt spiser, for at sælge små dukker. Jeg har allerede købt 6 af dem, men han kommer troligt og spørger hver gang, han ser mig. Han accepterer et afslag til forskel fra en del andre sælgende børn, der er irriterende og anmasende , så vi snakker jævnligt sammen. Hans mor sidder på det modsatte hjørne og sælger ting. På mandag skal han i skole i 2. klasse, så er sommerferien slut. Han sælger ikke hele dagen, men leger også.
På restauranterne her er der forøvrigt en skik, som jeg ikke er stødt på i Danmark: Hvis man ikke kan spise op , kan man få sin mad, selv suppen, med hjem i en plastispose. Til hunden! Ofte får man også betydelig mere mad her end i Danmark. Hvis man bestiller en menu, hvad der er det billigste i forhold til a la carte retter, får man tit 1) en "entrada" fx salat, 2) en "sopa", 3) en "segunda" fx kyllingstykker med grønsager og ris, 4) en "postre"/dessert fx frugtgrød med kanel.


I søndags var der jo karneval her i Cusco, og jeg ville tage billeder. Da jeg kom der første gang, var det ikke begyndt, og da jeg kom der senere, var det forbi, så det kom der ingen billeder ud af. Til gengæld dristede jeg mig til at tage et billede bagfra af nogle fyre med lange rør, der fungerede som vandkanoner. De så mig heldigvis ikke. Senere mødte jeg  dog min skæbne i form af nogle andre fyre , der gav mig en gang skum med deres sprayflasker . De var dog skånsomme overfor mig i forhold til, hvordan de gik til hinanden og andre unge. Tak for det!
                 

Men derudover har jeg tilbragt en del tid i min seng, eftersom jeg igen er blevet syg. Først bihulebetændelse , som blev til bronchitis , som var på vej til at blive lungebetændelse . På dette tidspunkt fik jeg lægehjælp i form af antibiotika via drop det første døgn  og som tabletter de næste 7 dage . Jeg havde håbet på at slippe for antibiotika'en, fordi det tager sin tid at komme ordentligt til hægterne igen. Men sådan skulle det ikke være. Lægen mente, at det at skulle omstille sig til at leve i 3.300 m's højde, kombineret med en helt anden kultur og en del arbejde og min alder, har undergravet mit immunsystem. Det kan han sikkert have ret i . Det har været en hektisk og meget begivenhedsrig tid.
Så i denne uge har jeg ikke kunnet arbejde. Eftersom jeg bliver nødt til at prioritere mit helbred, har jeg besluttet mig til at uddelegere mit meget energikrævende teaterprojekt - cirkusnumre - med børnene til 4 hollandske piger, der er kommet som frivillige på Inti. Den ene har beskæftiget sig med skuespil, de skal være der i et par måneder, og de vil gerne. Så vil jeg tage det mere roligt med sprogformning med de udviklingshæmmede og undervisning af de voksne.
Fordelen ved at "blive lagt ned"  er, at der bliver tid til eftertanke. Det kan være svært at finde en god balance mellem arbejde, oplevelser og "koncentreret ingenting". Så lige nu har jeg  intensiv gang i "koncentreret ingenting".
Jeg går egentlig ikke specielt ind for "smileys", men jeg syntes ligesom, jeg skyldte jer noget på grund af de udeblevne karnevalsbilleder. Derfor!
Hav det ligeså godt som jeg prøver på igen at få det!
Kærlig hilsen
Else

Torsdag d. 22/2 - 2007
Kære venner!
I søndags var jeg til karneval i Písac, en lille by ca en times kørsel herfra. Jeg fik en god plads på en balkon på første sal på en café, så jeg havde frit udsyn over hele pladsen, hvor det foregik. Der var en danseplads, hvor mange grupper på 8 - 12 dansende viste, hvad de kunne, klædt i deres farvestrålende dragter. Der var også en kamp i gang mellem børn og unge, der kastede vandballoner og oversprøjtede hinanden med skum fra spraydåser. Med passende - eller upassende mellemrum - forvildede der sig vandballoner ind i mængden af tilskuere til dansen. Men folk tog det med godt humør. Desværre havde jeg ikke mit kamera med den dag. På søndag er der karneval her i Cusco, så må jeg se at få gjort noget ved det med billederne.
Hverdagen går i rolig rytme med teaterarbejde og undervisning. Stemningen på Inti har skiftet på den måde, at der er mindre stress og uro end før jul, hvor det var usikkert, hvor vi skulle flytte hen. Det mærkes tydeligt, hvor vigtigt det er med lidt tryghed i tilværelsen. Tryghed i tilværelsen er her jo ikke så meget af. 55% i Cusco lever i ekstrem fattigdom.
Jeg har lige været "oppe at slås" med folk på turistkontoret. Normalt skal turister betale en masse dollars for at besøge museer og Saqsaywaman -ruinerne i bjergene, hvor jeg tit tager op for at være i naturen og slappe af. Denne turistbillet gælder i 10 dage. Det kan jeg ikke rigtig bruge til noget, eftersom jeg arbejder til hverdag og er her i så lang tid.
Det er så hidtil lykkedes mig at få et papir, hvor der stod, at jeg havde fri adgang, ligesom folk, der bor her fast. Men dette papir skal fornys en gang om ugen. Det tager tid for både dem på kontoret og mig. Længe leve byrokratiet! I dag fik jeg så et papir gældende til den 11/3 med besked om ikke at vise mig der igen. Jeg skal først hjem den 26/3, så det ender nok med, at jeg må købe en turistbillet til den sidste tid, hvor jeg ikke arbejder, men netop skal se mig lidt omkring.
Når jeg går rundt i gaderne her, mærker jeg bestandig, hvor meget jeg holder af denne by - på trods af turistkontoret - men det gør jeg jo også af København. - Jeg hører forøvrigt, at Danmark liger begravet i sne!
I går, da jeg så mig i spejlet, konstaterede jeg, at mine øjne var blå. Det plejer de jo at være, så det var der ikke noget mærkeligt ved. Men det gik op for mig, at jeg i den grad har vænnet mig til sort hår og mørke øjne.
Kærlig hilsen
Else
fredag d. 16/2 - 2007

Kære Venner!

Denne lille baby-alpaka var slet ikke til at stå for. Jeg mødte den nær Saqsaywaman, det sted i bjergene, hvor jeg jævnligt går op for at nyde naturen.
Og ellers går hverdagene med teater på Inti og undervisning i antroposofi.
I haven på Inti er der en tam papagøje. Vi giver den mad, fx et stykke grønsag. Den holder maden i sin ene klo, medens den spiser. Af og til slår den en kolbøtte rundt om grenen. Hvis der er nogen, der griner, efterligner den latteren, hvad der får folk til at grine mere, hvorefter papegøjen slår en endnu højere latter op osv. Det er meget fornøjeligt.
Jeg har brugt en del tid på fondsansøgninger for at skaffe penge til at købe eget hus til Inti. Håber det giver pote før eller siden.
Jeg går jævnligt ud og hører musik på "Kamikase", et sted, hvor der er levende musik hver aften kl 23-24. Det er lidt sent, men "bedre sent end aldrig", og jeg møder først klokken 10.30 på Inti. Det er forskellige grupper, der spiller, men de er alle totalt musikalske. Disse hæse fløjter og inciterende rytmer, passer godt til mig. Jeg beundrer meget, hvordan de får udtrykt en masse følelse gennem deres stemmer. En nat var jeg også på diskotek - noget skal man jo foretage sig, selv om man er i bedstemorsalderen.
I week-enden tager jeg nok til Písac for at se på dansende grupper i forbindelse med karnevallet.
Hav det godt - det har jeg!

Kærlig hilsen
Else

Torsdag d. 8/2 - 2007

Kære venner!

I søndags var jeg i Chinchero, en by, der ligger en lille times kørsel fra Cusco. Man kører højt op i bjergene, som om man virkelig skal helt op på toppen af verden. Landskabet er så smukt med "patchworktæpper" af marker i forskellige grønne farver - kartoffelmarker, der blomstrer i hvidt og kraftigt lilla - små grise, der helt åbenbart lever et godt liv - et par lamaer hist og pist - og bjergtoppe med evig sne. Jeg bliver som sædvanlig lykkelig og taknemmelig, når jeg ser bjerge med evig sne.
Det minder mig om en replik, som et af mine børn sagde for længe siden, men som jeg stadig kan høre for mit indre øre: "Jamen mor, du bliver jo lalleglad bare du ser et træ!" Der er noget om det.
Der er mange ting, som gør mig "lalleglad" her, bortset fra, at jeg selvfølgelig også ind imellem kan få lyst til at løbe skrigende bort. Jeg kan godt nok ikke lige huske nogen af disse ting i øjeblikket, men mon ikke de dukker op igen?
Jeg er startet med undervisning i antroposofi, pædagogik og maling for en ny gruppe af interesserede lærere. Da jeg skulle hente vand til at skylle pensler i, var der ikke noget vand! Det sker af og til her i Cusco. Heldigvis stod der en keddel med vand -  troede jeg. Det var imidlertid urtethe, men hvad gør man? Vi skyllede pensler i urtethe, og det blev billederne og humøret ikke dårligere af.
Jeg underviser også stadig medarbejderne på Inti i pædagogik. Desuden er jeg startet på nyt teaterprojekt for de store børn - noget cirkushalløj, som vi improviserer frem, og noget tegning for de små. Men de små vil også gerne lave teater, så jeg tror, vi måske laver en cirkusforestilling med børn og voksne i midten af marts. "Vamos a ver", som vi siger her. Det betyder: "Lad os nu se!"
Karnevallet er over os i hele februar måned. Det indebærer, at især unge mennesker og børn skyder med vandpistoler og kaster små balloner fyldt med vand efter hinanden. "Kinesisk skum" bliver også brugt til at smide efter hinanden. Ingen er fredet, så man må se sig for, at man ikke havner i en skudzone!
Kærlig hilsen
Else

Torsdag d. 1/2 - 2007
Kære Venner!
Den sidste ugestid har stået i afskedens tegn. I søndags spiste Anne og jeg afskedsmiddag hos familen Estrella, som vi bor hos. Mandag lavede Anne afskedspizza til børnene på Inti og i går onsdag bagte hun afskedskanelsnegle til børnene. Pizza og kanelsnegle er blevet en tradition, før hun rejser hjem. Om aftenen spiste vi afskedsmiddag på Inti, og i formiddags gik vi på café og spiste afskedsmorgenmad. I eftermiddags i lufthavnen i Cusco drak vi afskedsjuice. Anne tog så afsted til Danmark, og jeg er alene her.
På mandag starter jeg nyt klovneprojekt på Inti med nogle af børnene, mens jeg genbruger "Musen og løven" fra før jul med andre børn. Der er kommet så mange nye børn, som har set dukkerne til dette spil og er nysgerrige efter at finde ud af, hvad det går ud på.
Lige nu er det ved at mørkne over bjergene, gadelysene er tændt op ad bjergene. Det minder mig om forleden dag, hvor Anne og jeg sad på Plaza de Armas på trappen foran katedralen og så solen gå ned bag bjergene. Stenene på trappen var varme efter solskinnet dagen igennem. Vi sad der længe, indtil mørket faldt på, og himlen blev midnatsblå, som de er ved at blive nu.
Kærlig hilsen
Else
Fredag d. 26/1 - 2007

Kære Alle!

Sidst skrev jeg, at det ikke regnede specielt meget, selv om det er regntid. Den slags skal man åbenbart ikke udtale. Få timer efter kom der et frygteligt haglvejr med kæmpestore hårdtslående hagl, der ødelagde en masse tagplader rundt om i byen. Også på Inti og her i "La casa de la abuela/bedstemoderens hus" blev der slået hul i taget. På Inti kom der en del vand og skidt ned ad de nymalede vægge. Men tingene er ved at være ordnede igen. Rundt om i byen ligger der pulveriserede rester af tagplader.
I går aftes nåede Anne og jeg lige inden for døren, før det bragede løs med lyn, torden og regn i stride strømme. Gaderne forvandles til strømmende floder. Man forstår, hvorfor der mange steder er cementgrøfter og hvorfor kantstenene til fortovene er så høje, enkelte steder næsten ½ meter.
Men bortset fra det skinner solen lige nu. Bjergene er skønne, grønne og himlen er blå.
På Inti er vi stadig i gang med intensivt kursus for medarbejderne. Det sætter gang i tankevirksomheden, og folk tager godt imod det.
Anne er i fuld gang med at instruere i brugen af symaskinerne på værkstedet, før hun tager hjem om en uge.
Vi har arbejdet på at hjælpe med systematik og orden i de ting, som de oplagrer - og det er ikke småting. De gemmer stort set alt, man kunne jo få brug for det. Det er lykkedes for os at få en del ubrugelige ting smidt ud. Masser af tingene havde de glemt alt om, så det er jo bare døde ophobninger, der står og fylder og gør det hele uoverskueligt. 
Det med at organisere, tilrettlægge rationelt, have lidt mødekultur, slukke sin mobil og lignenede, ligger det tungt med her. Folk arbejder rigtig meget og i lang tid, men undertiden kan det for en kølig dansker være lidt svært at se, at de egentlig laver noget, eller i hvert fald synes man, at det dobbelte nemt kunne gøres på den halve tid. Men de tager sig god tid til at snakke med enhver, der kommer forbi, så stemningen er god og hjertelig. Det er godt nok lærerigt at leve i en anden kultur.
Bare det at gå 50 meter hen ad en gade byder på jeg ved ikke hvor mange tilbud: Du kan mod betaling tage et foto af to kvinder i folkloristiske dragter med hver sin lama. Du kan tage et foto af et barn i en tilsvarende dragt med et næsten nyfødt lam under armen. Så får du tilbud om massage, pedicure og manicure oppe på første sal. Du kan købe billeder af en ung kunstner: "it's my work", bortset fra, at det ikke er kunst, og at det er de samme billeder, de allesammen forsøger at sælge. Så er der en mamacita, der vil sælge dig vævede bånd og hende, der vil sælge malede kalabasser. Ham, der står med en plasticbøtte til mønter i den ene hånd medens han spiller den samme melodistump rigtig dårligt. Folk, der vil sælge cd'er med andinsk musik, smykker, krystaller, strikkede huer, slik, inkacola, kaktusfrugter, empanadas (brød med fyld). Endelig er der dem, der bare tigger i al almindelighed. Foran en berømt tolvkantet inkasten, lod jeg mig fotograferede sammen med en udklædt inka (se i mit fotoalbum).
I starten virkede det helt overvældende, men man lærer hurtigt at sige nej, ellers kan man ikke eksistere her. Samtidig er det fortvivlende og oprørende, at et land med så mange rigdomme ikke kan få gjort noget for sine mange fattige. Som udlænding kan man jo ikke løse Peru's sociale problemer. Vedrørende turismen: Der er nogle få, der tjener rigtig meget, nemlig ejerne af de dyre hoteller, de luksuøse turistbusser osv. Og så er der hele den enorme mængde af folk, der lever på gaden og kæmper for at skaffe penge til det næste måltid ved at forsøge at sælge de samme ting, som alle de andre også forsøger at sælge. Sådan er der så meget.
Hunden på billedet er Ursu, kommende vagthund på Inti. Foreløbig "græder" den, hvis den skal være alene, så den kommer med en medarbejder hjem om natten. Den er som alle hvalpe sjov, legesyg og svær at fotografere, fordi den er i konstant bevægelse, hvis den da ikke lige sover.
Kærlig hilsen
Else

Fredag d. 19/1 - 2007
Kære venner!
På Inti er det flytteræset til det nye hus overstået. Der er malet og taget er repareret dér, hvor det regnede ind. Haven er blevet luget for det værste. Værksteder, opholdsrum, og kontorer er næsten færdigindrettede. Evalueringen af sidste år er overstået, og på lørdag laver vi en tidsplan over kommende aktiviteter.
Tirsdag, torsdag og lørdag i denne og næste uge holder jeg et intensivt kursus i Steiners menneskebillede for medarbejderne. Anne står for maling. De har taget rigtig godt imod det, så det er en glæde. I februar og marts fortsætter jeg én gang om ugen med undervisning i pædagogik. Som kunstnerisk aktivitet ønsker folk at lave teater, så vi skal lave noget med klovne.
Huset ligger jo i et andet kvarter, så der er kommet en del nye børn. Det er ved at blive organiseret, at de små fra det gamle sted også kan komme.
Det nye hus er dejligt stort og haven betyder meget. Der er blommer, æbler og nogle kirsebæragtige bær. Anne og jeg tegnede med børnene i går.
Anne rejser hjem den 1/2. Efter den tid kommer jeg udelukkende til at tale spansk, men det er ikke noget problem. Når folk taler mange indbyrdes, kan det være svært at følge, men ellers går det godt med både at forstå og udtrykke mig. I starten kunne jeg godt få sommerfugle i maven over, om jeg nu kunne klare det spanske. Men jeg tænker faktisk ikke noget særligt over det længere. En gang imellem mangler jeg selvfølgelig nogle ord på spansk, men "nød lærer nøgen kvinde at spinde", så jeg finder andre måder at sige tingene på.
Vejret har været skønt her på det sidste. Selv om det er regntid, har det ikke regnet specielt meget, men bjergene er grønne, og der er mange blomster. Jeg går tit op i bjergene. Det siges, at der er en helt særlig energi dér. I hvert fald er det totalt afstressende, og jeg bliver glad af at være der.
Hav det godt alle sammen!

Kærlig hilsen
Else
Onsdag d. 10/1 - 2007
Kære venner!
Nytåret fejrede Anne og jeg samen med Luz Marina på Plaza de Armas efter at have spist på en lækker vegetarrestaurant. Ikke flere kalkuner til mig i dette liv! Der var masser af skyderi, dog ikke raketter som i Danmark. Farven for nytåret er gul - det er jo sommer her - gule blomster, gul konfetti, majs og linser strøet langs husmurene og i folks hår, gule underbukser var til salg overalt på gader og stræder. Alt dette gule betyder lykke, og hvem har ikke brug for lykke i det nye år?
Vi var også til midnatsmesse i Katedralen, som var stoppende fuld. Som altid under messen står dørene åbne, så præstens stemme blander sig med nytårsskyderiet, musik og råb af enhver art. Men den slags lader folk sig ikke anfægte af. Den katolske kirke er i sandhed rummelig på nogle punkter. En gang i mellem kan man som dansker få den ugudelige tanke, at de er bindegale alle til hobe. Men i næste øjeblik står man som led i den katolske messe og kindkysser og hilser på sine ukendte sidemænd og -kvinder og ønsker hinanden fred. Så synes man pludselig, at de kan noget med glæde og åbne hjerter her, som vi kan lære af i det kolde nord, og kommer  tanker om, at det nok er en selv, der er bindegal, og at man er her for at blive kureret. Hvem ved?
I dagene omkring nytår tilbragte jeg megen tid i bjergene omkring Cusco. Jeg havde haft en så intensiv arbejdsperiode før jul, at jeg bare måtte alene ud i naturen, fordøje de tre store portioner kalkun fra julen, genfinde mig selv, gøre status over livet, døden og kærligheden, min tilstedeværelse her i Cusco - og i al almindelighed opleve noget helt andet. Jeg mødte Chani, indiansk guide og shaman. Han viste mig rundt i forskellige inkaruiner, vi kravlede gennem snævre, bælgmørke tunneller i klipperne, som jeg aldrig havde vovet mig ind i alene. Chani udførte diverse ritualer med kokablade. Vi mediterede og havde mange fine samtaler om livet og naturen. 
I fredags tog jeg til Bolivia, for at få mit turistvisum fornyet med yderligere 3 mdr. Nu er jeg tilbage i Cusco igen efter 5 begivenhedsrige dage ved Titicacasøen, der ligger dels i Peru, dels i Bolivien. Søen er stor som et hav: 165 km lang og 62 km bred, så flere steder kan man ikke se land på den anden side. Med en gruppe på 16 fra hele verden, sejlede jeg ud til de flydende sivøer: Man går på siv, husene er bygget af siv, der er sivbåde, man spiser siv, de sælger ting lavet af siv osv. Når dette er sagt, føler man dog, at det meget opretholdes til ære for turismen. Men at se masser af blåt, blåt vand, at se måger og ænder gjorde mig nærmest lyksalig. Jeg konstaterede, at jeg ikke havde set måger og ænder, siden jeg forlod Danmark, og at måger og ænder betyder noget for mig i mit liv. Jeg elsker bjergene her, men jeg elsker også havet omkring Danmark.
Jeg tilbragte tre dage på tre andre øer, overnattede og spiste hos en lokal familie, var til fest iklædt traditionel kvindedragt, bestående af broderet skjorte, nederdel med megen vidde, bredt bælte og sjal om hovedet. Jeg fik lejlighed til at sige lidt på quechua. Folk bliver meget glade over, at man kan sige lidt på deres oprindelige sprog. Spansk er deres andet sprog. Vi vandrede de skønneste - og under opadstigningen meget anstrengende ture - ad stejle skråninger med udsigter, der er ubeskrivelige. Disse øer er bilfrie og med en luft så frisk og mættet med aromatiske dufte af eukalyptus og forskellige planter. Det føltes, som "smagte" jeg luft for første gang, og denne rene luft var rigtig god og helende for mine noget medtagne bronkier. Fra Soløen var der udsigt til en bjergkæde med evig sne på toppen. På dette tidspunkt følte jeg mig ikke længere nærmest lyksalig, men fuldkommen lyksalig og taknemmelig over at være forsynet med evnen til at se og opleve og føle mig i samklang med naturen og altet.
I morgen tager jeg igen til Inti. Der skal lægges planer for den kommende tid. Jeg føler mig klar til igen at tage fat.
Kærlig hilsen
Else
Fredag d. 5/1 - 2007
Kære Alle!
Jeg tager til Bolivia i nogle dage. Dels er det nødvendigt at krydse grænsen for at få mit turistvisum fornyet, dels vil jeg gerne se Titicacasøen, der ligger på grænsen.
Kærlig hilsen
Else
Fredag d. 29/12 - 2006
Kære venner!
Juleaften var Anne og jeg hos Luz Marina. Vi kom kl. ca 20.30. Hendes to sønner og to plejesønner + forældre var der også. Vi fik serveret en cusqueña udgave af gløck. Kl 24 omfavnede vi alle hinanden og ønskede : Feliz Navidad! Derefter blev der serveret farceret kalkun med æblemos og ananas.
Juledag besøgte vi Cirilo og hans familie. Også her fik vi kalkun. Man øser ikke selv op, men får serveret en enorm portion kød. Eftersom jeg nærmest er vegetar, har jeg fået mit kalkunbehov dækket så rigeligt, men af høflighedsgrunde er det svært at levne for meget. Cirilo bor i udkanten af byen oppe på en bjergside. Han har udbygget sit hus, og køkken/spisestuen var med lergulv og lervægge og åbent ildsted. Senere har han planer om trægulv og pudsede vægge. Der løb marsvin rundt på gulvet. Dem spiser man jo her. Cirilo havde forud spurgt, om vi spiste cuy, som de hedder på spansk. Det takkede vi nej til. Vi havde det hyggeligt. En af Cirilo's venner kom på besøg. Da han hørte mine få sætninger på quechua, tilbød han mig omgående ægteskab. Eftersom han havde så få tænder i sin mund, syntes jeg ikke rigtig det lige var mig.
Min influenza slog sig på bronkierne og var på vej til at blive lungebetændelse, så jeg måtte have læge. Han var meget omsorgsfuld i forhold til danske læger. Nu er jeg på en antibiotikakur, men har det godt og kan gå ud. Heldigvis har jeg tegnet en god sygeforsikring, som dækker alle udgifter. Temperaturen er meget skiftende her, så det er af og på med tøj - fra varm sol til kulde og vind på kort tid.
I dag var jeg oppe i bjergene. Det tager en lille timestid at gå derop. Der dufter af eukalyptus og luften er frisk, et velgørende alternativ til Cusco's gader, hvor der kører mange osende biler, indført fra Japan af den forrige præsident.
Inti flytter i denne uge. Det nye hus er meget større. Der er en have med blomster, blommer og total frodighed. Det er en oase i et fattigt, kedeligt kvarter. Nu håber jeg meget, at det lykkes at få en ordning, så alle børnene kan komme.
Rigtig godt nytår til Jer alle!
Kærlig hilsen
Else
Lødag d. 23/12 - 2006
Kære venner!
Så er det dagen før! Den sidste uge har været meget intens og fortættet med arbejde. Oven i dette har jeg haft en kraftig influenza uden rigtig at kunne lægge mig på grund af alle teaterprojekterne.
Onsdag aften viste vi vores julespil for alle børnene og deres forældre, som var mødt talstærkt op. Vi var heldige med lokalet, hvor vi spillede. Alt blev meget smukt og udtryksfuldt. Spillerne var nervøse. Det var første gang, de prøvede at optræde. Der var en lidt improvisation undervejs, men det gik rigtig godt. Stemningen blandt publikum var varm og modtagelig. Bagefter gik vi alle til Inti for at drikke chokolade og spise panetón. Panetón er selveste julekagen her: høj, sandkageagtig, men mere luftig, fyldt med kandiserede kirsebær - smager godt.
I går var der juleafslutning på Inti. Vi viste "Fyrtøjet", som heldigvis faldt godt ud, på trods af tidsnød. Børnene havde virkelig taget opgaven på sig, kunne deres replikker og gik op i det med liv og sjæl.
"Musen og Løven" viste vi også endnu en gang.
Anne har fremstillet flotte kostymer, som børnene nød at være iklædt, og som fik spillene til at løfte sig ud af hverdagen.
Julefesten blev fejret med kalkunspisning og uddeling af gaver til børnene. De fik hver en ny, god jakke, doneret af en amerikaner. Det lille Jesusbarn var taget ud af skabet og lagt i julekrybben.
Apropos Jesusbørn, så er der ikke den ting, man ikke kan købe: For det første selve Jesusbarnet i mangfoldige størrelser og udgaver - liggende siddende, kravlende. Dernæst alt udstyret til Jesusbarnet - stole, vugger, trøjer, bukser, strømper, sandaler, huer. Du kan sågar få en nissehue til dit lille Jesusbarn! Det er interessant at opleve julen under så anderledes himmelstrøg, men det får mig nu ikke til at vende ryggen til julen i danmark.

Teaterprojekterne har været særdeles krævende, fordi folk ikke kendte til at spille skuespil, har en anden mentalitet - eller af hviken grund det nu er.  Børnene har bare været børn, så det er OK. Men de voksne! - som kører deres egne dagsordener ved siden af, snakker privat, løber ud og ind af dørene under prøverne, har ind imellem tvunget mig til at tale med store bogstaver og fået mig til at tænke: "Hvad f..... laver du egentlig her?" Jeg har måttet tysse på folk utallige gange. Undertiden skælder jeg ud eller siger noget på dansk. Det er virksomt, for så lytter fok og fatter, at jeg har noget på hjerte. At instruere på spansk har nærmest været en biting.
Dette at lave teater er virkelig at bygge noget socialt op. Af voksne kræver det, at hver person fatter sin egen rolle og betydning for projektet. Det har for alvor været et lærestykke i, hvordan man opbygger energi og substans. Hvis man hele tiden LIGE skal gøre og sige det og det under prøverne, tapper man kraft fra helheden. Det er instruktørens lod at bære dette. Sådan er det selvføgelig også i Danmark. Men her har det har været ekstremt og noget, der gør, at jeg ikke undrer mig synderligt over, at udtrykket: "en værre palaver" har kunet opstå.
Men når enden er god, er alting godt - så i dette øjeblik er jeg er lykkelig og taknemmelig. Både børn og voksne har givet udtryk for deres glæde ved at lave teater, og de vil gerne have mer'.
Så: "min sjæl hvad vil du mer'?" Selv min influenza er ved at trække sig bort.
Inti har fået en rigtig god julegave! Vi skal jo flytte nu, og i den anledning har jeg lavet ansøgninger til diverse fonde i Tyskland og Holland for at høre om de lå inde med en million at købe et hus for. Det gjorde de nu ikke lige. Men "Freunde der Erziehungskunst" i Tyskland vil gerne hjælpe projektet det, de kan. En medarbejder i fonden kommer på besøg i februar for at lære stedet og forholdene at kende. På længere sigt er det ikke udelukket, at der kan være mulighed for hjælp til køb af hus. Forhåbentligt giver det et skub i retning af Steiner børnehave og på sigt meget gerne en Steinerskole.
I januar laver Anne og jeg et intensivt kursus for medarbejderne på Inti i Steinerpædagogik. Håber det kan blive en fortløbende uddannelse.
Men med hensyn til flytning, er der et stort, gammelt hus til leje i Huancaro, som ligger lidt længere væk end det nuværende hus. Vi flytter dertil mellem jul og nytår. Det dårlige i denne forbindelse er, at en del børn, specielt de små, vil få svært ved at komme dertil på grund af afstanden. Men alle er indstillet på at prøve at finde løsninger, så alle børn kan forsætte. Der findes masser af fattige børn det nye sted, men Paul, Jaqueline, Juan, Mabel og hvad de allesammen nu hedder, kan vi ikke undvære.
Juleaften er Anne og jeg inviteret til Luz Marina (la presidenta) og juledag til Cirilo (der står for læderværksted) og hans familie.
Kære allesammen! Jeg tænker på jer og ønsker jer alle en glædelig jul.
Kærlig hilsen
Else

Fredag d. 15/12 - 2006
Kære venner!
Lige nu har vi meget tryk på vores teaterprojekter. Kustymerne er ved at blive klar til "Fyrtøjet", og der er ved at komme mere form på stykket. "Musen og løven" er færdigt. Vi viser det i eftermiddag og optager det på video.
I aften øver vi julespil. Vi har kun to øvegange tilbage og viser det næste onsdag. Enhver ambition i retning af, hvordan det bliver, har forlængst forladt mig. Jeg vil være taknemmelig, hvis bare alle folk møder op, bliver inde i lokalet, medens spillet finder sted og alle synger nogenlunde samme melodi, som vore to musikere øver sig på at spille. Der er i sandhed stor forskel på, hvad man kan forvente i Danmark og her. Men vi morer os under processen. Og jeg har jo selv ønsket disse udfordringer og er trods alt glad for, at jeg kan tage en dag ad gangen og undlade at flippe ud og få dårlige nerver over, at folk er sydamerikanere og jeg selv er dansker!
Når dette er sagt, er det jo også netop denne afslappede livsstil, der er så charmerende, og som jeg holder af. 
I går var Anne og jeg inviteret til en stor fest: Guisell på 17 år og datter af Cirilo, der står for læderværkstedet, sluttede sin skolegang. Alle over 100 elever optrådte parvis i festtøj. Pigerne var virkelig flotte i deres lange kjoler, stylede hår og højhælede sandaler. Hvert par blev præsenteret ved navn og skulle gå en runde, medens folk klappede. Der blev fotograferet i den helt store stil. I alt var vi 200-300 mennesker. De unge dansede og de "gamle" så mest på. Mange af pigerne smed de højhælede og dansede på bare fødder. Der var mad, drikkelse og tærter i store mængder.
På Inti er der sat en julekrybbe op. Den er pyntet med en masse ting. Nisserne fra 6.klasse på Kristofferskolen har også fået plads her. Mellem Maria og Josef er der en lille tom seng til Jesusbarnet, som bliver lagt her julenat. I kirkerne er de ved at bygge kæmpe julekrybber op og på Plaza de Armas står der alle mulige dyr og lyser i forskellige farver om aftenen: lamaer, køer, æsler, dromedarer osv. Her er mange glimtende lyskæder og plasticguirlander med sne på, julemænd, der står i strålende varmt solskin og siger: Ho, ho, Feliz Navidad (glædelig jul), plasticjuletræer med så overdådige sløjfer og kugler, at det får en til at glippe med øjnene og julekrybber fyldt med kulørte uldpomponer mellem Josef, Maria, Englen, oksen og æslet. Fantasien fejler bestemt ingenting.
En gang i mellem tænker jeg på korte dage og guirlander i gaderne i Danmark. Hav det godt alle sammen!
Kærlig hilsen
Else
Søndag d. 10/12 2006

Kære venner!
Nu har jeg fundet ud af at anbringe de sidste rejsebreve først, så det er nemmere at gå til. I princippet skulle jeg kunne gøre det samme med fotoalbummet, men det har jeg ikke fundet ud af - endnu?
Sidste søndag gik jeg en tur op på Sacsaywaman, der ligger ca ½ times gang fra centrum. Det er ruiner, der ligger på et stort område, og det er et yndet udflugtsmål både for fastboende og turister. Der er nogle runde stejle klipper, der fungerer som rutsjebane. Selv om jeg er bedstemor, kunne jeg vel godt tage mig en tur, tænkte jeg. Der kom flyvende fart på, så på halvvejen ville jeg godt stå af, men da var det ligesom for sent. Heldigvis brækkede jeg hverken arme eller ben. Jeg hylede og skreg ligesom alle de andre og havde det sjovt
I løbet af ugen er alle dukkerne blevet færdige til "Musen og løven", og børnene går op i det mit liv og sjæl.
Jeg har endnu engang forkortet julespillet. Vi har fået 2 musikere - violin og andinsk fløjte. Jeg er noget spændt på, hvordan det kommer til at gå. Indtil videre er der kun et par stykker, der kan huske mere end 2-3 ord i sammenhæng.
I fredags var det helligdag her. Det var Jomfrufødslen, eller Den ubesmittede Undfangelse, der blev fejret med messer og processioner. Der var 18 mand til at bære Jomfruen fra Katadralen. Hun stod på en kæmpe sølvskål, der er en del af sølvalteret og sikkert har vejet en halv ton. Først var der folk, klædt i folkloristiske dragter, der dansede til guitarer. Derefter kom der en masse alvorligt udseende folk med brændende stearinlys, så kom processionen med Jomfruen, og til sidst et hornorkester, alt imedens der blev fyret kinesere og kanonslag af, så duerne fløj forvildede op. Dette er en af siderne ved Cusco: masser af fest, farver, musik, støj. Det hele blandet godt sammen. Her udelukker det ene ikke det andet.
Jeg har siddet det meste af week-enden og skrevet fondsansøgninger på tysk med henblik på et hus, som vi gerne vil købe i Inti. "Wish us luck!"
Kærlig hilsen
Else

Mandag d. 2/10 - 2006
Kære Venner!

Den 18/10 rejser jeg til Peru.
Fra slutningen af oktober til slutningen af marts er jeg i Inti Runakunaq Wasin - gadebørnsprojekt i Cusco, der ligger i Andesbjergene i 3200 meters højde.
Inti Runakunaq Wasin er quechua, det lokale indianske sprog, og betyder: "Solfolkenes hus".
Men folk i Peru taler også spansk, så jeg har taget HF i spansk for at kunne arbejde i Inti, som projektet kaldes i det daglige.
Sammen med Anne Hedegaard skal jeg undervise og lave teater med børn og voksne. Vi skal også indrette en systue.
Lige nu har jeg lidt sommerfugle i maven ved tanken om, hvordan jeg skal klare mig derovre. Jeg har mailet med Luz Marina som er "presidenta" for Inti og modtaget nogle skønne mails, så jeg føler, at de vil tage godt imod mig.
Jeg lejer et værelse i "Casa de la abuela" - "Bedstemoderens hus". Jeg er bedstemoder til 3, så det passer godt til mig. Det er et hostal, hvor señor Estrella bor med sin kone og 3 børn. Han har 7 værelser til udlejning.
 
Om alt går vel, regner jeg med at skrive rejsebreve cirka en gang om ugen og indsætte fotos med passende mellemrum.

Hilsen Else
Torsdag d. 19/10 - 2006

Kaere Alle!

Gaet hvor jeg er?
Nej, ikke i Cusco endnu - det er foerst paa loerdag.
Men jeg synes lige, at I skal vide, at jeg sidder paa Faraoni Grand Hotel i Lima og skriver. Her en fri afbenyttelse af internet.
Jeg ankom kl 5.15  i morges lokal tid, efter 26 timers rejse med ophold og flyskift i London og Miami. Min kuffert var her og alt gik godt. Har sovet lidt i flyene undervejs, og havde troet, at jeg ville vaere ret saa smadret efter rejsen.
Men jeg er snarere lidt hoej over at vaere vel ankommet. Indtil videre har jeg udelukkende moedt soede og hjaelpsomme folk. Jeg kan ovenikoebet forstaa, hvad de siger og selv udtrykke mig. Undertiden maa jeg bede om at hoere det engang til, men jeg faar fat i meningen. Det er altsaa fedt!
Hav det godt!

Kaerlig hilsen
Else

onsdag den 25/10
Kaere venner i Danmark!
Sae har jeg vaeret i Cusco i 3 dage, og jeg har det rigtig, rigtig godt. Jeg foeler mig simpelthen hjemme. Da flyet lettede fra Lima, saa jeg ned over bjergene og kystlinjen, saa kom der skyer. Da vi floej ned gennem skyerne foer landing, dukkede hele Cusco, omgivet af bjerge op - der laa alt det, jeg har forberedt med paa i 1 1/2 aar - under mig! Verden er ikke saa stor: I flyet sad jeg ved siden af to unge fyre fra Danmarke, der skulle ud og vandre i en maaned.
Anne og jeg bor begge hos Señor Estrella/Hr Stjerne, hans kone og boern. Han hentede mig i lufthavnen i Cusco, saa jeg foelte mig straks velkommen. De skaenkede mig en masse koka-the, som skulle vaere godt for hoejdesyge.
Vi besoegte om eftermiddagen en fest, som INTI havde lavet paa et torv med udstilling af ting, boernene har lavet, masser af danse i festlige dragter og musik, mad osv. Dér hilste jeg paa mine kommende kolleger og en masse soede boern. Jeg maattte tage ret hurtigt hjem paa grund af utilpashed med hoejden. Jeg foelte, at jeg var taet paa at besvime.
Man transporterer sig i taxa her. Det koster s/2 = 2 soles = ca 4 kr, uanset hvor man skal hen. Efter 3 timer paa langs havde jeg det meget bedre, og om aftenen gik Anne og jeg paa vegetarrestaurant og spiste 3 retter for ca 10 kr.
Soendag gik vi en tur i centrum, hvortil der er gaaafstand. Her er jo virkelig anderledes, husene, forretningerne, trafiken og ikke mindst menneskene. Der er mange indianere i deres gamle dragter. De er smaa. jeg vil tro, at nogle af de gamle koner kun er ca 1.30 m. Kvinderne har ofte har de et soedt lille sorthaaret barn med peruansk strikhue paa, paa ryggen i et taaeppe, de binder om sig. Vi blev tiltalt af jeg tror, maaske 100 mennesker, der ville saelge postkort, mad, smykker, pudse sko osv. Her maa man vaere afvisende, ellers kan man hurtigt komme af med sine kroner. Der var en masse festivitas paa Plaza de Arma, som er centrum, med musik, optog osv. Dernaest var vi hos Luz Marina, leder af Inti til spisning og snak. Det var hyggeligt.
Mandag var jeg saa paa selve Inti for foerste gang. Jeg blev praesenteret for alle og gav dem mine gaver: Et udvalg af H.C.Andersens eventyr og en bog med fotos om Danmark. 
Anne skulle male med et hold om formiddagen og et hold om eftermiddagen. Jeg gik til haande, og det var en god maade at komme i kontakt med boernene paa. Naar de kalder paa en for at faa hjaelp, siger de "proffe", Det er en forkortelselse af profesora, der betyder laerer. Nogle siger "proffe Elsi" og griner, naar jeg spoerger, hvad de hedder og hvor gamle de er. De er lidt generte - det er jeg ogsaa. For dem er jeg jo fremmedartet med mine blaa oejne. 
Symaskinerne fra Danmark blev hentet hos en fragtmand og pakket ud. De vakte stor glaede. Paa torsdag kommer der en praest og staenker dem med vievand, saa de bliver taget imod efter alle kunstens regler. 
I gaar aftes praesenterede jeg julespillene for nogle af foraeldrene. Der var 15 moedre og 2 faedre, som gerne vil vaere med til at spille julespil sammen med medarbejderne paa Inti. Jeg indledte med at sige paa quechua: ¡Allinllanchu! ?Imaynallan kashanchis? Else n sutuy. Nuqa Dinamarca manta kani. Det betyder: Goddag! Hvordan har I det? Jeg hedder Else. Jeg kommer fra Danmark.- Det er rigtig godt at kunne sige nogle faa ting paa quechua. Da de gik kom de og gav kindkys og rakte haand og sagde tak. de er ikke vant til, at der er nogle, der spoerger om de vil vaere med til noget. Jeg foeler mig meget taknemmelig. Vi gaar i gang med at oeve den 9/11.
Vi gaar foerst i gang med teater med boernene efter den 1/11. Det er godt at have lidt tid til akklimatisering. Af og til har jeg haft en anelse hovedpine, men det er ikke noget at tale om, og jeg har ogsaa faaet mig indstilllet nogenlunde paa doegnrytmen.
Hav det godt allesammen og hils omkring jer fra mig.
Kaerlig hilsen
Else
Fredag den 27/10
Kære Alle!
I går havde Inti 7 års fødselsdag, og den blev fejret ved, at den lokale præst kom og afholdt messe på stedet. Præsten velsignede dernæst de symaskiner, der er doneret fra Danmark. Jomfru Maria, der ellers står i et skab, fik en fin kappe på og blev stillet på en pude og et stativ, så hun kunne bæres i procession rundt i gaderne i anledning af fødselsdagen. Tilbage igen dansede grupper af børnene, udklædt i flotte traditionelle dragter. Vi fik tærte, kylling og salat - i den rækkefølge. En usædvanlig og overraskende fødselsdag efter danske forhold.
Kig på billederne i mit fotoalbum. (Er du så "nørdet", at du har fundet ud af at klikke på billederne for at forstørre dem, lave slideshow og komme ud af det ved at klikke på "oversigt"?)
Kærlig Hilsen     Else
Torsdag den 2/11
Kære Alle!
Billedet er en kage-wawa. Wawa er quechua for baby.
I går var det Allehelgens Dag, og i dag er det De dødes Dag. Begge er helligdage.
Om aftenen den 31/10 var der masser af udklædte børn i gaderne, mest hekse og mange med groteske uhyre- og dyremasker, udstyret med et lille overskåret haloween græskar i plastik, hvor de fik mønter. Det mindede en del om fastelavn. Der var boder med brød bagt som svøbelsesbørn og heste til henholdsvis piger og drenge, kors og kranse lavet af plastikblomster med Kristus- og helgenbilleder.
Brød- og kagebabyerne er for at fejre livet. Og hvad er mere symbol på livet en en baby - en wawa?
På Inti sad vi alle omkring et stort bord , hvor wawa'en stod på midten (se billedet). Jeg sad for enden af bordet sammen med Wilbert, der står for smykkeværkstedet. Børnene sagde, at vi var forældrene. Cirilio, der står for læderværkstedet, var præsten. Anne og en australsk frivillig var gudmødre. Først troede jeg bare, det var en leg, men det gik op for mig, at jeg deltog i et ritual, og at wawa'en skulle døbes. Den kom til at hedde Bodil-Maria.
Bagefter spiste vi den og fik varm chokolade.
Jamen, alting her er så nyt og forunderligt! Der er masser af fattigdom og samtidig masser af glæde. Peruanerne er rigtig gode til at holde fester. "Smilet er den korteste afstand mellem mennesker", som Victor Borge vist har sagt. Det konstaterer jeg gang på gang.
Anne og jeg tog med bus udenfor byen i går for at se på inkamure og ruiner. Vi var i Tambomachay og i Sacsayhuaman. Prøv lige at sige disse navne uden at brække tungen! Trykket ligger på næstsidste stavelse.
Naturen er så flot med de høje bjerge, blomstende aromatiske buske og eukalyptystræer, som giver en svag, vidunderlig duft i luften - en god afveksling fra forureningen af de osende taxaer og minibusser i Cusco's gader
Nyere huse har på taget et lille kors og nogle små tyre, der bliver anbragt ved rejsegildet for at bringe velstand. 
Vi så en lama, får, geder, brogede grise og høns, der levede et godt liv.
Ad stier vandrede vi tilbage til Cusco og gjorde holdt ved en kæmpe Kristusstatue, hvorfra der er udsyn over hele Cusco.
I eftermiddags var vi på kirkegården for at opleve "De dødes Dag". Der var et kæmpe opbud af mennesker, der satte blomster, brændte røgelse, spillede musik, spiste, drak øl - alt sammen for at ære og mindes deres afdøde. Luz Marina's mand Avelino døde for 1 ½ år siden, og Anne besøgte hans grav sidste januar. Men hvor var den blandt denne enormne mængde af grave? Vi havde købt en buket blomster, og sandelig om det ikke lykkedes os at finde den. Det var en meget god følelse at have et ærinde og ikke bare være tilskuere. På kirkegården er der høje, tykke og lange vægge i 6 etager, som rummer gravene. Hver grav har en ramme af metal med glas i. I et lille rum bag glasset er der udover afdødes navn fx et billede af vedkommende, blomster, alverdens ting og sager, lige fra skriftsteder, øl, vievand, små figurer af hunde og folk - hvad afdøde nu satte pris på i sit liv. Kig gerne på de seneste billeder i mit fotoalbum.
Hav det godt allesammen!
Kærligst.....Else
Lørdag d. 11/11 - 2006
Kære Alle!
I løbet af den forgangne uge har vi afsluttet vores maleperiode på Inti. Der er kommet en masse vidunderlige englebilleder ud af det. På mandag skal ni af dem trykkes til julekort til brug her, men også med salg for øje i Danmark. 
Vi er startet på teaterprojekter: De små skal arbejde med fablen: "Musen og løven". Et hold af både store og små skal spille "Fyrtøjet" og medarbejderne og et hold forældre skal spille julespil.
Jeg begynder at kunne huske navnene på en del af børnene. De er søde og hengivne og tager godt imod, det vi sætter igang med dem.
Og så er jeg er begyndt med sprogformning for en pige med nedsat hørelse og de 4 udviklingshæmmede, der alle meget trænger til sproglig stimulans.
Det er et skønt arbejde, men selvfølgelig også krævende, fordi alt foregår på spansk. En gang imellem når jeg lige at tænke: Klarer du det her? Men der er ligesom ikke andet at gøre end at kaste sig ud i det.  Den indledende kontakt er etableret, og hidtil er det gået godt, så jeg er fortrøstningsfuld.
I fredags var vi fra Inti til "Børnenes Dag" sammen med masser af børn fra hele Cusco. Der var optog og demonstrationer i gaderne og alle samledes i centrum på Plaza de Armas. Plakater og taler havde fokus på børns rettigheder og på børn og unges skolegang og uddannelse. Det var også en opfordring til politikerne i forbindelse med det kommende borgmestervalg den 19/11, om nu også at huske på børnene og forøvrigt kun at love det, de har tænkt sig at holde. Da "budskabet" var leveret, kom der fest i gaden med mange dansegrupper, klædt i festlige dragter i stærke farver. Fx. var der en mågedans, hvor mændene havde udstoppede måger i hatten. Der var grupper af lærere, der dansede til ære for deres elever og fyrede kinesere af, og eleverne kvitterede med klappen og hujen og masser af konfetti. Peruanerne er fantastiske til at feste, spille musik og danse.
Man bliver glad af at være her og opleve hele dette opbud af livsglæde.
Kærlig hilsen
Else
Lørdag d. 18/11 2006
Kære Venner!
I søndags tog jeg bussen til Pisac-en lille by, der ligger 30 km fra Cusco. Der var masser af solskin hele dagen, så jeg havde god brug for både hat og solbriller.
Pisac ligger mellem bjerge, der tårner sig op på begge sider (kig i fotoalbummet). Jeg var til messe i kirken, hvor der var en masse børn på ca 10 år, der var til deres første kommunion. Kirken var fyldt med billeder og vægmalerier, en blanding af både kristne og indianske symboler.
Jeg købte en chocla, en kogt majs. Med den i hånden, begyndte jeg at gå ad en lille sti op mod nogle ruiner, som lå højt oppe på et af bjergene. Jeg fulgtes en del af vejen med en indianerkvinde. Hun  havde et par køer gående på bjerget og boede højt oppe i en lille landsby. Jeg vandrede i 3 timer og måtte holde mange hvil undervejs, for luften bliver jo tyndere og tyndere, efterhånden som man kommer til vejrs. Højt oppe spiste jeg min chocla. Udsigten var fantastisk, og ruinerne fra inkatiden kan kun få én til at undre sig over, hvordan de dog har fået alle de kæmpe stenblokke op på toppen af et bjerg.
I Danmark bruger jeg ikke ordet: storladent. Men her er ordet brugbart: Storladne - det er lige præcis, hvad Andesbjergene er!
Tilbage i Pisac gik jeg rundt på et kæmpe farverigt marked. Jeg har altid syntes, at der findes masser af ting og sager i Danmark. Men her findes der ikke bare masser af ting og sager - der findes helt utroligt, enorme mængder af ting og sager, som de gerne vil sælge. 
Jeg spiste og drak chicha dvs majsøl sammen med nogle lokale. Det er let at komme i snak med folk her.Tit er der også nogle, der spørger, hvor jeg kommer fra. Så fortæller jeg lidt om Danmark, at det er et lavt land, at havet tæt på overalt, og at vi har Himmelbjerget, som er under 200 meter højt. At vi har lyse nætter om sommeren og omvendt om vinteren. Det med Himmelbjerget synes de er sjovt - ikke underligt, når vi sidder og snakker sammen i bjerge, der er 3-4 km høje. På vej tilbage i bussen var der udsigt til et snedækket bjerg, som er over 5½ km højt.
Jeg har haft lidt feber i et par dage, influenza-agtigt, men det er overstået nu.
På Inti arbejder laver vi hånddukker til fablen "Musen og Løven" med de små. Det går de gevaldigt op i, så det er en ren fornøjelse. Vi starter og slutter med et vers: "Solen giver planten lys, for solen elsker planten. Mennesket giver sjælelys til hver og en, det elsker." - på spansk.
I aftes øvede vi julespil med medarbejdere og forældre. Vi er over tyve mennesker i et lille bitte lokale - krævende, men også sjovt. De indianer-mamaer kan man ikke lade være med at holde af. I det hele taget er folk meget hjertelige her.
Jens Laurids Sørensen er kommet hertil med henblik på, at der gerne skal købes eget hus til Inti. Lejemålet af lokalerne slutter 31/1-07. Så det er både vanskeligt og meget spændende, hvad fremtiden kommer til at bringe.
Kærlig hilsen
Else
Lørdag d. 25/11 - 2006
Kære venner!
Så er det igen tid for lidt nyt her fra Cusco. I den forløbne uge har vi arbejdet støt og roligt videre med vores 3 teaterprojekter. Det kræver en indsats, men det gør teaterprojekter i Danmark også. Folk, både børn og voksne er jo lidt generte, når de skal agere. Det giver anledning til en masse sjov og glæde.
Som dansker skal man slå koldt vand i blodet i forbindelse med den sydamerikanske tidsopfattelse, der er ret så flydende i forhold til den danske. Folk kommer rask væk en time forsent, uden at det er noget, man undskylder eller tager anstød af. Til gengæld farer de heller ikke ud af døren, når de først er kommet. Men det kan være en anelse svært at afgøre, hvornår vi begynder. Til aftalt tid kunne man måske synes. Men i går var der fx ikke en eneste ud over mig til aftalt tid, men i løbet af en times tid dukkede folk op, og vi gik i gang. Jeg spurgte, om det ville være bedre at mødes en time senere. Men nej, folk var godt tilfreds med tidspunktet. Forstå de, hvem der kan.
Jens Laurids Sørensen, grundlægger af Inti, har boet her i Cusco i sammenlagt 5 år og har mange personlige kontakter. Han har haft møde med forskellige personer vedrørende Inti´s fremtid. Det nuværende lejemål slutter 31/12. Vi har en tiltro til, at den rette løsning viser sig.
I morgen rejser Jens tilbage til Danmark, medbringende en masse farvestrålende englekort, som børnene har malet. De er blevet trykt og kan bruges som julekort. (Se fotoalbummet).
Hvis du er interesseret i at købe nogle af disse kort til 8 kr stykket eller hjælpe med at sælge dem videre, kan du ringe til Jens på  tlf 3324 1736 fra 7.30-18.30 eller på 2712 0821 efter kl 19. Pengene går ubeskåret til de søde og trængende børn på Inti.
I går blev Luz Marina's fødselsdag fejret. Vi fik serveret stegt marsvin, pølse, kylling, fiskerogn, en slags grøn tang, der lignede salat og grønsagsdeller. Jeg forærede min sidemand mit stykke marsvin og pølse. De ved, at jeg ikke spiser firbenede dyr og synes vist nok, det er OK. Når der rigtig skal holdes fest her, skal der være kødorgie.
Vejret her er lunt, vekslende sol og skyer. 
Hav det godt alle sammen! 
Kærlig hilsen
Else 
Søndag d. 3/12 - 2006
Kære Alle Jer, der har korte dage og nu går rundt i gader smukket med guirlander i anledning af julen, medens der her er solskin og varme, men alligevel julemænd og glimtende lys og anden pynt!!!

Vi arbejder stadig på vores 3 forskellige teaterprojekter. I den forløbne uge har jeg måttet forkorte julespillet kraftigt og omskrive replikkerne til mere hverdagsagtigt sprog, for at folk ikke skulle "kløjs" i replikkerne. Noget af et arbejde, men nu fungerer stykket meget bedre.
For en tid siden bestilte vi møbler til indretning af en systue, som er sponsoreret af "Seniorer uden Grænser" i København. I fredags kom møblerne omsider. Vi har også hårdt brug for systuen nu til fremstilling af kostymer.
I ugen, der gik, blev der også fejret fødselsdag for 5 børn. Det skete med dans og tærte - se billederne.
I den tid jeg har været her har jeg mistet mine briller, to par solbriller, en gammel "fjeldræv" og en fleecejakke. I forhold til Danmark går jeg jo rundt 3.300 m oppe i luften, selv om jeg jo har fast grund under fødderne. Kan det mon være en passende grund til, at jeg glemmer mine ting? Heldigvis er jeg ikke selv blevet væk.
Anne og jeg tager lidt på landet i week-enderne for at opleve den overdådige natur. I går var vi i Calga, en lille by næsten uden biler, men med charmerende motorcykeltaxaer. Calga ligger lavere end Cusco, så der var varmt og træerne blomstrede frodigt. Uden for byen badede vi i svovlholdigt vand fra varme kilder. Jeg troede, det var i et vandhul i naturen under åben himmel, men det var moderne indrettet i 2 bassiner et lille hus. Som det fremgår af billedet, ser vandet ikke specielt appetitligt ud. Det var lyst brunligt, lugtede af jern, men behageligt varmt og skønt, skønt afslappende.
Kærlig hilsen
Else

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

30.09 | 14:09

Hej Maria! De store på 40 cm koster 650 kr. De små på 25 cm koster 425kr. Der kommer prisstigninger, idet en anden overtager salget og der så skal moms på

...
30.09 | 09:02

Hej Else.
Hvad koster dukkerne?
Mvh
Maria

...
29.09 | 13:24

yes - ses

...
29.09 | 10:11

Så ses vi i eftermiddag!

...
Du kan lide denne side